Det er ikke nemt at finde indgangen til Kharkivs Nationale Akademiske Teater for Opera og Ballet.
Den monumentale grå bygning ser lukket ud. Kun en lille personaleindgang på siden er søndag 19. maj blevet åbnet for publikum. Eftermiddagens premiere på ’Fulglekoncerten’ bliver ikke spillet i en af de prægtige sale, men i tidens ånd i et beskyttelsesrum under teatret.
Der har allerede været flere luftangreb på byen i dag, endda dødelige, men folk strømmer stadig til forestillingen, der giver et pusterum i den daglige rutine med luftalarmer og bekymrende nyheder kun 30 kilometer fra fronten.
Koncerten er en del af byens årlige internationale festival for klassisk musik, ’Kharkiv Music Fest’. For syvende år i træk, hvoraf de sidste tre har været under Ruslands invasion af Ukraine, byder Kharkivs musikere, komponister og kunstnere publikum velkommen på trods af luftangreb og blackouts.
