»Kald mig bare Max«, siger den skæggede soldat, som kun lige har nået at være henne i sin lejlighed for at krænge den møgbeskidte uniform af og få lidt søvn, inden han møder os på en dunkel café i midten af Odesa.
Han lugter af sved. Adrenalinen pumper stadig rundt i hans krop. Han smider sig ned på bænken, har svært ved at sidde stille. Bestiller to kopper kaffe og beder tjeneren om at hælde den ene over i en termokop, som han fisker op fra sin militære rygsæk. Måske for når som helst at kunne fare ud ad døren.
»For tre dage siden tog vi Bilohirka«, siger Max.
Det er en landsby, eller nok snarere en klynge huse, på toppen af en høj bakke i det sydlige Ukraine, hvor de ukrainske styrker langsomt trænger russerne tilbage for at kunne generobre storbyen Kherson. Siden 26. maj har ukrainerne forsøgt at indtage Bilohirka, et uhyre vigtigt strategisk punkt.
