Så har man da prøvet det med: At blive teleporteret ud af et kontor med havudsigt og moderne kunst for i næste øjeblik at dumpe ned i det lysegrønne græs under tårnhøje baobabtræer.
Man føler sig næsten som Harry Potter, selv om vi i virkelighedens verden sidder i nogle små båse med hver vores sæt virtual reality-briller spændt på hovedet. I fremtiden bliver de klodsede anordninger meget mindre, måske blot en del af vores normale briller, fortæller instruktøren.
Men brillerne glemmer vi hurtigt. I den tredimensionelle computerverden, hvor vi er teleporteret ind som digitale udgaver af os selv, er der smukke sommerfugle, som sværmer om vores hoveder. Det føles så virkeligt. Så da et stort baobabtræ dovent lader sine store frugter dumpe ned over vores instruktør, når man lige at tænke ’av, for pokker’. Men så ler hun bare. Og beder os samle frugterne op, så vi kan studere dem helt tæt på. Vende de digitale og af samme grund vægtløse frugter i vores hænder og undersøge dem. Men ikke for længe, for vi skal videre.
Så snart efter er vi teleporteret til et nyt sted, hvor vi skal lære hinanden bedre at kende, selv om vi altså har taget form af såkaldte avatarer, der er digitale udgaver af os selv. Eller udgaver af dem, vi gerne vil være. Dog mangler vi vores underkroppe i dette nye digitale parallelunivers – metaverset – som vi er trådt ind i. Min franske ’rejsefælle’, Bertrand, må derfor undvære sine røde strømper, der ellers lige havde gjort ham til genstand for to kvindelige deltageres udelte begejstring ude i den virkelige verden.
