Mens russiske missiler stadig forvandler ukrainske byer til støv, mødes den ukrainske præsident Zelenskyj med verdens spidser mandag og tirsdag i Lugano i Schweiz for at diskutere, hvordan man bedst genopbygger Ukraine.
Det kan lyde absurd at diskutere genopbygning, mens krigen raser, men alle er klar over, at opgavens omfang er så massiv, at man nødvendigvis må tage hul på de vigtigste spørgsmål: Hvem skal betale? Hvordan går man overhovedet til opgaven? Hvordan undgår man at hælde milliarder af euro, dollars og kroner i et system, der blot genrejses lige så korrupt og styret af oligarker som før krigen? Og hvem har overhovedet ansvaret?
Ingen regner med, at de spørgsmål bliver afklaret på to dage i Lugano, hvor den danske regering også deltager.
Men for udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er der dog to konkrete svar, som melder sig lige nu og her. Det ene er Mykolaiv, og det andet er vinduer, varme og vand.
