Mariana Adiantos hud klør. Det er på grund af vandet, siger hun. De stillestående pytter foran huset tiltrækker myg og bakterier og måske også amøber, som gnasker på mennesker, der ikke finder et andet sted at være.
Mariana Adianto vil meget gerne væk. Men som mange andre indonesere kan hun ikke se hvordan. Den 61-årige kvinde bor derfor stadig i brakvandet med sine børn og børnebørn. De er seks om at dele det lille havnehus, som står klinet op ad den kilometerlange mur, der adskiller dem og Jakarta-bugten.
Mariana Adianto sidder på hug på det våde gulv og steger bananer, som familien sælger fra deres lille kiosk.
»Nogle gange køber jeg cement og materialer til at reparere hullerne i muren. Det koster mellem 70.000 og 200.000 rupiah (30-90 kroner, red.). Det er, hvad jeg kan tjene på en god dag. Så når hullerne er små, lader jeg bare vandet trænge igennem, fordi det er for dyrt«, siger Mariana Adianto.
