Feature
Det er instagrammødre som hende, der ...
.... på subtil vis er med til at indfange kvinder til Trumps ekstreme højrefløj
Hun opgav sin balletkarriere i New York for at bo på en gård i Utah med sin mand.
Tidligere på året deltog hun i Mrs. World kun 12 dage efter, hun havde født sit ottende barn.
Med sine 10 millioner følgere på Instagram er Hannah Neeleman en af de mest effektive midler til at promovere et traditionelt, ærkekristent, abortfjendsk kvindeideal til yngre generationer af amerikanske kvinder.
Og pludselig gik et interview med hende viralt.
Hannah Neeleman er et fascinerende fænomen, opdagede Camilla Stockmann, der blev suget ind i balladen omkring hendes person.
Vil du høre Camilla Stockmann læse artiklen op? Så brug denne player:
Hun står op med fuglene, babyen sover stadig fredfyldt i sengen, hun sidder på sengekanten i det flødefarvede lys, mens hun samler sit korngule hår i nakken og gaber veltilpas. Hendes natkjole er som et blomsterflor.
På badeværelset trykker hun tandpasta ud af en tube, som aldrig har set et supermarked, vasker ansigtet, dupper med bomuld, der matcher natkjolen, og sprayer med en mist, og sådan føres vi videre til de praktiske gøremål på farmen: Alle otte børn vågner, spanden fyldes med nylagte æg, sylteglas fyldes, børneflokken er hele tiden omkring hende, den mindste ofte på hoften.
Hvad er dette? En fantasi hentet nede fra et allerede udtjent århundrede? Et gammelt afsnit af tv-serien ’Det lille hus på prærien’? Nej. Velkommen til Ballerina Farm i sensommeren 2024. Og velkommen til Instagram. Her blev videoen forleden delt og liket af over en million mennesker.
Selv for Hannah Neeleman, som denne 34-årige kvinde hedder, er dette exceptionelt. Hun er en af USA’s mest populære influencere og tiltrækker normalt flere hundred tusinde likes, når hun bager et brød eller malker en ged, men det, som adskiller denne Instagram-reel fra hendes andet indhold, er, at vi i en voiceover samtidig hører hendes stemme, der som kontrast til billedernes bondeidyl direkte kritiserer journalisten bag et portrætinterview, som blev bragt sidst i juli i den britiske avis The Sunday Times.
Vi blev overraskede, da vi så artiklen, som chokerede os og chokerede verden ved at være et angreb på vores familie og mit ægteskab
Hannah Neeleman
»For nogle uger siden besøgte en journalist os i vores hjem for at få noget at vide om vores familie og firma. Vi syntes, at interviewet gik godt. Vi blev dog overraskede, da vi så artiklen, som chokerede os og chokerede verden ved at være et angreb på vores familie og mit ægteskab ved at portrættere mig som undertrykt og min mand som den skyldige«.
Det, som var sket, var, at portrætinterviewet var gået viralt og førte til udbredt bekymring for, om Hannah Neeleman er offer for social kontrol, og både meningsdannere og menigmand gik til tasterne.
»Blink tre gange, hvis du vil reddes«, lød det i en af de mange online-kommentarer henvendt til Hannah Neeleman.
Voiceoveren til videoen er hendes eget genmæle, hvor hun gør sit til at tilbagevise bekymringen:
»Den største dag i mit liv var, da Daniel og jeg blev gift for 13 år siden. Vi har bragt otte børn til verden og prioriteret vores ægteskab undervejs«, siger hun.
»Vi har mange drømme tilbage at udleve. Vi er ikke færdige med at få børn«.
Se videoen ved at trykke på billedet på Instagram-opslaget her:
Dronning af en voksende hær
For nogle uger siden havde jeg ikke hørt om Hannah Neeleman og familie. Jeg vidste godt, at fænomenet tradwife var en sammenskrivning af traditional og wife, men anså det for at være noget, der hørte til i et fjernt hjørne af de sociale medier, som ikke angik mig.
Men så fik jeg en sms fra en ven med ordlyden: »Har du fulgt med i balladen om Ballerina Farm?«.
Og derfra gik der ikke lang tid, før også jeg var suget ind i hele affæren, havde set videoer af Hannah Neeleman danse ballet på engen, læst artikler om fænomenet og fandt det umuligt at slippe historien igen. Det her var en fyldt mælkejunge, der flød gavmildt over med alskens lag af fed betydning.
Hannah Neeleman er tidligere ballerina, skønhedsdronning og traditionel husmor. Hun er paradoksalt nok samtidig også en moderne forretningskvinde, der mestrer de sociale medier og sammen med sin mand, Daniel Neeleman, har skabt et brand, der får folk til at købe køkkenting på deres hjemmeside (forestil dig en amerikansk version af den københavnske butik Skjalm P).
Men med titlen som tradwife-dronning er Hannah Neeleman også en brik i et politisk spil. For når hun fremstiller sig selv som en lykkelig hjemmegående abortfjendsk og gudsfrygtig mor til otte, er hun en belejlig promotor af de ultrakonservative værdier midt i en amerikansk valgkamp, der har udviklet sig til en kønspolitisk kulturkrig om kvinders generelle stilling i det moderne samfund.
Hannah Neeleman fremstiller sit liv som en drøm. Og hun er ikke alene, men derimod omgivet af en voksende hær af tradwives, unge husmødre på Instagram, TikTok og YouTube, som Donald Trumps republikanske parti får brug for.
Det er naturligvis en enorm magt at have, og med nysgerrighed angående hvad der gemte sig i mennesket bag Ballerina Farm, drog den britiske journalist Megan Agnew fra The Sunday Times i London til bjergene i det nordlige Utah.
Hendes artikel fortæller også det, vi ikke skulle se og ikke skulle vide.
Sexlivet i mormonkirken
»Mit mål var New York. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17 år, og jeg var så glad for at være der, jeg elskede bare energien. Og jeg var der for at danse ballet«, siger Hannah Neeleman.
»Og jeg var en god balletdanser«.
Ordene falder i løbet af journalistens fire timer lange besøg på farmen i et af de sjældne øjeblikke, hvor det lykkes hende at tale med Hannah Neeleman på tomandshånd. Det er hendes mand, der tager imod. Selv viser hun sig med vådt hår og rosenkinder i det perfekte »fotogene kaos« af et hjem og er konstant beskæftiget med børneflokken. Der står 28 par sko ved døren.
Hannah Neeleman er selv vokset op som et af ni børn i en mormonfamilie i hjembyen nær Salt Lake City, hvor hendes forældre havde en blomsterbutik. Hun begyndte som barn at danse ballet, og ved at deltage i lokale skønhedskonkurrencer fik hun et scholarship til at uddanne sig på den anerkendte Juilliard School i New York.
Da hun gennem en fælles ven mødte sin mand, Daniel, der også var vokset op i en mormonfamilie, ville han giftes på stedet. Hun takkede nej, og sådan holdt hun ham stangen det første halve år.
At deres date overhovedet kom i stand, er en historie, han ifølge interviewet stolt fortæller: Ved et arrangement med fælles venner havde han overhørt Hannah (som dengang hed Wright) fortælle, at hun skulle flyve fra Utah tilbage til New York. Da hun nåede frem til flyet, sad Daniel Neeleman på samme række i nabosædet.
Hans far ejede flyselskabet JetBlue.
»Jeg foretog et telefonopkald«, siger han i interviewet.
I løbet af de næste fire måneder blev parret forlovet og gift, og hun blev gravid.