»På et tidspunkt opdagede jeg et stykke blå gaffatape. Røvhullerne bruger hvid tape ... Jeg råbte: »Er her nogen? Hjælp mig!«
I den ukrainske hovedstad risikerer man at blive kørt ned af en Rolls-Royce, og krigen kan virke meget langt væk. Men den er alligevel overalt. Vi tjekker hverdagen i Kyiv og møder Artem, den etbenede soldat, som blev gennemhullet af russerne, men stadig er i live. Rapport fra en amputeret nation.
På vej ud ad døren føles mit hoved sådan her: Fyldt til randen med benstumper og smadrede knogler. Jeg klarer næsten ikke at høre flere historier.
Men den venlige kvinde fra sanatoriet insisterer på, at det vil være en god idé lige at hilse på Artem, og hun fører mig tilbage ad den røde løber og rundt om hjørnet til et sted, hvor gangen udvider sig til et opholdsrum. Artem er der allerede.
Han sidder i sin kørestol i armygrøn fleecetrøje og kamuflageshorts. Det højre ben er skåret af over knæet, og stumpen stikker fuld af operationsar ud af buksebenet og får mig til at tænke på en enorm, sammensnøret rullepølse. Jeg tænker: Ingen gider læse om den rullepølse!
Folk har fået nok af den her krig!
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
