For anden gang på mindre end et årti har Elvira Nabiullina til opgave at styre Ruslands økonomi igennem lumske farvande.
Da hun i 2014 stod over for et valutakollaps og stærkt stigende inflation, havde hun knap været chef for den russiske centralbank i et år. Dengang tvang Elvira Nabiullina centralbanken ind i den moderne økonomiske tidsalder ved at hæve renterne markant. Den politisk risikable manøvre kølede økonomien ned og bremsede de voldsomme prisstigninger, og hun vandt internationalt ry for at være en stærk beslutningstager.
Blandt verdens centralbankchefer og andre teknokrater, der har til opgave at holde priserne under kontrol og sikre de finansielle systemer, blev Elvira Nabiullina betraget som en ny stjerne, fordi kun brugte konventionelle midler til at tæmme en uregerlig økonomi, der på mange områder var bundet til oliepriserne. I 2015 blev hun kåret til årets centralbankchef af tidsskriftet Euromoney. Tre år senere sagde Christine Lagarde, daværende chef for Den Internationale Valutafond, IMF, at Elvira Nabiullina formåede at få »centralbankvirksomhed til at synge«.
Nu er det op til Elvira Nabiullina at styre Ruslands økonomi igennem en dyb recession og redde dets finanssystem, der er afskåret fra store dele af verden. Den opgave kommer efter, at hun har brugt år på at styrke Ruslands finansielle forsvarsmekanismer mod den slags hårde sanktioner, der er blevet indført som reaktion på præsident Vladimir Putins geopolitiske aggression.
