Dette er ikke som i Moskva 1917. Det er som 1604«, proklamerede den russisk-britiske ruslandsekspert Vladislav Subok, da han forleden gravede dybt ned i historien for at udrede perspektiverne i forrige weekends bizarre mytteri i Rusland.
For én ting var han sikker på: Den nu landsforviste Wagner-boss Jevgenij Prigosjins march mod Moskva har »uigenkaldeligt forandret situationen i Rusland«, som han formulerede det i tidsskriftet Foreign Affairs.
Men det er altså ikke som i 1917, hvor social uro og utilfredshed i den russiske hær banede vej for den kommunistiske revolution, der endte med at omstyrte flere århundreders tsarstyre og bane vej for Sovjetunionen. Noget, som Vladimir Putin selv var inde på som et skræmmebillede, da han midt under Prigosjins mytteri lørdag talte til den russiske befolkning.
Men det er den forkerte analogi, mener folk som Vladislav Subok. Han peger i stedet mod den forvirringens tid, der i 1600-tallet fulgte efter den brutale russiske tsar Ivan den Grusommes død.
