Efter flere ugers voldsomme kampe i byen Severodonetsk i den østlige Luhansk-provins i det krigshærgede Ukraine trækker de ukrainske tropper sig nu endeligt tilbage fra byen.
Det meddelte den lokale guvernør fredag ifølge amerikanske The New York Times.
Lederen af provinsens militære administration, Serhiy Haidai, forklarer beslutningen med, at det »ikke giver mening« for de ukrainske soldater længere at kæmpe for at fastholde ødelagte stillinger i byen.
»Antallet af dræbte vil stige hver dag«, fortalte han fredag til den ukrainske tv-station DOM TV.
