Situationen i Donbas er ved at blive desperat for de ukrainske tropper, der forsøger at stoppe den russiske fremmarch. Ukrainerne fortæller, at deres styrker er tæt på at løbe tør for ammunition til artilleriet, og at de ofte intet har at svare med, når russerne lader granater og raketter regne ned over byer som Sieverodonetsk på sikker afstand.
»De avancerer«, siger en ukrainsk soldat til den britiske tv-station ITV i et indslag om den ukrainske moral. »Jeg føler mig trist til mode. Jeg tror, vi vinder, men vi har brug for flere våben, mere materiel, flere fly, de har ti gange så meget som os, og vi betaler med vores blod«.
Den ukrainske soldat udtrykker det, som en stribe regeringskilder også har sagt i internationale medier i denne uge: Russerne er på fremmarch, og det begynder at se sort ud i forhold til at forhindre russernes indtagelse af Luhansk, den ene del af Donbas-regionen.
»Det er en artillerikrig nu, og vi er ved at tabe, hvad angår artilleri«, siger Vadym Skibitskyj, der er vicechef for den ukrainske militære efterretningstjeneste, til The Guardian.
