På en mark midt i Ukraine ud for landsbyen Nebelivka opdagede lokale bønder for et årti siden, at sneen ikke smeltede jævnt om foråret. I april rejste afgrøderne sig tidligere på nøjagtig de samme steder. Om efteråret afsløredes konturerne af et glemt sted. Først via satellitbilleder og siden nøje registreret med droner over markerne så arkæologer aftegningen af oldgamle bosættelser.
Under en meter nede i markernes særligt fertile jord gemte sig pælespor fra en 6.000 år gammel bosætning. Det var den opsamlede varme i disse, der fik sneen til at tø ujævnt og påvirke afgrødernes vækst. Området skulle vise sig gigantisk. Der er tale om en bebyggelse på mange hundredvis af huse i flere ujævne, men koncentriske cirkler spredt ud over 200-300 hektar. Man antager, at der kan have boet op til 17.000 mennesker.
Men det er ikke kun, hvad man har fundet, der interesserer forskerne. Det er i høj grad, hvad man ikke har fundet. For dette såkaldte megasite, som man nu kender flere af rundt om i verden, skubber til hidtidige antagelser om, hvordan de tidligste bysamfund har udviklet sig, og hvad der er den menneskelige civilisations vugge.
Nebelivka er omdrejningspunktet i den mest nervepirrende fortalte installation på årets arkitekturbiennale i Venedig: et klasseløst og bæredygtigt samfund.
