Her er fem træk ved Trump, der har givet ham succes som præsident
Mod alle odds vandt Donald J. Trump præsidentvalget i 2016, og selv om hans præsidentperiode har vrimlet med ballade og skandaler, har han bevaret et fast greb om sin republikanske base igennem fire år og opfyldt mange af de løfter, han gik til valg på. Her er fem egenskaber ved Donald Trump, som gjorde ham til en præsident til tiden.
1 Trump står ikke tilbage for en god kulturkamp
I juli i år, dagen før USA’s Uafhængighedsdag, holdt præsident Trump tale ved foden af Mount Rushmore – Amerikas mest kendte mindesmærke over fire legendariske præsidenter hugget ind i et bjerg i South Dakota:
»Arrige bander prøver at rive statuer af nationens fædre ned, de prøver at skamfere vores mest hellige mindesmærker og har sluppet en bølge af voldelig kriminalitet løs i vores byer«, sagde Trump ved foden af monumentet foran et mestendels maskeløst publikum midt i coronaepidemien.
»De tror, at det amerikanske folk er svage og underdanige. Men nej, amerikanerne er stærke og stolte, og de vil ikke tillade, at vores land og alle dets værdier, historie og kultur bliver taget fra os«, sagde han.
Talen blev Trumps mest tydelige eksempel i denne valgkamp på den kulturkamp, der har været en konstant grundtone i hans tid som præsident. Midt i en ophedet national debat om, hvordan man skal se på nationens fortid, gjorde han med sin tale foran fire præsidenter, der er blevet anklaget for at være racistiske og slaveejere, kulturkampen om, hvad Amerika og dets fortid egentlig er, til et af valgkampens vigtige emner.
Men faktisk allerede siden Trump bevægede sig ned ad rulletrapperne i Trump Tower og erklærede sit præsidentkandidatur, er det lykkedes ham at være en kulturkrigens mester med et skarpt blik for at ramme tidens allermest kontroversielle identitetspolitiske emner.
Eksempelvis hans promovering af Birther-konspirationsteorien, der påstod, at Obama var født i Kenya, som gik forud for hans første valgkamp. Eller da han i midtvejsvalget 2018 piskede en stemning af frygt op for karavaner af illegale immigranter fra syd.
I 2020 har han kaldt sportsholdet Redskins for »svage« og »politisk korrekte« for at ændre deres navn, efter at oprindelige amerikanere har kaldt navnet racistisk i årtier. De historisk landsdækkende antiracistiske Black Lives Matter-demonstrationer, der ramte USA’s gader i månedsvis, har han betegnet som optøjer fra hjemlige terrorister.
Taler man med hans tilhængere til hans populære vælgermøder, er det netop dét, mange af dem elsker ham for. At han, som de ser det, siger tingene ligeud. At han nægter at tage særlige hensyn til minoriteter eller andre grupper, hvad end det er sorte, indfødte, kvinder eller handikappede. For den anden del af landet er det netop det, der gør ham historisk upopulær. Og ikke mindst får dem til at betegne ham som en misogyn racist.
Men én ting er anderledes for Trump i dette års valgkamp frem for i 2016: Kulturkampen om corona. Trump har gjort masken til det ultimative kulturkampsymbol. Men 225.000 amerikanere er døde af virussen. Og som en oktoberoverraskelse fra helvede fik både Trump selv og en større del af hans stab og familie virussen. Kulturkampen om corona handlede ikke kun om værdier, men om noget, man kunne blive alvorligt syg af, der kunne lamme økonomien, og som man i sidste ende kunne dø af.
2 Trump har været tv til tiden
Donald Trumps holdt sin seneste state of the union-tale i februar, da han netop var sluppet ud af rigsretssagen, og den amerikanske økonomi stadig buldrede løs. Den var skabt for tv. Talen var et show af krydsklip mellem Trump og amerikanere i salen, der ud af det blå fik gratis uddannelsespladser, medaljer og meget andet. Et halvt år senere, under hans tale ved republikanernes konvent foran Det Hvide Hus, hjalp hans tidligere producere fra reality-serien ’The Apprentice’ ligefrem med at skrue det hele sammen til flot fjernsyn.
Donald Trump er født i 1946, og modsat mange amerikanere på hans alder er han vokset op side om side med et tv-apparat. Fjernsyn var en luksus, som hans far, ejendomsudvikleren Frederick Christ Trump, havde råd til, og Trump har fortalt, hvordan han i en alder af knap syv år oplevede sin mor sidde en hel dag og følge transmissionen af den britiske dronning Elizabeths kroning, mens han holdt øje med hendes reaktioner.
Måske derfor har Trump hele livet været i stand til at aflæse mediet og bruge det til sin fordel på en måde, som er gået op i en højere enhed, siden han besluttede at gå efter præsidentposten.
Fra tidligt i 1980’erne dyrkede han sit tv-image som ejendomsmagnat, kasinomogul og superrig. Han var, som New York Times’ tv-kritiker James Poniewozik påpeger i bogen ’Audience of One’, langtfra USA’s rigeste eller mest succesrige forretningsmand, men som tv-versionen af en milliardær var han uden sidestykke.
I 1990’erne, da opfattelsen af en milliardær skiftede til nørder i rullesweatre som Bill Gates og Steve Jobs, lykkedes det stadig Trump at bevare sit tv-image, ikke mindst ved at skaffe biroller som sig selv i alt fra ’Spin City’, ’The Job’, ’Suddenly Susan’ og ’Sex and the City’. Og i 00’erne indtog Donald Trump så hovedrollen i reality-serien ’The Apprentice’.
Så i 10’erne, da han begyndte at flirte med politik, sørgede han for at placere sig selv som fast møblement i sendefladen på højreorienterede kanaler, især Fox News.
USA’s tv-marked er i dag spaltet ud i nicher, hvor folk opsøger nyheder og debatprogrammer, der bekræfter deres eget verdensbillede. Og Donald Trump har altid frastødt store dele af befolkningen. Som den eneste amerikanske præsident i moderne tid har han aldrig haft en opbakning på over 50 procent. Men ved at vise sig i de rigtige højreorienterede nicher og indimellem bruge tv-interview på bredere kanaler til at vække opsigt med vilde udsagn og aparte opførsel har han dyrket sin republikanske base.
I 2016 var det lige netop nok til at sikre ham valgsejren. Og i hans præsidenttid er han strøget ind og ud af politiske skandaler, uden at det har ændret opbakningen i hans segment nævneværdigt. Når noget har truet Trump, har han som gæst hos Sean Hannity og andre konservative værter på Fox News forklaret over for sin base, hvordan det hele virkelig hang sammen.
Ved dette valg er det måske bare ikke længere nok for Trump at nå ud til sin faste målgruppe. Det tyder meningsmålingerne på. Og måske er Trump som tv-figur faktisk ved at miste sin appel.
Da Joe Biden og Donald Trump i forrige uge afholdt tv-vælgermøder samtidig på hver sin tv-kanal, var der 600.000 flere amerikanere i gennemsnit, der fulgte Joe Bidens program – endda selv om Trumps vælgermøde blev sendt samtidig på tre kanaler i NBC-familien.
Det må have gjort ondt på tv-stjernen Donald Trump.
3 Trump mestrer de retoriske kneb – også de mest beskidte
Donald Trump har aldrig villet offentliggøre sine universitetspapirer fra Wharton School of University of Pennsylvania, så vi ved ikke, om han nogensinde har taget et kursus i retorik. Men spørger man forskeren Jennifer Mercieca, som denne sommer udgav bogen ’Demagogue for President’, er Trump et retorisk geni.
Ikke en elegant taler som hans forgænger Barack Obama. Tværtimod. Trump trækker på de laveste retoriske kneb. Men hans evne til at dreje den offentlige samtale, mistænkeliggøre sine modstandere og sende signaler til sine tilhængere hjalp ham til valgsejren i 2016 og har reddet ham ud af situationer i denne præsidentperiode, fordi han kan flytte fokus.
Trump gør folk, der stiller ham til ansvar, latterlige og ligegyldige. Han iscenesætter sig som en sandsiger, selv om faktatjek viser, at han lyver.
Trump bruger øgenavne om sine modstandere. Han stemplede Hillary Clinton som ’Crooked Hillary’ (‘Forbryderiske Hillary’) under valgkampen i 2016, og sin nuværende modstander Joe Biden kalder han for ’Sleepy Joe’ for at signalere, at han er en søvnig olding. Demokraternes vicepræsidentkandidat Kamala Harris kalder han ’Phony Kamala’ for at antyde, at hun i virkeligheden er meget mere venstreorienteret, end hun foregiver.
Når Trump sætter trumf på, sammenligner han også sine modstandere med dyr – ikke mindst kvinderne. Kamala Harris kaldte han et ligefrem »monster«, da hun havde debatteret imod vicepræsident Mike Pence. Og han har tidligere sagt om Hillary Clinton:
»Jeg ser fjernsyn, og jeg ser hende gø som en hund«.
Samtidig mestrer Trump ironi til perfektion. Han har en særlig evne til at sige det modsatte af, hvad han mener, så man alligevel forstår, hvor han vil hen – samtidig med, at han ikke kan drages til ansvar for noget. Nogle gange på en decideret truende måde.
»De siger, at præsident Putin har dræbt journalister. Det kan jeg ikke lide. Jeg er totalt imod det. For resten hader jeg nogle af de folk der«, sagde Trump engang ved et vælgermøde i Michigan, mens han pegede på pressen.
»Men jeg ville aldrig slå dem ihjel. Jeg hader dem. Jeg ville aldrig slå dem ihjel. Men jeg hader dem. Nogle af dem er afskyelige løgnere. Det er sandt, men jeg ville aldrig dræbe dem, og enhver, der gør, ville jeg synes, er modbydelig …«.
Trump-tilhængere siger jævnligt, at de måske ikke kan lide præsidentens stil, men at han i det mindste siger tingene ærligt og lige ud af posen modsat mange andre politikere. Som hans hustru Melania formulerede det i sin tale ved det republikanske konvent i sommer:
»Vi ved alle sammen, at Donald Trump ikke skjuler, hvad han mener om ting. Total ærlighed er, hvad vi borgere fortjener fra vores præsident. Hvad enten du kan lide det eller ej, ved du altid, hvad han tænker. Og det er, fordi han er en autentisk person«.
Det er en retorisk præstation, at Trump har kunnet skabe det billede af sig selv blandt sine tilhængere.
The Washington Post, som faktatjekker Trumps udtalelser og optæller de falske, nåede i juli i år op på 20.000 løgne og vildledende påstande fra præsidenten i hans regeringstid.
4 Trump bruger de sociale medier som ingen anden toppolitiker
»Du er præsidenten. Du er jo ikke en eller andens skøre onkel, der bare kan retweete hvad som helst«.
Bemærkningen faldt for få uger siden fra NBC-værten Savannah Guthrie til et townhall-møde med præsident Trump. Tv-værten spurgte, hvorfor Trump havde videresendt en vild konspirationsteori om, at Joe Biden skulle have fået en soldat myrdet for at skjule, at Osama Bin Laden stadig var i live.
»Jeg ved ikke noget om det. Det var en eller andens mening. Et retweet. Jeg sender det ud. Folk kan selv tage stilling. Jeg tager ikke stilling. Jeg laver mange retweets«, konstaterede præsidenten og fortsatte:
»Medierne er så falske og korrupte. Hvis jeg ikke havde Twitter – jeg kalder det sociale medier – ville det ikke være muligt for mig at kommunikere«.
Trump lancerede sin præsidentkampagne midt i de sociale mediers guldalder – som samtidig var den mest regelløse og farlige tidsalder for de nye medier, hvis algoritmer er designet til at forstørre uenigheder, og hvor falske nyheder spreder sig hurtigere end fakta. Som hans tidligere politiske rådgiver og ven Roger Stone for nyligt sagde om Trumps sejr i 2016:
»Vi stod over for et bristepunkt. Et øjeblik, hvor amerikanere ikke længere stolede på de traditionelle institutioner. Men for første gang nogensinde havde de samtidig mistillid til medierne (...) I 2016 var der en stigning i robuste, levende alternative medier på internettet, der tillod præsident Trump at blive præsident. De gav ham en platform, hvor han kunne gøre det, han er bedst til: slå igen«.
Men Trump forstod også selv som få andre, at netop han var i en ideel position til at bruge de sociale medier til at forvandle sin celebrity-status fra ’The Apprentice’ og sin særlige form for selvpromovering til at blive politisk kandidat.
»Folk vil gerne tro på, at noget er det største, det bedste og det mest spektakulære. Jeg kalder det ’sandfærdig overdrivelse’«, som han skriver i selvbiografien ’Art of the Deal’ om hans særlige »effektive« måde at selvpromovere.
’Sandfærdig overdrivelse’ er det, man på godt gammeldags dansk ville kalde løgn. Men Trump forstod tidligt, at overskrifter – selv hvis de ikke er sande – taler højere end detaljer, især på sociale medier.
I begyndelsen af hans præsidentperiode troede og håbede både flere i hans embedsværk og offentligheden, at hans tweets bare var ... ja, tweets. Men som præsident er han fortsat med at regere USA og verdensordenen via tweet.
I gennemsnit har Trump tweetet 30 gange om dagen til sine i dag 87 millioner følgere. Det har været en ekstremt effektiv måde at holde hans værste fjender – ’the fake news’, altså medierne – stangen. Med en løgn, et retweet af en vild konspirationsteori eller en video, der kunne opfattes som støtte til hvide ekstremister, er det ofte lykkedes ham at suge ilten til sig og fjerne opmærksomheden fra dårlige historier eller udfordringer, han stod over for som præsident.
Der ligger mere sprogligt arbejde bag Trumps ofte VERSAL-tunge tweets, end man lige skulle tro. Det kan tage ham fire eller fem udkast, inden han er tilfreds, har hans tidligere privatsekretær Madeleine Westerhout fortalt.
Præsidenten inviterede hende nogle gange med ind i sin private spisestue i Det Hvide Hus fuld af tv-skærme for at se et tweet sprede sig i real-tid:
»Allright«, sagde Trump ifølge privatsekretæren, »lad os se nyhederne og se, hvor længe det tager, inden det bliver breaking news«. Det tog cirka 30 sekunder.
5 Trump er den mest konservative præsident siden ...
Når man taler med republikanere, nævner de igen og igen, at Donald Trump er den mest konservative amerikanske præsident siden Ronald Reagan.
Stilmæssigt er Reagan og Trump som nat og dag. Reagan var afvæbnende, Trump er konfliktsøgende. Reagan udstrålede en vis ydmyghed, Trump forsøger bare at overstråle alt og alle.
Men politisk har de jagtet mange af de samme konservative mærkesager, og det er en af forklaringerne på Trumps urørlige popularitet hos den hårde kerne i hans parti.
Det gælder skattelettelser, som var et mantra for Reagan, og som Trump gennemførte i sit første regeringsår – for almindelige lønmodtagere og ikke mindst rige amerikanere og virksomheder. Det gælder også militærbudgetterne, som Trump har skruet kraftigt op for. Han har endda oprettet en ny militær gren, rumforsvaret U.S. Space Force.
Trump har også kæmpet imod retten til abort i en grad, så han er den første siddende amerikanske præsident, der har deltaget i en antiabortmarch.
Også hans modstand mod klimaaftaler og miljølovgivning minder om Reagans. Dengang i 1980’erne var det syreregn og ikke CO2-udslip, der var på dagsordenen, og ganske som Trump afviser menneskeskabte klimaforandringer, benægtede Reagan problemet med syreregn. Økonomisk vækst må trumfe de frygtsomme miljøeksperter. Det tiltaler mange Trump-vælgere.
Men Trumps mest langtidsholdbare sejr er hans mange dommerudnævnelser. På falderebet nåede han i denne uge at få udpeget den konservative højesteretsdommer Amy Coney Barrett, så USA’s øverste domstol nu har et flertal på 6 konservative dommere mod 3 liberale. Det kan påvirke vigtige afgørelser om retten til at bære våben, til abort, til sundhed og mange andre amerikanske kulturkampe i årtier, fordi dommerne sidder på livstid.
Udnævnelsen af Barrett var blot kronen på værket. Hun er ifølge The Washington Post den 220. konservative dommer, som Trump har fået udnævnt i sin regeringstid.
Med andre ord har Trump haft held til at gennemføre en stribe konservative mærkesager, som også var hans valgløfter.
Nogle republikanske kommentatorer påpeger dog, at Trump til gengæld har øget statsunderskuddet, gennemtrumfet sin politik med topstyring fra Washington og meget andet, der ikke ligefrem er konservativ politik.
Og så er der det med stilen. I begyndelsen af juni, da de amerikanske gader stod i brand under de værste raceuroligheder siden 1960’erne, fik Trump ryddet et område i Washington for demonstranter, så han kunne gå over til kirken St. John’s tæt ved Det Hvide Hus. Her holdt han en bibel op foran sig, mens kameraerne rullede.
Ronald Reagans søn, Michael Reagan, skrev kort efter på Twitter:
»Det her vil måske pisse nogle Trump-tilhængere af. Men hvis min far var gået over gaden til den præsidentielle kirke St. John’s, ville han være gået derhen for at bede. Ikke for en fotoseance. Trump kunne lære noget«.
For selv om Ronald Reagan var konservativ, havde han også en bred appel, mens Trumps popularitet begrænser sig til hans konservative base. Ved sit genvalg i 1984 vandt Reagan 49 af de 50 amerikanske stater.
Selv om vi skal passe på med at spå om valgresultatet, tør vi godt love, at det ikke kommer til at ske for Donald Trump.
