Dil Ruba gør alt det, den danske regering gerne vil have afghanerne i Danmark til at gøre.
Den 23-årige kvinde fik et godt job i en større dansk virksomhed, lige så snart de danske myndigheder efter syv måneders bureaukrati fik givet hende et cpr-nummer. Hun tjener sine egne penge og bor i et lejet værelse. Hun integrerer sig, som hun hele tiden får at vide, at hun skal. For hun kan ikke lade være. Men noget holder hende tilbage. Den konstante bevidsthed om, at Danmark måske vil sende hende og familien tilbage til Afghanistan og den Taleban-bevægelse, som familien er flygtet fra.
»Jo mere Danmark begynder at føles som hjem, jo flere venner jeg får, jo mere involveret jeg er, jo mere smertefuldt bliver det. Så én af måderne, som jeg holder mig selv i skak på, er ved at sige til mig selv: Lad være med at have for store forhåbninger til Danmark. Vær realistisk, Dil Ruba. Du skal være her i to år, og du ved ikke, hvad der sker bagefter«.
I disse dage et det et år siden, at den ultrakonservative, islamistiske Taleban-bevægelse tog magten i Afghanistan. Det fik de vestlige regeringer til at evakuere mange af de afghanere, der havde hjulpet dem, og hvis liv nu var i fare. Men i det år, der er gået, har Danmark bestemt ikke gjort det, som Dil Ruba og de godt 900 andre afghanere havde håbet.
