For præcis fire måneder siden forlod jeg Donbas og den lille by Bakhmut i Donetsk-regionen. Her boede jeg de sidste otte måneder, inden Rusland invaderede Ukraine. Og Severodonetsk, som jeg kom til at holde meget af efter at have tilbragt de første to år af mit ukrainske liv der. Af alle byer i Ukraine var det min yndlingsby.
Jeg boede forholdsvis tæt på kontaktlinjen, men krigen syntes alligevel at være langt væk, for frontlinjen var fastlagt og har stort set været stabil siden 2015. Indtil 24. februar i år, hvor helvede brød løs for ukrainerne og for os udlændinge i landet, der panisk pakkede vores kufferter og flygtede. Det tog mig næsten to døgn at rejse tværs igennem Ukraine, krydse grænsen til Slovakiet og via Ungarn komme til Danmark. Vi udlændinge havde vores hjemlande at rejse tilbage til, mens ukrainerne blev hjemløse. Nogle for anden gang.
Mykola Nadulichnyj og Inna Mikhejeva, som jeg kører med i dag fra Dnipro til Bakhmut, forlod deres hjem i Severodonetsk og kørte mod Lviv i den vestlige del af Ukraine, straks da Rusland invaderede landet. De havde prøvet det før i 2014, så de behøvede ikke ekstra tid for at beslutte sig. De efterlod deres lejlighed og rejste ud i uvisheden.
»Jeg tog nogle sorte affaldssække og smed bare alt i, og så kørte vi væk«, husker Inna tilbage, imens hun tager et sug af sin e-cigaret. »Andre blev tilbage. De skulle lige se situationen an, de havde brug for tid til at indse det. Vi vidste med det samme, at det var noget lort«, fortæller hun. »27. februar var vi allerede i Lviv og begyndte at samle ind. Vi vidste, at der ville komme et stort behov for nødhjælp«.
