Det er ti år siden, verden lærte Xi Jinping at kende. Den har ikke været det samme siden

I denne uge bliver Xi Jinping genvalgt som generalsekretær af Kinas Kommunistiske Parti og dermed også til øverste leder af Folkerepublikken Kina for tredje gang. Det sker ved Kommunistpartiets partikongres, der bliver afholdt hvert femte år.

Han bliver dermed den første leder af Kina til at blive valgt til at regere i mere end to valgperioder siden grundlæggeren af Folkerepublikken Kina, Mao Zedong.

Da han for ti år siden blev valgt for første gang, var han en relativt ukendt bureaukrat i partistrukturens højere lag, som godt nok var søn af en af Kommunistpartiets grundlæggere, men ellers ikke havde gjort nogen særligt væsen af sig. Nu er han blevet kaldt verdens mest magtfulde person i Time Magazine.

Under sin åbningstale søndag anerkendte Xi Jinping lidt atypisk, at ikke alt havde været guld og glade dage for Kina de seneste år. Han advarede om fremtiden og sagde, at det kinesiske folk skal »gøre sig klar til at modstå stærk blæst, oprørte vande og selv farlige storme« i et metaforisk sprog, der i virkelighed handlede om økonomien, som efter årtier med ekstrem vækst er begyndt at vende.

Politiken gør status over Xi Jinpings første ti år som øverste leder af Kina og kigger nærmere på de temaer, som bliver centrale i de næste fem.

Vi har fundet to eksperter, der guider os.

• Alfred L. Chan, professor emeritus ved Western University i Canada og forfatter til bogen ’Xi Jinping: Political Career, Governance, and Leadership’.
• Victor Shih, lektor med ekspertise i Kinas politiske økonomi samt kinesisk elitepolitik ved University of California San Diego.

Popularitet

Kommunistpartiet under Xi Jinpings ledelse har været særdeles populært blandt den kinesiske befolkning – det seneste store studie fra Harvard konkluderede i 2016, at 95,5 procent af Kinas befolkning var enten relativt tilfredse eller meget tilfredse med regeringen – men Xi Jinpings popularitet blandt de 100 millioner partifæller er sværere at kortlægge.

Xi Jinping har i højere grad end hans forgængere formået at gøre den politiske retning synonymt med hans personlige politiske filosofi, og der findes uden tvivl stemmer i partiet, der er utilfredse, når det kommer til magtkoncentrationen og den ideologiske retning, partiet har taget.

Hvis vi kigger på, hvad Vesten synes om Kina under Xi Jinping, må konklusionen være, at hans lederskab har været en brandingkatastrofe. I en undersøgelse af amerikanernes syn på Kina, havde 82 procent en negativ holdning til landet og 16 procent en positiv i 2021. Året før Xi Jinping tog magten, i 2011, var tallene henholdsvis 40 procent negativ og 42 procent positiv.

Victor Shih: »Blandt befolkningen fortsætter Xi Jinping, eller i hvert fald regeringen, med at være populær. Men internt i partiet er der medlemmer, også blandt de højtstående, som grubler om ham i privaten. Nogle af dem vil mene, at han er gået så hårdt efter sine ideologiske mål i en sådan grad, at det skader landet. Det er især i den finansielle sektor, hvor Xi Jinpings linje modarbejder deres økonomiske interesser. Når vi kigger mod udlandet, har Xi Jinpings diplomatiske lederskab været et hårdt slag for, hvordan landet bliver anset i verden, og det lægger pres på vestlige politikere for at tage en hård linje. Det gør, at selv om et tættere samarbejdere måske ville være i Vestens interesse rent økonomisk, så er er det for upopulært politisk til at blive gennemført«.

Økonomien

Eksperter har i flere år væddet om, hvornår Kina mon ville overhale USA og blive verdens største økonomi. Det synes nu at have lange udsigter, da Kinas galopperende vækstrater er slået om i en langsom trav. Væksten er for første gang i to årtier den laveste af 22 lande i Østasien, hvilket ifølge Verdensbanken skyldes en hård cocktail af Xi Jinpings zero-covidpolitik og en krise på boligmarkedet.

Kommunistpartiets sociale kontrakt med kineserne har i årtier været, at partiet leverer velstandsfremgang, mod at borgerne underkaster sig regimet. Økonomien kan derfor blive Xi Jinpings alvorligste udfordring de næste fem år.

Selv hvis Xi beslutter sig for at erklære coronapandemien overstået efter partikongressen, vil det blive stadig sværere at tiltrække investeringer fra et stadig mere skeptisk Vesten, som belært af krigen i Ukraine vil være mindre afhængig af potentielle rivaler.

Victor Shih: Støtten til den kinesiske regering fra befolkningen er formentlig faldet på grund af den økonomiske modvind, især blandt de unge som kigger ind i en fremtid med arbejdsløshed. Samtidig er det svært at vide, præcist hvordan det går med økonomien, for regeringen opfinder bare tallene. Vi vil formentlig se Kina investere mere i fremtiden for at få gang i væksten igen, men det vil også forværre den gældskrise, der i forvejen presser økonomien til kanten. Xi Jinping får store udfordringer med økonomien de næste fem år.

Alfred Chan: Kinas gennemsnitlige vækst var omtrent syv procent fra 2013 til 2019, men det er tvivlsomt, om den overhovedet vil ramme de 5,5 procent, som regeringen håber på i år. Det er mere realistisk med en vækst på to procent. Pointen er, at fremtiden er usikker. En dalende økonomisk vækst vil føre til højere arbejdsløshed, og det er dårlige nyheder for Xi Jinping. Bare i år dimitterer flere end 10 millioner unge studerende, og de kommer oven i de mange millioner fra tidligere år, som stadig ikke har fundet job. Det er et kæmpe problem.

Taiwan

Det er svært at sige, hvad kineserne egentlig mener, Xi Jinping skal gøre med Taiwan. Meningsmålinger har vist alt fra, at seks procent af befolkningen støtter en militær invasion, til at hele 96 procent støtter det. Andre målinger viser, at kineserne mest bare er apatiske over for det.

Uanset hvad er Taiwan blevet til et problem for Xi Jinping, der skal bestemme sig for, om han har tænkt sig at invadere østaten eller ej. Hvis han gør det, vil det blive definerende for hele hans embede som øverste leder af Kina.

Xi Jinping, som er øverstbefalende for det kinesiske militær, har tidligere sagt, at genforeningen af Taiwan med Folkerepublikken Kina må og skal blive til virkelighed. Men det bliver ikke uden modstand, for den amerikanske præsident, Joe Biden, har nu i mindst fire tilfælde sagt, at USA vil beskytte Taiwan militært. Altså står verden over for en proxykrig mellem verdens to største og eneste supermagter, hvis de to verdensledere holder, hvad de lover.

Samtidig må man formode, at Xi Jinping følger godt med i krigen i Ukraine. Hvis Kina kan lære noget, er det for det første, at især Vesten har været villig til at gå på kompromis med sin egen velfærd for at bekæmpe fjenden, og for det andet, at det ikke er helt lige til at invadere et andet land, selv om man har et klart stærkere militær.

Victor Shih: »Det er rigtig svært for os udefra at vide, hvad Xi Jinping egentlig vil, men både sejr og nederlag vil koste ham. Hvis han invaderer og fejler, vil det være så stort et nederlag på så mange forskellige måder, at han ikke kan fortsætte som leder. Hvis han invaderer og vinder, vil der være højtstående militærfolk, der får så meget prestige og ære, at de kan true Xi Jinpings magtposition«.

Alfred Chan: »Strateger fra både Kina og resten af verden, med nogle få undtagelser, forbereder sig på krig. Det dominerende perspektiv er, at Kina er stærkt nok, og at der er et vindue for at overtage Taiwan med magt. En Kina-høg har endda sagt, at Kina kunne overtage Taiwan på tre dage! Men det er forsimplede synspunkter, for Xi Jinping spiller ’the long game’. Hans tallerken er fyldt med andre ting: Han prioriterer stadig økonomisk vækst, beskæftigelse og levestandarder. Krigen i Ukraine har også mindet ham om, at de sanktioner og global ustabilitet forårsaget af en invasion vil være altødelæggende for moderniseringen af Kinas økonomi«.

Korruption

Da den forhenværende præsident for Kina Hu Jintao talte til partikongressen for sidste gang som generelsekretær for Kommunistpartiet, inden han lod sig erstatte af Xi Jinping, kom han med en dødsensalvorlig advarsel til sin efterfølger:

»At bekæmpe korruption og fremme hæderlighed i politik er en afgørende politisk sag. Hvis ikke vi formår at håndtere det, kan det vise sig fatalt for partiet og endda føre til partiets kollaps og statens fald. Alle de, der forbryder sig mod partidisciplinen og statens love, skal – uanset hvem de er, og hvilken magt eller hvilke officielle poster de har – retsforfølges uden nåde«.

Den opgave må man sige, at Xi Jinping tog på sig. Som noget af det første, lovede han at »slå tigre og fluer ned på samme tid«, med henvisning til henholdsvis de mest højtstående partimedlemmer og lokale partiledere helt ude i selv de mindste landsbyer. Siden er hundredtusindvis af medlemmer blevet straffet for korruption, herunder flere hundrede højtstående medlemmer og et enkelt tidligere medlem af Politbureauets Stående Komité, Zhou Yongkang, som altså var en af de syv mest magtfulde personer i Kommunistpartiet.

Victor Shih: »For den almindelig kineser var korruption bare en del af hverdagen. For at blive optaget på universiteter skulle man bestikke universitetsadministratorerne, for at stige i rang i partiet skulle man bestikke de højerestående medlemmer. Hvis sådan noget kommer frem i lyset nu, bliver det straffet. Samtidig er det åbenlyst, at Xi Jinping har udnyttet kampen mod korruption til sin egen fordel ved at gå målrettet efter hans modstandere i partiet, mens hans allierede har kunnet slippe af sted med mere. Chancen for at blive fjernet er simpelthen større, hvis du er modstander af Xi Jinping – og det er ikke fordi, at de er mere korrupte«.

Alfred Chan: »På mange måder har Xi’s anti-korruptions kampagner haft en effekt, men korruption kan kun begrænses, ikke udryddes. For at blive endnu bedre er der brug for en fri presse til at være vagthund, uafhængige organer til at føre tilsyn og offentlige debatter for at overvinde de strukturelle faktorer, som gør, at det giver mening at være korrupt«.

Belt and Road-initiativet

Belt and Road-initiativet’, ofte kaldt for ’Den Nye Silkevej’, var en af Xi Jinpings første satsninger af den allerhøjeste kaliber, og det er blevet beskrevet som det måske mest ambitiøse infrastrukturelle projekt nogensinde. Det består af en række enorme investeringer i verdens udviklingslande i form af store lån til infrastrukturelle projekter for at fremme Kinas økonomiske og politiske interesser i verden.

Selv om 147 lande har skrevet under på et forståelsespapir med Kina om initiativet, er der stor tvivl om, hvor stort projektet egentligt er blevet i verden.

Initiativets største kritikere kalder det for en komplet fiasko, mens de kinesiske statsmedier praler af det som en bragende succes. Virkeligheden ligger nok et sted i midten. I projektets første år blev det modtaget med optimisme i verdens fattige lande, men siden er mange blevet afskrækkede på grund af erfaringer med ringe kvalitet til prisen, store og dyre forsinkelser og onde intentioner på den lange bane.

Victor Shih: »Selv for en enorm økonomi som Kina er flere hundrede milliarder dollars mange penge at bruge på noget uden for sit eget land, og lige nu ser det ikke ud til, at lånmodtagerne nogensinde kan betale pengene tilbage. Der er mange i partiet, der kunne have advaret Xi Jinping om risiciene, men ingen har turdet. Til gengæld har Kina kunnet købe sig til indflydelse i mange vigtige lande i Asien og i mindre grad også i Afrika og Sydamerika. Når det kommer til Kinas økonomiske interesser, har det overhovedet ikke været pengene værd, men fra et geostrategisk perspektiv har det været en delvis succes«.

Alfred Chan: »Især i Vesten har kritikere anklaget Belt and Road for at være et instrument for kinesisk imperialisme og et forsøg på at få indflydelse i udlandet. De mener, at resultatet vil være en gældskrise i det globale syd, og at det vil ende som en fiasko. I Kina siger kritikerne, at Belt and Road er et overambitiøst projekt, som vil gøre mere skade and gavn. De ser det som et hæmningsløst projekt, som vil koste Kina dyrt. Beijings rationale for at fortsætte med Belt and Road er et ønske om at give økonomisk integration, investering, handel og kulturelle udvekslinger et skub, som på lang sigt vil være til gavn«.

Covid-19

Adskillige ting er gået skævt for Xi Jinping, men den nok største katastrofe, han har udsat Kina (og resten af verden) for, kan opsummeres i et ord, vi kender alt for godt: Covid-19.

Da det tidligt under pandemien blev klart, at covid-19 opstod på et vådmarked et sted i Wuhan-provinsen, udstillede det, at Xi Jinping måske alligevel ikke havde fuldkommen styr på alt, der sker i hans land.

Set udefra er de hårde nedlukninger blevet kaldt »dystopiske«, og selv for nogle kinesere har nedlukningerne været for hårde. Det er sjældent, at kineserne protesterer mod styret, men det gjorde de i Shanghai under nedlukningerne. Undervejs er Kina blevet stærkt kritiseret for, hvordan landet håndterede pandemien i dens tidligste faser, og for at de efterfølgende har nægtet at samarbejde om undersøgelser for at fastslå virusens oprindelse.

Xi Jinpings hårdhændede måde at styre Kina på generelt er blevet synonymt med hans ’zero covid’-politik: Kontrol, kontrol og mere kontrol.

Victor Shih: »Hundrede millioner af kinesere så, hvordan folk i Shanghai led under nedlukningerne, og i nogle tilfælde ikke kunne få mad nok. Mange af dem har formentlig oplevet en version af det på egen krop. Jo mere regeringen og de lokale myndigheder håndterer pandemien på inkompetent vis, jo mere daler tilliden til regeringen. Kombineret med, at der er brugt så mange penge på nedlukningen, kan det skabe store problemer for velfærden fremover, og det kan gradvist erodere befolkningens tillid til styret«.

Alfred Chan: »Det er tydeligt, at den kinesiske regering er villig til at betale en høj pris for at opretholde sin ’zero covid’-politik. Kinas strategi med hårde nedlukninger, udbredt testning og høj kontrol over befolkningen har klart hæmmet den økonomiske vækst og skabt problemer som arbejdsløshed, vrede og modstand – men det har også reddet liv«.

Menneskerettigheder

Der er tilsyneladende ingen rettigheder, som Xi Jinping ikke kan tillade sig at krænke. I byerne bliver aktivister og andre menneskerettighedstyper sendt i spjældet én efter én, i Xinjiang-regionen har han ifølge FN formentlig begået forbrydelser mod menneskeheden i sin behandling af den muslimske uighur-minoritet, og i Hong Kong har han mere eller mindre fået afviklet byens i forvejen spinkle demokratistyre.

Nok er han og resten af Kommunistpartiet blevet fordømt af gud-og-hvermand, men Xi Jinping har med sine 1,4 milliarder forbrugere tilsyneladende formået at gøre Kina til et så vigtig marked for internationale virksomheder, at end ikke at begå forbrydelser mod menneskeheden er forkasteligt nok til at boykotte det.

Det helt store spørgsmål er, hvor langt Xi Jinping kan gå uden for alvor at få konsekvenserne at mærke. Kan han slippe af sted med at invadere Taiwan?

Victor Shih: »Kinas håndtering af situation i særligt Xinjiang, men også i for eksempel Hong Kong, er blevet til et samlingspunkt for at lægge et internationalt pres på Kina og at lave koordinerede sanktioner. Derudover har det betydet, at Taiwan er blevet fuldkommen afklaret med, at de ikke vil være en del af Kina under den nuværende regering. Mange af de her ting har sågar været unødvendige. De har bare været en del af regeringens prioritering af at få kontrol til fordel for andre strategiske målsætninger.