De mange kæledyr overbeviste Kateryna Yerskaya om, at den tomlende familie i vejkanten måtte være helt i orden. Mor, bedstemor og to teenagedøtre. De havde næsten ingen bagage, men bar til gengæld på en skildpadde, to hamstere og to katte, der viste sig at hedde Mysia og Bysia.
Hvis man ikke havde bil, måtte man flygte fra Mariupol til fods, fordi russerne nægtede at lade folk forlade den totalt sønderbombede by i busser. Kateryna Yerskaya vidste, at man skulle være forsigtig med at samle blaffere op. De seneste tre uger i Ukraines mest dødbringende by havde lært hende at være på vagt.
»Men vi regnede med, at det måtte være gode mennesker, når de havde så mange dyr«, siger Kateryna.
Hun bad derfor chaufføren om at holde ind til siden, så familien kunne krybe ind på bagsædet. Kateryna Yerskaya tilbød, at Mysia og Bysia kunne ligge på hendes skød.
