Da jeg var yngre, tænkte jeg på en gang naivt og idealistisk, at hvis der opstod en krig mellem Nato og Rusland, ville jeg tage til Rusland for at være med mit moderland og hjælpe folk i nød.
Det var en teenagers tanker – en teenager, der længtes efter det store eksotiske og mystiske land mod øst, som hun stammede fra, men aldrig havde været en del af. I stedet skulle jeg opleve, hvordan Rusland for anden gang i nyere tid invaderede Ukraine og begyndte en brutal krig i det land, jeg har boet og arbejdet i de sidste tre år.
Jeg kom til Østukraine i sommeren 2019 for at arbejde som frivillig for en ukrainsk ngo. Draget af fortællinger fra østukrainske flygtninge fra Donetsk og Luhansk, jeg mødte på mine freelancerejser i Rusland, og ’konflikten’ i Østukraine, som jeg kun vagt forstod og først senere gennem mit arbejde skulle komme til at indse var første etape af den russiske erobringskrig.
Jeg forelskede mig med det samme i den i dag besatte by Severodonetsk i Luhansk-regionen. Den blev mit hjemsted i de næste to år med omkringliggende fyrretræsskove, de tørre, bakkede stepper, kalkklinterne og selvfølgelig de rødlige slaggehøje – Donbas’ bjerge bestående af rester fra minedrift.
