Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

En anklager har tidligere fortalt, at en 31-årig mand står til otte-ti måneders fængsel for vold mod svensker.

Anklager går efter fængselsstraf og nattelivsforbud, efter at svensker døde til VM-kamp på Islands Brygge

I sagen er den 31-årige mand, der er dansk statsborger, tiltalt efter straffelovens milde voldsbestemmelse - paragraf 244, selv om volden endte fatalt for den svenske fodboldfan. Foto: Jens Dresling
I sagen er den 31-årige mand, der er dansk statsborger, tiltalt efter straffelovens milde voldsbestemmelse - paragraf 244, selv om volden endte fatalt for den svenske fodboldfan. Foto: Jens Dresling

En fængselsstraf og et nattelivsforbud.

Sådan lyder anklagemyndighedens krav til straffen i en sag mod en 31-årig mand, der er tiltalt for at have tildelt en svensk mand et kraftigt knytnæveslag. Den 32-årige svensker døde tre dage senere.

Allerede for en uge siden oplyste Københavns Politi, at det havde rejst tiltale i sagen, og torsdag morgen er der givet aktindsigt i anklageskriftet, hvor nærmere detaljer om tiltalen fremgår.

Volden fandt sted til et storskærmsarrangement på Islands Brygge i København 30. juni omkring klokken 20.45. Her var der visning af VM i fodbold, og den aften blev der vist en kamp mellem Norge og Elfenbenskysten.

Ifølge anklageskriftet stillede den 31-årige mand sig på et tidspunkt op på en bænk, hvorfra han med et kraftigt overhåndskast kastede to øldåser i retning mod en gruppe personer - herunder den 32-årige svensker.

Ved kastet blev en anden person ramt af dåserne på overkroppen.

Umiddelbart efter tildelte den 31-årige mand svenskeren et kraftigt knytnæveslag, lyder det i tiltalen.

Slaget ramte svenskeren på venstre side af hovedet/nakken, hvorefter han faldt til jorden.

På grund af slaget fik svenskeren blandt andet en bristning af pulsåren, som betød, at manden tre dage senere - den 3. juli - afgik ved døden.

Et enkelt slag

I sagen er den 31-årige mand, der er dansk statsborger, tiltalt efter straffelovens milde voldsbestemmelse - paragraf 244.

Desuden er der rejst tiltale efter paragraf 247, der handler om, at gerningsmanden tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet. Blandt andet har han en dom for drabsforsøg.

Dømmes man efter paragraf 247, kan straffen forhøjes med indtil det halve.

Der står ikke i anklageskriftet, hvor lang en fængselsstraf anklageren går efter, men en anklager i sagen har tidligere fortalt, at den 31-årige mand står til mellem otte og ti måneders fængsel i sagen.

Det er en noget kortere straf, end hvis han var blevet tiltalt for grov vold med døden til følge.

At tiltalen ikke er rejst efter den grove bestemmelse, skal formentlig findes i, at der var tale om et enkelt knytnæveslag.

I de tilfælde vil udgangspunktet være, at der er tale om vold efter den milde bestemmelse, har strafferetsekspert Lotte Helms, der er adjunkt ved Syddansk Universitet, tidligere forklaret til Ritzau.

»Et knytnæveslag vil som udgangspunkt være 244, men jeg kan ikke afvise, at det kan falde ind under 245, hvis man eksempelvis er gået specifikt efter at ramme halsen på en bestemt måde«.

»Men det vil altid være en konkret og individuel vurdering, og i sidste ende er det domstolene, der vurderer det«, sagde hun i juli.

Nægter sig skyldig

Sagen skal for Københavns Byret 7. oktober, og foruden fængselsstraffen går anklagemyndigheden efter et nattelivsforbud, som skal gælde i en tidsbestemt periode.

Det vil betyde, at manden i tidsrummet fra klokken 24 til 05 forbydes at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvor der er salg af stærke drikke, og i udpegede nattelivszoner.

Den 31-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden begyndelsen af juli.

Han er beskyttet af navneforbud, og tidligere er det blevet oplyst, at han nægter sig skyldig.

Politiets anklagere har også sigtet to andre efter den milde voldsbestemmelse i forbindelse med arrangementet. Deres sager kører særskilt.

Den ene er en 24-årig dansk statsborger, som er sigtet for at have trampet på den svenske mand, mens han lå ned, samt for at have slået en anden svensker.

Den anden er en somalisk statsborger, som er sigtet for at have sparket den sidstnævnte mand.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her