Regeringen vil skærpe straffen for den milde voldsparagraf efter sagen, hvor en 32-årig svensk mand afgik ved døden efter et slag til et VM-arrangement i juni.
Det oplyser justitsminister Nicolai Wammen (S) til Ritzau fredag eftermiddag.
»Strafskærpelsen skal gælde i de situationer, hvor man bliver dømt for det, der kaldes simpel vold - altså paragraf 244 i straffeloven«.
»Det er for eksempel situationer, hvor gerningsmanden har tildelt offeret et slag eller skub, som offeret dør af. Strafskærpelsen skal gælde, hvis den pågældende tidligere har begået personfarlig kriminalitet«, siger han i et skriftligt svar.
Politiet har fredag sigtet yderligere to mænd for vold ved et VM-arrangement på Islands Brygge i København i juni.
De to nye sigtede er en 24-årig og en 29-årig mand, oplyser Københavns Politi.
I forvejen sidder en 31-årig mand varetægtsfængslet i sagen. Alle tre er sigtet efter den milde voldsbestemmelse.
Hændelsen fandt sted under en storskærmsvisning af VM i herrefodbold.
Regeringen foreslog onsdag på et pressemøde i Statsministeriet at øge straffen for dødsvold - hvilket grov vold med døden til følge kaldes.
Siden har Ritzau forsøgt at finde ud af, om det er den milde eller den hårde voldsparagraf, som skal skærpes.
Og det er ikke dødsvold, men den milde paragraf. En øget straf betinges af, at gerningsmanden tidligere har begået personfarlig kriminalitet.
»I de tilfælde har gerningsmanden med sin adfærd tydeligt demonstreret, at han er ligeglad med andre menneskers liv og helbred. Nu går vi i gang med at skrive lovforslaget, hvor den præcise model for strafskærpelsen vil fremgå«, siger Nicolai Wammen skriftligt.
Den 31-årige mand i sagen er netop tidligere dømt for drabsforsøg i en anden sag og tiltalt i en endnu sag, der drejer om vold.
Han er sigtet, og anklagemyndigheden går efter otte til ti måneders fængsel.
Han er ikke sigtet for at have forvoldt den svenske mands død, men er alene sigtet efter straffelovens milde voldsparagraf for at have slået manden.
Det mener regeringen er alt for lidt. Den milde voldsparagraf giver mulighed for op til tre års fængsel.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde torsdag, at hun ikke vil blande sig i den igangværende retssag.
Men hun sagde alligevel, at den formodede gerningsmand havde ’udvist nærmest psykopatisk adfærd’.
»Det skal ikke være sådan, at en mand fra Congo kan komme til Danmark, og så kan han stå nede på Bryggen i København og rette et knytnæveslag mod et andet menneske og så slippe med så mild en dom potentielt«, sagde hun.
Professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard har kritiseret, at statsministeren blander sig i sagen, fordi den er igangværende.
»Det er en verserende sag, som selvfølgelig har oprørt sindene, men hvor de eneste, der kender de nærmere omstændigheder, er anklagemyndigheden og forsvaret«.
»Vi andre har kun oplysninger gennem medierne, og der kan være konkrete omstændigheder i sagen, som først kommer frem under domsforhandlingen«, sagde han torsdag til Ritzau.
I sidste ende kan domstolen godt idømme en hårdere straf, end anklagemyndigheden går efter.
ritzau
fortsæt med at læse