Her er kæmpe skibe, kæmpe skorstene og kæmpe brag. Alting kæmpe.
Jeg har ellers et princip for min rundtur i de danske havne. Jeg skal gå. Opleve i spadseretempo. Men efter en times vandring går det op for mig, at ingen andre i Esbjerg skridter havnen af fra ende til anden. Fortove, for så vidt de findes, er den mindst slidte del af infrastrukturen. Som oftest deler jeg asfalt med havnens køretøjer, og heldigvis er kun få af dem elektriske, så de gør opmærksom på sig selv i god tid.
Esbjerg Havn er ikke bygget til fodtusser. Bevares, det kan lade sig gøre at komme omkring, men der er ikke mange steder her, der er dimensioneret til noget så langsommeligt og kortbenet som mennesker.
I den sydlige ende hersker kraftværket med sin 250 meter høje skorsten og vindhavnen, det vil sige en oplagsplads for dele til havvindmøller, f.eks. vinger, der snildt ser ud til at være 100 meter lange stykket. I den nordlige del er det oliehavnen med alskens skibe og rigge til borefelter, der dominerer landets arealmæssigt største havn.
