De skød på mig med deres maskinpistoler.

På vej ud ad døren føles mit hoved sådan her: Fyldt til randen med benstumper og smadrede knogler. Jeg klarer næsten ikke at høre flere historier.

Men den venlige kvinde fra sanatoriet insisterer på, at det vil være en god idé lige at hilse på Artem, og hun fører mig tilbage ad den røde løber og rundt om hjørnet til et sted, hvor gangen udvider sig til et opholdsrum. Artem er der allerede.

Han sidder i sin kørestol i armygrøn fleecetrøje og kamuflageshorts. Det højre ben er skåret af over knæet, og stumpen stikker fuld af operationsar ud af buksebenet og får mig til at tænke på en enorm, sammensnøret rullepølse. Jeg tænker: Ingen gider læse om den rullepølse!

Folk har fået nok af den her krig!

Især ukrainerne, indlysende nok. De gør deres bedste for at holde den ude af knoppen. To år og ingen udsigt til fred. Der er ikke noget at sige til, at man bliver træt, alt har sin grænse. Også i mit hoved.

Men okay, så lytter jeg til Artem. Hans soldaternavn er ’Lutyj’, der betyder noget i retning af ’ustyrlig’. Det har man kaldt ham, siden han var barn. Nu er han 37 år, men ser ti år yngre ud, var det ikke for øjnene. Et eller andet ved de øjne siger mig, at jeg hellere må høre godt efter.

Artem blev såret 23. november sidste år i slaget om Bakhmut, og jeg behøver kun at stille ham et enkelt spørgsmål: »Hvad skete der?«.

»Jeg havde kommandoen over en enhed, vi var 10 mand«, begynder Artem. Og så taler han ellers ud i én køre i tre kvarter.

»Vi havde netop indtaget en russisk position, og en anden ukrainsk enhed havde brug for at passere vores sted. Jeg vidste, at de lige havde dræbt 15 russere, og jeg vidste, at russerne aldrig tilgiver den slags. De sender droner. Fyrer løs med deres mortérer«.

»Og de opdagede os i skyttegraven ...«.

Jeg tror stadig, lyset vinder over mørket

Godt en uge tidligere stiger fotografen og jeg af toget i Kyiv og går lidt rundt i gaderne, og jeg undrer mig. Er der virkelig krig?

Ganske vist prøver de store billboards og videoskærme stadig at lokke folk til at blive soldater, men de reklamerer også for smykker og luksusbiler. Trafikken brøler gennem Ukraines hovedstad. Masser af mennesker. Åbne butikker, cafeer og restauranter og fyldte hylder i supermarkederne. En Rolls-Royce bakker ud lige for næsen af os.

Men selvfølgelig er krigen ikke kun ude østpå.

På pladsen foran den guldkuplede St. Michael-katedral har nogen iført statuen af prinsesse Olga en overdimensioneret skudsikker vest og skrevet på den: ’Vi bevæbner ukrainerne’. For fødderne af den historiske Kyiv-hersker er der udstillet vrag af udbombede kampvogne og militære køretøjer.

Og ved indgangen til parken, der breder sig højt over Dnipro-floden, sælger en kvinde patriotiske souvenirs, herunder wc-papir med Putins portræt på bladene.

Det er søndag, og på legepladsen i parken sidder to elegant klædte kvinder og sludrer på en bænk, mens deres femårige sønner klatrer rundt i en borg. Jeg spørger kvinderne om krigen.

»På den ene side vænner vi os til den«, svarer den ene, Viktoria Oleksiyva.

»Men når noget forfærdeligt sker – når folk bliver dræbt og deres huse pulveriseret – er det som at få en hammer i hovedet!«.

I starten af fuldskalainvasionen tog hun sin søn, Daniel, med ned i beskyttelsesrummet, når luftalarmen lød, fortæller Viktoria Oleksiyva. Men efter et stykke tid holdt hun op, fordi det gjorde drengen så bange at sidde dernede. Det var mindre skræmmende at blive oppe i lejligheden.

»Men sidste år landede en Shahed-drone så i vores baggård. Vi så det fra vinduet. Eksplosionen! ... Det var så traumatisk for Daniel«.

Nu kommer sønnen løbende og erklærer hikstende, at kammeraten har været hård ved ham. Viktoria Oleksiyva trøster og fortæller, at det ellers går bedre med Daniel, efter han har været hos psykolog.

»Jeg fortæller, at hans gudfar er i hæren og beskytter ham. Det er svært, men jeg tror stadig på, at lyset vinder over mørket«.

Det bedste øjeblik i mit liv

På sanatoriet, som genoptræner amputerede og på andre måder sårede ukrainske soldater, fortæller Artem videre om den blodige dag i november. For første gang bar han ikke kun skudsikker vest, men var i fuld Body Armor, hvilket reddede hans liv.

»Da den anden gruppe var taget af sted, søgte jeg ind i en overdækket del af skyttegraven og hørte tydeligt det KLIK, det siger, når en granat kastes fra en drone. KLIK! Lige over mit hoved. Jeg så granaten falde og krøb sammen i fosterstilling. Så kom eksplosionen. Det skarpe lysglimt ...«.

Jeg bilder mig ind at se det i Artems øjne, lysglimtet.

»Det lykkedes mig at kravle ud ... Mine kammerater lagde en tourniquet på mit ben. Jeg sagde, de skulle efterlade mig der. Jeg var for tung. »Den nærmeste position er fire kilometer væk, og I klarer den aldrig, hvis I skal bære på mig«, sagde jeg. Så de lod mig blive tilbage. Og lidt efter kom russerne. De skød på mig med maskinpistoler ... Jeg blev ramt her og her ...«.

Han peger på venstre ben og på benstumpen.

»Lige dér føltes det som det bedste øjeblik i mit liv. Jeg følte mig så tæt på himlen ...«.

Artem betragter mig nøje. Fatter jeg det, spørger hans øjne? Har jeg nogen anelse om, hvad han taler om? Den følelse af fred, måske ligefrem lykke.

De russiske soldater fjernede sig, måske regnede de med, at han var død. Så hørte han igen lyden af en drone, der nærmede sig.

»’Det var så det’, tænkte jeg. Men dronen fløj videre ind i skyttegraven og eksploderede ... På radioen hørte jeg nogen nævne mit soldaternavn. Han sagde, jeg var død. Jeg prøvede at kravle væk, men sad fast i grene og murbrokker. Jeg forsøgte at komme op på knæene, men knoglerne stak ud og hang fast ... Mærkeligt nok gjorde det ikke særlig ondt«, siger Artem.

»Og på en eller anden måde lykkedes det mig at gå 800 meter på mine knæ ...«.

Han befandt sig i et skovbryn, hvor træerne nu bare var knækkede, afsvedne stubbe. Bevægede han sig i den rigtige retning? Han anede det ikke.

»Men på et tidspunkt opdagede jeg et stykke blå gaffatape. Røvhullerne bruger hvid tape ... Jeg havde blå tape viklet om overarmen. Jeg råbte: »Er her nogen? Hjælp mig!««.

Skrigene fra den kælder

En dag kører fotografen og jeg med tolken Misha ud af byen i nordvestlig retning. Vi kører igennem Irpin og Butja, de to forstæder, hvor russerne efterlod et spor af rædsel, da de trak sig tilbage fra Kyiv. Især Butja er nu lig med russiske krigsforbrydelser.

Døde mennesker lå spredt ud over byen, en lå ved siden af sin cykel, en anden i sin køkkenhave. Nogle lig var i al hast dækket til med et tyndt lag jord. Andre havde ligget på åben gade længe nok til at være gået halvt i opløsning.

Her to år senere er de fleste synlige spor væk. I Butja passerer vi et indkøbscenter, der kunne have ligget i Herning. Langs vejen er håndværkere ved at lægge sidste hånd på nye tage, og stilladser dækker de hullede bygninger, det kan betale sig at reparere.

25 kilometer længere i retning af Belarus standser vi i den lille by Borodyanka. Også her lyder der optimistiske banke- og savelyde fra alle retninger, men i den ene ende af hovedgaden står rækker af sønderflænsede femetagers boligblokke, som på ingen måde står til at redde.

»Jeg boede deroppe på fjerde sal«, siger Konstantin Baskakov. En sølvhåret mand på 64, som egentlig er pensioneret elektroingeniør, men nu kører taxi og er kendt af alle i Borodyanka. Tre guldtænder i undermunden.

Konstantin tager os med op i sin lejlighed. Sin tidligere lejlighed.

Han boede her med kone, datter, svigersøn og barnebarnet Vlad. De havde fire værelser og altan. Nu er skillevæggene væk, alt er væk. Tilbage er kun murbrokker, tomme vinduesåbninger og de smeltede rester af hans 400-liters akvarium.

»I 14 år boede jeg i denne lejlighed ... Her var opholdsstuen, dér var soveværelset. Og køkkenet. Se lige: Det sæt bestik der fik jeg af min mor«.

Konstantin Baskakov og hans familie flygtede to dage inde i invasionen. De vendte tilbage i sommeren 2022 og lejede et hus et andet sted i byen.

»Første gang jeg genså min lejlighed, tænkte jeg: Fuck! … Men i det mindste er vi stadig i live«, siger han og bøjer sig ud over den ikkeeksisterende altan. »Prøv lige at se, det dernede var min garage«.

Vi klatrer ned ad den revnede, grusknasende trappe, og han viser os rundt i ruinerne. Vi standser ved en blok, hvor facaden er skrællet af, så man ser lige ind i de tilværelser, russerne gjorde en ende på. En bogreol på anden sal ser intakt ud.

Konstantin Baskakov peger ned i kælderen, hvor godt et dusin beboere søgte ned, da russerne angreb.

»Mine naboer hørte skrigene fra dem, der stadig var i live. Lige derovre stod et russisk infanterikampkøretøj«, peger han. »Og derovre og dér ...«.

»En granat fik huset til at kollapse. Nogle af dem, der gemte sig i kælderen, var stadig i live. Men folk her fik ikke lov til at hjælpe dem. 12-15 mennesker døde i den kælder, man véd ikke præcis hvor mange«.

»Ingen overlevede ...«.

Jeg spørger, om han har mistet nogen i krigen, der var tæt på ham. Konstantin nikker. Men bliver for første gang tavs. Han må også se at komme tilbage til taxien.

De etbenede fodboldspillere

I udkanten af Kyiv har fodboldklubben Shakhtar en træningsbane. Det er en af Ukraines storklubber, oprindeligt med hjemmebane i Donetsk – millionbyen i Østukraine. Men klubben flyttede vestpå, da Donetsk i 2014 faldt i kløerne på prorussiske separatister. Nu har klubben base i Kyiv.

Siden russerne for godt to år siden invaderede i fuld skala, har klubben hjulpet internt fordrevne ukrainere og sårede soldater. Og nu vil man også bruge fodbolden til at få de skadede soldater på benene – eller retter på benet, for de fleste af dem, der løber rundt på plænen, har kun ét tilbage.

Sådan er reglerne i ’amputeret fodbold’. Et hold består af seks markspillere med et ben. Proteser efterlades i omklædningsrummet, kun krykker er tilladt. Blot to af de orangeklædte spillere, der træner her, har stadig to ben. Til gengæld mangler de en arm, for de er målmænd, og sådan er kravet.

Angpiu Kysjenko er en af målmændene. Det er snart et år siden, han blev såret ved Soledar. Skyttegraven, han sad i, fik en direkte træffer. Tre af hans kammerater blev dræbt på stedet. Selv blev han såret i benet og mistede en arm.

»Det her er en måde at blive i bedre humør på. Det holder depressionen i skak«, siger han.

Juri Sviridov er her også. Han er klubbens direktør for strategi og kommunikation og fik ideen til dette nye fodboldhold, da det gik op for ham, hvor mange soldater der har mistet arme og ben i krigen.

»Lige nu findes der kun tre hold af denne slags i Ukraine, men vores ambition er at få det til at brede sig. Målet er, at soldaterne kan vende tilbage til samfundet uden at blive skøre. Og vi har allerede vundet«, siger direktøren.

»Men hvis vi også kan vinde kampe, vil det gøre mig endnu gladere«.

De amputerede er en kolossal udfordring for Ukraine.

Der er ingen præcise tal på, hvor mange soldater og civile der har fået lemmer amputeret siden februar 2022, måske har tallet passeret 50.000, vurderer eksperter, hvilket i givet fald nærmer sig antallet af tyskere, der mistede en arm eller et ben under Første Verdenskrig.

Og selv hvis krigen i Ukraine skulle slutte i morgen, vil tallet med sikkerhed fortsætte med at stige, fordi store dele af landet nu er tæt mineret. Det vil tage årtier at rydde alle marker og skove og hver eneste vejkant for landminer.

De amputerede fylder også godt op på sanatoriet, hvor vi blandt andre møder soldaten Artem. I et af de store lokaler træner tre kvinder hver deres sårede soldat.

»Antallet af amputerede er steget«, fortæller en af kvinderne, Tamara, som er erfaren fysioterapeut og ergoterapeut. »I begyndelsen af krigen havde de fleste fået skåret benet af under knæet, men nu er det mest over knæet, fordi de russiske miner er blevet kraftigere«.

»Og selvfølgelig ser vi også nu folk, der vender tilbage efter igen at være blevet såret. Lige nu har jeg fire patienter, som har været her før«, siger Tamara.

»Men i det mindste er de stadig i live ...«.

Ild, ild, ild!

På en briks i genoptræningslokalet sidder en solid klippe af en mand og strækker og bøjer sit højre ben. Langsomt, pinefuldt langsomt. Terapeuten har anbragt en lilla bold mellem hans knæ. Han stønner af smerte. Navnet er Andrej.

Han har været soldat siden 2014 og var en del af Azov-brigaden, som forsvarede Mariupol. Mens russerne myrdede civile i flæng og lagde den store havneby ved Det Azovske Hav nærmest totalt i ruiner, forskansede de ukrainske tropper sig i systemet af beskyttelsesrum under stålværket Azovstal.

»Til sidst endte vi alle i Azovstal«, siger Andrej.

En dag blev han skudt i højre ben. Kuglen gik lige igennem og smadrede lårknoglen. Han mistede totalt kontrollen over benet, det dinglede under ham som et løbsk pendul. Hans kammerater løftede en dør af og brugte den som båre, men tabte ham på et tidspunkt i mørket undervejs til det improviserede hospital i bunkeren under Azovstal.

»Nu har jeg en metalpind i låret. Og mit højre ben er 46 millimeter kortere end det venstre. Jeg kan kun bøje benet en lille smule ...«.

Vi sidder på en bænk uden for træningslokalet. Andrej er 35 år og ugift, men har en søn på 8 år, fortæller han med blød stemme. Maksim, hedder sønnen. Desværre har han »lidt svært« ved at kommunikere med hans mor.

»Da jeg blev såret, bad jeg hende om at sende fotos af Maksim. »Jeg har ingen«, svarede hun. Jeg har ikke set ham siden efteråret 2022«.

Jeg beder ham fortælle lidt mere om Azovstal.

»Det værste var fjendens fly, der bombede os hver eneste dag. Det var et mareridt! ... Ild, ild, ild! Tre gange fik vi direkte træffere. Den ene gang døde syv soldater. Anden gang blev tre-fire patienter på hospitalet dræbt. Russerne var ligeglade med, at det var et hospital«.

Der var ingen elektricitet i bunkeren og derfor intet fungerende køleskab. De levede af »dåsemad og mange, mange Sneakers«, beretter Andrej.

»Vi spiste mest dåsesuppe. En dåse om morgenen og en om aftenen. Da suppen slap op, fik vi kun en kop havregryn om dagen. Og vi drak vand fra radiatoren. Vi havde ikke noget valg. Vi var tørstige«.

Som at blive født på ny

16. maj 2022 overgav de sårede ukrainske soldater i Azovstal sig til russerne. Der var ikke andet at gøre. Andrej blev anbragt på et hospital i Donetsk.

»De slog os ikke. Men de udsatte os for psykisk terror. De sagde, at Polen også havde taget en del af Ukraine og løj i det hele taget om deres offensiv. De sagde, de havde erobret Bakhmut, men vi kunne høre, de stadig kæmpede tæt på Donetsk. Så vi regnede ud, at de fortalte os løgnehistorier«.

Efter fem måneder i russisk fangenskab blev Andrej sammen med andre sårede ukrainske soldater anbragt i en ambulance. Andrej viser mig, hvordan de tapede hans hænder sammen.

»Vi fik også tape for øjnene. Meget ubehageligt. Det føltes som tortur, fordi ingen fortalte os, hvor vi skulle hen. De sagde bare: »I skal af sted!««.

Detaljerne er mejslet ind i Andrejs hukommelse. Det var 20. september 2022 klokken 15.

»De bar mig ikke på en båre, men bare på et stykke stof, som et gardin eller noget i den retning. Det knasede i mit ben. Det gjorde virkelig ondt ... De satte os på et fly, og vi tænkte, at de måske bragte os til Sibirien«.

Efter flere mellemlandinger og mere end et døgn med tape for øjnene, blev de igen læsset på en bus. Først da den stoppede, fik de tapen af og kunne se, at de var blevet bragt til grænsen mellem Belarus og Ukraine. Det var 21. september klokken 21. De var del af en fangeudveksling.

»Jeg var superanspændt og bange. Og jeg kunne ikke tro på, hvor jeg var. Vi var virkelig overraskede. Og glade, selvfølgelig, da vi så alle dem, der var kommet for at modtage os«.

»Det var den bedste dag i mit liv. Som at blive født på ny«.

Men nu er han for det meste bare frustreret over, at det korte højreben afskærer ham fra at kæmpe.

»Man bliver afhængig af at være i kamp. Men soldaterne kæmper jo ikke for deres land – nationen er noget abstrakt, for stort – vi kæmper for vores kammerater«, siger Andrej.

»Og hvis vi ikke kæmper for Ukraine nu, ender vi med at kæmpe for Rusland tæt på Warszawa. Det er ikke kun folk i Vesten, der har svært ved at forstå, at Putin aldrig vil stoppe med Ukraine«.

»Også her har mange svært ved at fatte det«.

Du er dum, sagde Artems kæreste

»Er her nogen? Hjælp mig!’«, råbte Artem, da han så den stump blå gaffatape.

Det var lykkedes ham at krabbe sig frem til en ukrainsk skyttegrav på sine ødelagte ben. Der blev stadig skudt omkring ham. En af soldaterne hjalp med at justere tourniqueten om benet, også den om armen. Men på grund af kampene måtte Artem vente 12 timer på at blive evakueret.

»Fire-fem fyre fra min enhed nåede frem til skyttegraven, men de havde ingen båre. De bar mig 1,2 kilometer i en sovepose, det tog fem timer. Der var hele tiden eksplosioner tæt på ...«.

Mens Artem fortæller sin historie til ende, står en sygeplejerske i hvid kittel et stykke væk og holder øje med ham, som vil hun sikre sig, at han ikke knækker sammen.

Ved evakueringspunktet blev Artem læsset på ladet af en firehjulet motorcykel.

»Han kørte så hurtigt, at jeg regnede med, at jeg ville falde af, men en kammerat var med og holdt mig fast. Under konstant mortérild ... Da vi kom til Chasiv Yar, kunne lægerne ikke fatte, at jeg stadig var i live. Der var næsten ingenting tilbage af mit ben, og min højre hånd var slemt tilredt. Jeg havde også skudhuller i mit andet ben ...«.

»Jeg havde lige købt en T-shirt fra 3. Assault Brigade, og jeg sagde: »Skær ikke i T-shirten!«. Ha ha, det var det eneste, jeg kunne tænke på«, griner Artem.

»De bedøvede mig og sagde: »Hvis du vågner op igen, kommer du til at overleve««.

»Inden de skar mit ben af, ringede jeg til min kæreste og sagde: »Vi er nødt til at splitte op, for jeg har mistet et ben«. Men hun besøgte mig på hospitalet. »Du er dum«, sagde hun ...«.

Der lyder en luftalarm. Det virker ikke, som om Artem registrerer den.

»Og ja, vi er stadig sammen. Inden krigen havde vi sammenlagt kun tilbragt 30 dage sammen. Men i mine to måneder i helvede, med masser af operationer, var hun hos mig hele tiden ... Og hun besøger mig også her«.

Så runder vi af. Sygeplejersken krammer Artem og fortæller, at han har fået besøg af fire kammerater, der venter udenfor. De mangler alle et ben.