Irina og hendes to piger vil ikke ud af bilen. Den er et vrag, rusten har gnavet store bidder af den rødbedefarvede lak, og begge ruder i højre side mangler. Men den er al den tryghed, de har tilbage i verden.
De to piger og deres mor har sig klemt ind på bagsædet af den lille bil med tasker på skødet, bag dem skraldesække og indkøbsposer med tøj.
Nastja på fire år lytter med store øjne under den lyserøde hue og smiler forsigtigt, mens hendes mor fortæller, hvordan de slap ud af byen Ruska Lozova 10 kilometer mod nord.
»Det var … forfærdeligt«, begynder Irina. Så stopper hun. Ligesom alle andre her på den lille parkeringsplads har hun svært ved at finde ordene og kræfterne til at fortælle. De fleste kigger bare lige frem for sig med glasøjne. Går tre skridt frem, vender om, stopper og ser op ad vejen mod deres hjem.
