»Jeg er det modsatte!«

Hun er verdens nemmeste person at være sammen med, Anne-Sophie Mutter.

Jeg havde egentlig regnet med, at jeg skulle kæmpe for det, og var slet, slet ikke sikker på, om det kunne gå godt.

»Jeg er jo alt andet end hård og streng«, indprenter hun mig, da vi mødes. Hun kender godt sit ry.

»Jeg er det modsatte!«.

Mutter, 61, er den store supernova inden for violinister, og det har sådan set været i mere end 40 år. I en tid, der ikke frembringer megastjerner, som man gjorde det i efterkrigstiden, er hun det så alligevel.

Andre violinister er berømte og ærede i visse kredse, atter andre er på vej frem til 2. og sidenhen 1. division, men tyske Mutter har været i Superligaen, siden hun som 13-årig blev opdaget af den klassiske musiks store patriark, Herbert von Karajan. Han tog hende til sig der i slut-70’erne, optrådte med hende i de allerfineste saloner og udsendte hele det store violinrepertoire med hende på plade.

Dagen inden jeg mødtes med Mutter, var jeg til koncert med hende på en enorm friluftsscene ved Berlin.

Midt i den øsende regn på Waldbühne lige op til Olympiastadion i Charlottenburg, midt mellem cirka 20.000 tilhørere, går Anne-Sophie Mutter i intim symbiose med Brahms’ violinkoncert. Vi ser hende og dirigenten Daniel Barenboim arrivere til direktørtid, det vil sige lidt for sent, i en limousine næsten uset fra, hvor vi sidder, og blive eskorteret under dertilhørende paraplyer ind til scenen.

Jeg når at tage verdens bedrøveligste selfie med regndråber ned ad brillerne og en sørgelig letvægtsponcho på.

Det ufattelige skete. Det, ingen kalkulerer med. Det, ingen ved sine fulde fem ville satse på:

Jeg havde ærlig talt regnet med, at under de omstændigheder telegraferer man det hjem på rutinen, men så går Mutter sgu’ i udbrud. Kan 20.000 mennesker være så stille?, tænkte jeg mange gange, mens Mutter stod der og frembragte de mest delikate fraseringer, indimellem flirtende med det modernistiske og i hvert fald langt, langt væk fra dagligdagens lidt flommede fløderands-Brahms.

Hvis jeg havde taget en selfie mere under Brahms, havde jeg strålet.

I taxaen på vej tilbage fra koncerten i den fjerne skov fandt chaufføren (et surt bæst i øvrigt) en klassisk kanal på radioen uden at spørge. De spillede Mussorgskijs ’Udstillingsbilleder’, og han skruede højere og højere op. Jeg tror, han troede, han generede mig.

Foto: Jakob Tillmann

Foto: Jakob Tillmann

»Åh, din stakkel, blev du drivvåd i aftes?«, spørger Anne-Sophie Mutter, da vi mødes formiddagen efter koncerten på Hotel de Rome, hvor hun har boet, mens hun var i Berlin.

»Har du noget imod, at vi går ud?«, siger hun og peger ud i solen på pladsen.

»Jeg synes bare aldrig, jeg kommer ud«.

Vi har udskudt vores interview i tre timer. Jeg kunne stå senere op, men Mutter har arbejdet.

»Jeg vågnede for nogle timer siden, så gik jeg mig en tur. Så spillede jeg lidt af Mendelssohns violinkoncert på mit hotelværelse, fordi jeg skal spille den på min næste turné. Og når du og jeg skilles, skal jeg straks til prøver i London. Og mit fly afgår om lidt«.

Vi taler engelsk, så jeg slipper for at overveje, om vi ikke naturligt ville være Des. Hvis vi havde talt tysk og dermed havde været Des, havde jeg nok midtvejs spurgt, om ikke vi skulle være dus.

Hvordan undgår man at blive påvirket af, at der sidder 20.000 mennesker og lytter til én?

»Hvis det påvirker mig, er det, fordi de 20.000 er mødt frem for at ønske West-Eastern Divan Orchestra tillykke med at fylde år. Det at de tropper op i silende regn«.

Daniel Barenboims orkester West-Eastern Divan, der i sin sammensætning af jødiske og palæstinensiske musikere har som mission at medvirke til fred i Mellemøsten, fylder 25 i år.

»Det var min debut på Waldbühne. Jeg er vant til virkelig at undgå udendørs koncerter, for udendørs klinger mit instrument ikke perfekt. Det er en udfordring, men det er en spændende ramme at optræde i. I sidste ende handler alt om dialogen med stykket, med dirigenten og med kollegerne i orkestret, om relationen«.

»Men det er meget, som Monet plejede at sige: Jeg er ikke nødvendigvis interesseret i emnet åkander, men i det, der sker mellem åkanderne og mig«.

Uanset at koncerten gav Mutter mulighed for at kommunikere til 20.000 mennesker, bliver koncerter i det fri nok aldrig hendes foretrukne format. Akustikken er jo aldrig nådig, elektrisk forstærkning er nødvendig, og det lyder nærmest altid som en transistorradio.

»Og så er der fugtigheden og kulden om aftenen, alt det. Man kan ikke frit vælge de redskaber, man skal være udtryksfuld med, når man står og giver koncert i fri luft. Man får nogle ekstra muligheder, men man bliver også frataget muligheder«.

»Og det er der også en skønhed i«, beslutter hun, »for så skal man jo finde på løsninger på stedet«.

»Når træet i violinen bliver fugtigt, så svulmer det op, så klangen får mindre plads og bliver presset. Din volumen og frekvensen ændres fuldkommen, det hele kommer til at lyde mere ... fladt. Du har ikke længere det ideelle dynamiske spillerum. Det er ligesom at gå ind og blødgøre tangenterne på et flygel. Eller ligesom hvis man spiller tennis, og det har regnet, så kan bolden ikke hoppe. Og så er der alle problemerne med hestehår, som er dem, man stryger med – buen bliver slap som bare fanden. Så man skal hele tiden stå og kompensere på den ene eller den anden måde«.

»Det er«, og det tager hende lige nogle sekunder at finde det rigtige ord, »et eventyr ...«.

Det er klart, at med 20.000 tilhørere vil mange komme til at klappe mellem satserne ...

Jeg prøver at fremprovokere et furiøst svar fra Mutter, for selvfølgelig hører det jo ingen måde hjemme at klappe mellem ...

»Ja! Og det er skønt! Jeg elsker det!«.

Jeg kigger skeptisk på Anne-Sophie Mutter.

»Elsker det«?

Hun er om nogen berømt for at gå i rette med tilhørere, der ikke optræder respektfuldt under koncerten. Hun er meget tydelig i sin irritation fra scenen, som dengang hun var i Tivoli for at modtage Léonie Sonnings Musikpris, hvor hun skældte publikum ud, fordi de larmede. I Cincinnati for nylig stoppede hun en koncert og bad en mand om at holde op med at filme hende.

»Jeg hylder enhver koncertgænger, der har modet til at klappe, når han eller hun er begejstret«, siger hun i dag.

Jeg gik ud fra, at du havde det helt anderledes med det ...?

Jeg er stadig skeptisk. Jeg ved bare, hvor skeptisk jeg ser ud.

»Absolut ikke. I hvert fald i vore dage og i hvert fald i tysktalende lande er folk så fordømmende over for, hvordan man opfører sig til en klassisk koncert. Det er jeg ikke så vild med som musiker. Når jeg går ind og hører en kollega i koncertsalen, er jeg den, der råber og hyler højest til sidst«.

Jo, til sidst, men mellem sats- ...?

»Men der er satser, hvor du er nødt til at klappe bagefter. Hvis ingen klappede efter første sats af Tjajkovskijs violinkoncert, ville jeg tænke ... hvad?!«.

Så det vil du forvente?

»Ja, det gør jeg da. Jeg inviterer publikum til at være en del af musikken, ikke bare ved at være højt koncentreret og tvunget til at hviske, når stykket beder om det, og følge os ned i musikkens allerdybeste intimitet, men også til at give højlydt udtryk for glæde og følelser. At give tilbage, kan man vel egentlig kalde det. Der er så mange følelser på spil i musik, det er smukt, hvis vi kan udløse en reaktion, der ikke bare er superhøflig, men engageret. Sænk skuldrene!«.

Har du ikke selv sænket skuldrene i de senere år? Jeg kan slet ikke høre for mig, at du skulle sige det her for 10 år siden. Du har altid slået mig som lidt mere konservativ i forhold til de gamle ...

»Det er noget, jeg har ...«.

Kæmpet med?

»Nej. Jeg har været overrasket over igen og igen at erfare, at jeg åbenbart virker meget streng oppe på podiet. Jeg er jo meget koncentreret og fokuseret, og jeg går ikke op i, hvordan jeg ser ud deroppe, men ... Jeg føler mig som en skulptør. Hver node følger efter den forudgående node, og det flytter sig et sted hen, der viser sig altid nye landskaber af musik, som jeg skal vise frem. Jeg er alt andet end streng, alt andet end streng og barsk og depressiv. Jeg er det modsatte«.

Hun ler som for at bevise en pointe.

Mange af selv de allerstørste solister inden for klassisk musik ved nøjagtig, hvor mange hundrede gange de har spillet det ene eller det andet af de store værker. Jeg spørger Mutter, hvor mange gange hun har spillet Brahms’ violinkoncerter over knap 50 år.

»Det har jeg ingen anelse om. Altså overhovedet ingen. Det interesserer mig heller ikke«.

Er det 1.000 gange? Eller 50?

»Det er nok nærmere 1.000«, medgiver hun.

»Jeg hørte Roger Federer nævne, hvor mange tennisfinaler han har spillet, og hvor mange af dem han har vundet. Men okay, min karriere er selvfølgelig to gange, eller næsten tre gange længere end en mesteratlets. Men altså, det er jo ligegyldigt. I hvert fald havde han spillet rigtig mange finaler«.

Du er tennisfan?

»Jeg er vildt stor tennisfan. Federer har altid inspireret mig som kunstner. Det var tit, som om ikke alt handlede om at vinde det næste point, men mere afprøve et slag for at se, om det virkede, selv om det virkede helt urealistisk. Og indimellem virkede det! Det er inspirerende. Federer var en eventyrer, han skubbede til, hvad vi troede, vi var i stand til«.

Musikalsk voksede vi begge op i 80’erne, hvor jeg især husker den der stræben efter altid at ville præstere det fuldkomne, den ’endegyldige’ indspilning af et værk. Og var din mentor, Herbert von Karajan, ikke eksponent for det?

»Jo, men det var vist mest et salgsslogan«, siger hun.

»Karajan var en mand, der stræbte efter det allerypperste, men efter en sublim opførelse stod han op næste morgen og begyndte helt forfra. Det var jeg altid dybt imponeret over, da jeg oplevede det som 13-14-årig. Denne mand, der brugte et helt liv på at finde ind til sandheden, var altid på jagt, og han sparede aldrig sig selv«.

Han var ret gammel, da du mødte ham?, spørger jeg med tanke på, at Herbert von Karajans nemesis strækker sig helt tilbage til 1933, da han meldte sig ind i nazipartiet – givetvis af rent karriereopportunistiske årsager, men alligevel. Da Mutter mødte ham i 1976 for første gang, var han en af De Store Gamle.

»Men han var jo bare 68 år«, siger hun.

»I dag er en mand på 68, især en dirigent, jo stadig en grønskolling«.

For mig virkede han som et af de der stenansigter på Mount Rushmore af de gamle døde præsidenter.

»Ja og nej. Det var jo det billede, pressen elskede at videregive, men han var altid blid, når jeg var sammen med ham. Han må have haft sine øjeblikke, men ikke som når Toscanini (legendarisk italiensk-amerikansk dirigent, red.) råbte og skreg ad sit orkester. Han vidste, hvad han ville have, men jeg har aldrig set ham overskride grænsen. Han havde en klar fornemmelse af, hvor langt man kunne prøve med nogen, og han trådte et skridt tilbage, når han følte, at nu kunne det ikke blive bedre. Det er stort lederskab. Han gjorde ikke meget med hænderne, men vi prøvede meget, langt mere end man får lov til at prøve i dag. Når vi nåede til koncerten, kendte orkestret værket indefra og ud, og vi kunne mærke hinanden. Han lod os flyve«.

»Han var så uimodståeligt magnetisk, helt utroligt meget til stede. Han var jo ingen fysisk stor mand. Han dirigerede ikke så meget med armene mere, men tilstrækkeligt. Alle vidste, hvad han stod for i tysk og europæisk kultur«.

Var du bange for at møde ham?

»Jeg havde jo hørt meget om ham. Den første plade, jeg købte for mine lommepenge, var hans indspilning af Bruckners 4. symfoni«.

Lille 13-årige Mutter fløj til Berlin hjemme fra Schwarzwald med sine forældre og skulle aflægge prøve kl. 10 om formiddagen. Men det blev forsinket igen og igen, og hun var sulten.

»Når jeg er sulten, er jeg ikke rar at være i nærheden af«.

Men hun fik lov at spille efter prøven, ved 13.30-tiden. Hun ventede på Herbert von Karajans kontor, og da han kom ind, spillede hun Bachs ’Chaconne’ for ham, det husker hun stadig, og han bad hende uden kommentarer spille et stykke mere, hvorefter han forlod kontoret og lod hende sidde alene tilbage. På vej ud af bygningen løb hun tilfældigt ind i ham, og han sagde, at han glædede sig til at arbejde sammen med hende til Påskefestspillene i Salzburg.

»Så jeg havde åbenbart fået jobbet«.

På de første billeder af Karajan og Mutter ser vi hende i flagrende T-shirt og et lidt flabet blik ud mod verden. Hun havde meget at bevise.

Lidt senere spillede hun i nærmest viktorianske, højhalsede kjoler. De blev kompletteret af brede 80’er-skuldre. Karajan altid i sin sorte signatur-turtleneck og det chokhvide hår, mente, Mutter lignede en schæferhund, og som professoren i ’Pygmalion’ og ’My Fair Lady’ så han det som sin pligt at belære hende om kunst og om klasse.

Det var markedsføringsmekanikken dengang, og det var de skift i udseende og udtryk, mange medier fokuserede på. Senere kom de strop- og skulderløse kjoler.

Det var Mutter selv, der opfandt de bare skuldre. Violinen gled på alle de stoffer, hun spillede i, så hun besluttede, at kontakten mellem violinens træ og den bare hud var mere glidsikker.

Der er et spørgsmål, jeg har kredset om.

I Mutters og min alder er, ja, alder ikke nødvendigvis noget, man gerne taler om. Mange på vores alder er begyndt at få gigt i fingrene og ...

Træner du dine fingre for at holde dig form, for at sikre, at de er lige så hurtige, som de var engang?

»Jeg er dog kun 60. Okay, 61. Det er stadig ikke noget problem. Det ville det måske være for musikere, som kun går op i violinspil. Men jeg har klart blik for det i forhold til mine elever. En masse unge strygere i alderen 22-23 har smerter i fingrene, og det kan tage årtier at komme over det«.

Mutter er i form. Selvfølgelig er hun i topform, ellers kan hun ikke formå halvdelen af det, hun formår. Og hun har styr på sin krop. Kender det gode og det onde ved at have en så lang hals. Kigger helt prosaisk på sine fingre og vurderer, hvad deres længde og tykkelse kan gøre for hende og imod hende.

»Min mor var helt skør med, at vi skulle være sunde. Jeg voksede op i 70’erne i Schwarzwald, og vi var altid ude og plukke de her grøntsager i skoven, som vi skulle spise. Herre jemini, vi spiste dem i årevis! De var rå, rå, rå! Det var rædsomt, men jeg kan jo godt se filosofien bag. Jeg er præsident for den tyske kræftfond, og virkeligheden er, at hver anden person i Tyskland kommer til at stå ansigt til ansigt med en kræftdiagnose. Det er vigtigt«.

»Men vi er så optaget af skinnende overflader. Ingen rynker, ikke noget med noget. Men hvordan med det indre? Hvordan føler jeg mig tilpas?«.

Det private har hun aldrig røbet meget om. Hun var gift med André Previn, klaverstjerne og komponist, og efter hans død med en stjerneadvokat, der også døde. Hun har to voksne børn og bor i München – ikke at det betyder det store, hun er konstant på turné.

Hun solgte Carnegie Hall i New York ud fem dage i træk i 2000, da hun spillede et strikst moderne program – det er en af de vildeste historier, jeg kan om hende, for det kræver ikke alene integritet, men også at ens publikum har tillid til ens smag.

Jeg har altid forbundet Anne-Sophie Mutter med kernen af den gammelklassiske musik, Brahms, Beethoven, Mozart og dem. Jeg kan se i min avis fra for 20 år siden, at jeg har elsket hende i helt ny musik også, men det er de gamle, der har vejet tungest for mig i erindringen.

Jeg regner altid med, at det, du spiller, lyder lidt som Brahms ...

Og det er faktisk ikke ret sødt sagt. Og temmelig uretfærdigt. Men ærligt.

»Nej, tværtimod«, siger hun og smiler.

»Det er Brahms, der bør lyde, som om han er påvirket af den helt nye musik«.

Hun kigger mig i øjnene.

»Seriøst«.

Det, hun mener, er, at hun ikke hylder det museale i omgangen med gammel musik, at hun selv kræver, at vi bringer nutiden ind, når vi fortolker den.

I 1986 havde den store polske komponist Witold Lutoslawski skrevet en violinkoncert til hende, og hun fortæller mig, at hun faktisk var noget skeptisk. Hun fandt ny musik ekstremt svær.

»Og det gør jeg egentlig stadigvæk. Jeg har ikke den slags hjerne, der kigger på kompliceret moderne musik og råber »Jaaaaaa!«. Men jeg mødte Lutoslawski og begyndte at forske i hans liv og hans musik, som den udviklede sig op igennem 60’erne. Som solist i hans musik kunne man grundlæggende selv bestemme, hvor man gik ind i et stykke musik, og hvor tit man ville gentage det, og dirigenten ville så beslutte, hvornår orkestret kom ind. Det var meget jazzet«.

»Karajan gav musikken rammer og struktur, men det her gav mig et rum mellem linjerne i partituret til at være menneske i. Man kunne trække lidt og rykke lidt og skubbe lidt – og læne sig tilbage. Bare man beholdt pulsen i musikken«.

Partiturmusikken stiller sine krav, og jo ældre den er, jo mere ærbødighed møder de krav. For næsten alle store klassiske værker gælder det, at komponisten for længst er død, så der er ingen at spørge til råds. Tit er der bare partituret med dette underlige krimskram af nogle noder.

Og så står der, hvor hurtigt eller langsomt komponisten vil have, at stykket spilles. Men de tempobetegnelser er behæftet med ekstrem usikkerhed.

Anne-Sophie Mutter:

»Når jeg ser en angivelse i et partitur af et tempo, så ...«, og hun slår ud med armene.

»Men det gælder også, når jeg læser i avisen. Når jeg læser The New York Times, skal jeg også lige læse Die Zeit og Süddeutsche Zeitung. Og måske også The Washington Post! Jeg er datter af en journalist og søster til en journalist, så jeg har stor respekt for seriøs journalistik. Jeg nævner det, fordi det selv med seriøs journalistik er godt lige at tjekke og måske tjekke igen. Det samme, når jeg ser et partitur og angivelsen af et tempo«.

»Se!«.

Anne-Sophie Mutter klapper begejstret i hænderne, før hun peger over på gaden ud for Staatsoper Unter den Linden. En stime på en snes små bobler af nogle eldrevne køretøjer fiser op mod selve Unter den Linden og drejer om hjørnet. Det ligner en tegnefilm.

»Voksne mænd, der morer sig. Kig! Det er altså ret kært. Jeg håber også, der er en kvinde eller to iblandt ...«.

Anne-Sophie Mutter har optrådt meget i Danmark gennem hele karrieren. Denne sommer optræder hun som noget helt nyt i Glassalen i Tivoli nu på torsdag 22. august.

»Jeg mødte jo jeres skønne ... nu er han vist konge? Frederik? Og jeres vidunderlige dronning Margrethe. Hun plejede at sige ’chaaarming’, når hun havde hørt mig«, siger Mutter med højdramatisk eftertryk.

»Er hun ikke kæderyger ...?«.

Min mund er forseglet.

»Jeg har dejlige minder med den familie. De kom altid til mine koncerter i Danmark, og jeg var engang inviteret til deres sommerresidens, hvor jeg sad side om side med kronprinsen. Og de serverede hummer, som jeg er ekstremt allergisk over for, men det turde jeg selvfølgelig ikke sige. Så jeg sad med den hummer på tallerkenen og skubbede den lidt hen over tallerkenen, lidt til højre og så tilbage, hummerhale, ben og det hele, skovlede rundt med den«.

Det var en meget hundeglad familie. Kunne du ikke bare have tabt hummeren ned til en af hundene under bordet?

Hun griner højt.

»Nej!«, siger hun forfærdet.

»Jeg gik meget sulten i seng. Jeg var meget ung dengang«.

Du må have fået hummer siden?

»Dengang vidste jeg jo ikke, hvad jeg skulle stille op med sådan en, og sidenhen fandt jeg ud af, hvordan hummere bliver dræbt, og så var det ligesom ...«.

Hun rejser sig. Husker sin violinkasse med en af sine Stradivariusser, jeg får ikke spurgt hvilken, og hun er på vej hen over brostenene tilbage til Hotel de Rome for at nå transporten til sit fly, da hun vender sig om.

Og vinker.