Planen var egentlig, at 100 millioner vælgere 17. marts i år skulle have genvalgt Vladimir Putin til Ruslands præsident med 80 procent af stemmerne. Han skulle igen stille op mod en samling politiske nikkedukker. Men i januar begyndte der så at ske noget uventet.
På blot tre uger lykkedes det den forholdsvis ukendte liberale politiker Boris Nadesjdin – der går til valg på sin modstand mod krigen – at samle 200.000 underskrifter, et godt stykke over de 100.000, der skulle til for at få hans navn på stemmesedlen. Over hele Rusland stod vælgere i kø ved partikontorerne for at skrive under på hans kandidatur. Ingen oppositionskandidat har nogensinde oplevet så stor opbakning.
Ved udgangen af januar skal underskrifterne være indleveret til den statskontrollerede valgkommission. Hvis den erklærer mere end 5 procent af underskrifterne ugyldige, får han ikke lov at stille op. Kommissionen har i forvejen udelukket en anden antikrigskandidat, Jekaterina Duntsova, som har valgt at støtte Nadesjdin.
Boris Nadesjdin risikerer at blive retsforfulgt for sin kritik af Putin og af krigen. Der lyder allerede opfordringer til at stemple ham som ’udenlandsk agent’. Det er derfor, han bruger den officielle betegnelse ’den særlige militæroperation’ om Ruslands krig mod Ukraine. Han siger dog, at han hverken er bange for at stille op mod Putin eller for at vinde.
