Døde kroppe i civilt tøj ligger spredt på gaden. De ligger, hvor de faldt i det, der før Ruslands invasion var en almindelig gade i byen Butja 24 kilometer fra centrum af Ukraines hovedstad, Kyiv. Tæt på kantstenen ligger to lig oven i hinanden, bag menneskebylten ligger den cykel, som den ene formentlig cyklede på, da han blev mejet ned.
I vejkanten endnu et par døde kroppe. I den omhyggeligt skiltede rundkørsel lidt længere væk er der endnu et lig og så endnu et. De døde er ikke dækket til. Nogle ansigter ligger fordrejet op mod den grå himmel. Andre ligger med spredte ben og ansigtet ned i asfalten.
Tre mænd går tilsyneladende lidt planløst rundt mellem de døde. I baggrunden begynder de fyrreskove, som gjorde Butja med den fine gamle stationsbygning til en lille naturperle. Længere væk dybere inde i skovene ligger ruinerne af det ødelagte atomkraftværk i Tjernobyl.
Fotografen Ronaldo Schemidt og hans journalistkollega fra det franske nyhedsbureau, AFP, kom som nogen af de første frem til Butja, efter at russiske styrker for få dage siden trak sig ud af deres stillinger tæt på Kyiv. Sammen med ukrainske enheder mødte de en smadret by, hvor ligene lå strøet rundt i gaderne. I en gade talte de alene 20 døde.
