Når det stormer fra nord, ryster beboerne i Seden Strandby i bukserne

Benny Clausen havde intet valg. Han måtte selv bygge en mur til at holde vandet ude af haven.

»Det var jeg nødt til. Ellers var vi druknet for længe siden«, siger han.

Benny Clausen er en af de 400 indbyggere i Seden Strandby i udkanten af Odense, som allerede har mærket konsekvenserne af klimaforandringer. Han har prøvet at have en halv meter vand stående i stuen på den lavtliggende grund i første række til fjorden. Haven skråner ovenikøbet nedad og samler vandet, som han må pumpe ud, når der er forhøjet vandstand.

»Havet stiger mere og mere«, konstaterer Benny Clausen.

Strengt taget er hans mur ulovlig, men han har ikke haft mulighed for at vente på det dige, som kan beskytte samtlige 135 huse i området mod oversvømmelse. Det har været syv år undervejs til stor fortrydelse for Benny Clausen og Anders Brændholt Rasmussen fra det udvalg i den lokale grundejerforening, som planlægger et 1.250 meter langt og 240 centimeter højt dige til at beskytte beboerne.

»Vi har været truet syv-otte gange de seneste ti år, nogle gange to gange om året. Folk er hundenervøse, og nogle kan ikke sove om natten, når højvandet kommer. Når det stormer fra nord, ryster vi i bukserne og ved ikke, hvornår vi skal fylde sandsække«, siger Anders Brændholt Rasmussen.

Flere søvnløse nætter i vente

DMI forudser i sit nye klimaatlas, at antallet af varsler om højvande vil eksplodere i slutningen af århundredet. Varmere klima får isen til at smelte og havet til at stige med op til 50 centimeter.

Det betyder, at dele af landet, der i dag kun sjældent er truet af stormflod, jævnligt kommer under vand, medmindre kysten sikres bedre. Hvis ikke udledningen af drivhusgasser falder, vil der komme 120 varsler om stormflod alene i det sydlige Kattegat og det nordlige Lillebælt.

Det gælder for eksempel Odense Fjord og den fynske nordkyst, men også store dele af Trekantsområdet i Jylland må indstille sig på, at der med dagens standarder bliver tale om højvande i varslingshøjde hver tredje dag. Mange af de danske købstæder er ifølge chefkonsulent Carlo Sørensen fra Kystdirektoratet allerede udsatte.

»Nogle af vores købstæder har meget lavtliggende boligområder, som ikke behøver at vente på den store stormflod for at blive oversvømmet. Man skal ikke være Sherlock Holmes for at sige, at et hus, der ligger i vandkanten, er i oversvømmelsesfare«, siger han.

Carlo Sørensen påpeger, at mange af de udsatte kvarterer, for eksempel i byerne ved de jyske fjorde, tidligere blev beboet af havnearbejdere, som måtte acceptere, at der en gang imellem løb vand ind i husene. I dag er de udsatte områder ved vandet udbygget, så langt flere værdier er truet, og vi accepterer ikke længere oversvømmelser.

Kystdirektoratet vejleder både kommuner, som skal godkende diger, dæmninger, mure samt andre former for sikring mod vandmasserne, og de borgere, der som udgangspunkt selv skal punge ud. Men mange steder, som allerede i dag er truet af stormflod, kniber det med at få projekterne på skinner.

»Vi er nødt til at finde nogle løsninger i fællesskab, og det skal gå hurtigere«, siger Anders Brændholt Rasmussen fra Seden Strandby.

Beboere tager sagen i egen hånd

Selv bor han snarere i tredje end første række til fjorden. Men han har haft vand så langt oppe i haven, at fem centimeter højere vandstand havde oversvømmet fliserne i hans køkkenalrum og trægulvet i stuen.

Det var under stormen Bodil i 2013, hvor vindretningen endda gjorde, at vandet ikke stod lige så højt i Odense Fjord som i 2006. Anders Brændholt Rasmussen er med sine egne ord godt og grundigt træt af, at det stadig er uvist, hvornår diget i Seden Strandby kan bygges.

Det er ikke, fordi kommunen afviser at medvirke. Tværtimod ser den meget gerne, at der kommer et mere ensartet digeforløb i stedet for de interimistiske løsninger, beboere som Benny Clausen selv har bygget, understreger Gert Laursen, slotsgeolog og klimamedarbejder i Odense.

»De skulle alle væk, så vi kunne få et pænt og mere organisk formet dige«, siger han.

Odense Kommune har udpeget de områder, som er i fare for oversvømmelse, og Seden Strandby er et af dem. Kommunen har lovet at være bygherre på diget for derefter at overdrage det til et digelaug, som grundejerne selv skal drive. Og byrådet har, selv om det ikke har pligt til det, bevilget 1,9 millioner kroner til diget.

Det var en tredjedel af de oprindelige omkostninger. Men siden er prisen fordoblet og ligger nu på cirka 12 millioner kroner. Og mens langt hovedparten af husejerne i Seden Strandby oprindeligt var med på at betale til diget, så var en tredjedel imod, da projektet var i høring for et par år siden.

»Nej-flokken bliver større, når vi taler om konkrete beløb«, konstaterer Anders Brændholt Rasmussen fra digeudvalget.

Hver grundejer skal af med mellem 50.000 og 100.000 kroner til diget. De kan betales tilbage over 30 år som et lån, der minder om realkredit. Dertil kommer en forventet, årlig udgift på 2.500 kroner for at være medlem af lauget, der skal vedligeholde diget.

Grundejere, som ikke vil betale, er en af de kendte forhindringer for bedre sikring af de danske kyster. Et andet, som også besværliggør diget i Seden Strandby, er naturbeskyttelse, særligt EU-udpegede Natura 2000-områder.

»Hvis man landspolitisk mener, at kun de, som direkte og indirekte har gavn af kystsikring, skal betale, så skal man smidiggøre sagsbehandlingen og gøre det vanskeligere at klage«, siger Gert Laursen fra Odense Kommune.

Desuden er der brug for en enklere model til, hvordan regningen skal fordeles, tilføjer han.

Skal huse oversvømmes?

Samme pointe har Birgit S. Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn og formand for miljø- og forsyningsudvalget i Kommunernes Landsforening.

»Problemet er, at folk gerne vil beskyttes, men ikke kan blive enige om fordelingen af regningen. Og når man klager over en sag, så går der oftest flere år, før den er afsluttet i klagenævnene«, fremhæver hun.

Kommunernes Landsforening vil derfor have »enkle og klare regler for, hvordan betalingen skal fordeles borgerne imellem og med det offentlige«. Samtidig skal klagerne afgøres hurtigere. Og endelig mener Kommunernes Landsforening, at en landsdækkende fond skal være med til at betale regningen.

»Vi skal beskytte os, men vi står ofte med dilemmaet om, hvem der skal betale for klimatilpasningerne. I tyndt befolkede områder kan det være svært for borgerne at betale for et højt dige. Men ønsker vi som samfund, at områder så bare oversvømmes«, spørger Birgit S. Hansen.

DTU har beregnet, hvor meget det koster at udbedre skaderne på bygninger, hvis en stormflod, der kun sker én gang for hver 100 år, rammer allerede i midten af århundredet. Et landsdækkende beløb giver ikke nogen mening, fordi samme stormflod ikke rammer hele landet på én gang, men ifølge beregningerne risikerer de ni hårdest ramte kommuner regninger på over én milliard kroner for bygninger alene.

Ifølge Morten Andreas Dahl Larsen, som leder DTU’s forskning i de økonomiske konsekvenser af klimaforandringer, kommer der mange steder i landet til at være ømtålelige diskussioner af, hvilke områder der skal sikres. For nogle steder vil det ikke økonomisk kunne betale sig at redde for eksempel enkelte ejendomme i landområder.

»Vi kommer til at opleve et markant stigende behov for at diskutere, hvad der skal ske i de områder. Kommunerne kommer til at beslutte, om de skal udvikle eller afvikle dem, og det kan ikke undgås, at der er meget modsatrettede interesser«, understreger han.

»Vi kan ikke alle flytte«

Miljøminister Lea Wermelin (S) fremhæver, at regeringen er gået i gang med at forberede en samlet plan for klimatilpasning, som blandt andet omfatter kystsikring. Der bliver indkaldt til politiske forhandlinger i løbet af foråret.

Desuden satte rød blok i forbindelse med sidste års finanslov 350 millioner kroner af til netop kystbeskyttelse. De første 90 millioner kroner blev uddelt til 14 projekter i december.

Diget i Seden Strandby er mellem dem, som kan se frem til et statsligt tilskud, dog kun på 1,4 millioner kroner. Det er, som Anders Brændholt Rasmussen siger, ikke tilstrækkeligt til at betale momsen. Han mener, at staten bør lære af den langstrakte sagsbehandling af diget ved Odense Fjord og blive fast bidragsyder til at sikre kysterne.

»Hvis staten skriver klimaforandringer ind i kystbeskyttelsesloven, så må den også være med til at betale regningen for at sikre kysten«, argumenterer han.

Anders Brændholt Rasmussen understreger, at ikke blot de 135 huse i Seden Strandby tager skade, når Odense Fjord strømmer ind i haver og stuer. Også 3 kilometer veje, 6 kilometer kloakledninger og 10 kilometer elledninger er i farezonen.

»77 kystkommuner har samme problemer som Seden Strandby. Vi kan ikke alle flytte. Det er ikke vores skyld, at vi har klimaforandringer og havstigninger«, siger han.