Interview
Hun prøver at være en skræmmekampagne
Selfies og en næsten uhindret adgang til skønhedsbehandling gav Sarah Tiedt et forskruet syn på sit eget udseende, fortæller hun.
I dag er influenceren vendt tilbage til et mere naturligt look. Nu bruger hun de gamle billeder af sig selv som en skræmmekampagne for andre.
En video blev afgørende. For den vendte influenceren Sarah Tiedts selvbillede på hovedet.
Hendes kæreste havde filmet hende til sin YouTube-profil, og hun fik et chok, da hun så videoen igennem.
Det var dybt pinligt, at jeg så sådan ud
Sarah Tiedt, influencer
»Han havde filmet fra nogle vinkler, jeg ikke var vant til at se mig selv fra. Der gik det op for mig, hvordan jeg egentlig så ud. Og jeg kunne jo se, at mit ansigt var helt smadret«, siger hun.
»Jeg så megaskæv ud i ansigtet. Jeg havde filler siddende helt oppe under næsen. Det var dybt pinligt, at jeg så sådan ud«.
Den ene skønhedsbehandling efter den anden forandrede den tidligere ’Paradise Hotel’-deltagers udseende i en grad, så hun i 2019 virkede fremmed for sig selv på levende billeder.
Hun blev et eksempel på en skønhedstendens, hvor kvinder omformer deres ansigt med makeup, filler og operationer for at leve op til tidens skønhedsideal. En tendens, der kun er vokset siden 2019, fordi det skønhedsopererede og gennemsminkede ansigt i særlig grad bliver hyldet på sociale medier som Instagram og TikTok.
Sarah Tiedt tog konsekvensen og gennemgik i 2020 endnu en transformation. Denne gang mod et mere naturligt look.
I dag bruger hun sin platform til at blande billeder af livet som influencer og mor til en 1-årig med ironiske videoer af skøre skønhedstrends og billeder af sit udseende, da det var allermindst naturligt.
Som en skræmmekampagne, som hun selv siger.
For Sarah Tiedt har foran spejlet mærket nogle af konsekvenserne ved hele den industri for skønhedsbehandlinger som filler, botox og plastikkirurgi, der boomer i disse år.
»Tidligere tog jeg ikke så meget billeder af hele outfits til Instagram, som jeg gør nu. Det var selfies og ikke noget andet. Jeg havde hele tiden telefonen foran mig, så jeg kunne finde de vinkler, hvor jeg følte, at jeg så godt ud«, siger hun.
Vi sidder ved et marmorbord med en overdådig buket plastikblomster i Sarah Tiedts hjem i Harlev vest for Aarhus. Jeg er kommet for at tale med hende om at blive blind for sit eget udseende. Og om at tage magten over det tilbage.
Transformationer
Vi har ikke talt i mange minutter, før jeg har mistet orienteringen i mindst fire forskellige udgangspunkter for Sarah Tiedts drøm om et nyt udseende.
Der var det modermærke på underarmen, som hun barndommen igennem forsøgte at skjule med store armbånd, og som nu er fjernet.
Der var den krumning på næsen, som fik hende til altid at stå med front til folk til fester, så de – forhåbentlig – ikke nåede at opdage, »hvor slemt det var«. Og som i dag er jævnet ud til linealperfektion.
Der var de bryster, som var så små, at hun nødigt gik i badetøj, men som efter en brystoperation får lov at komme med på billederne til hendes 212.000 følgere på Instagram.
Og der var de smalle læber, som gjorde hende usikker på at smile. Ligesom brysterne voksede de.
Jeg havde været for usikker til at melde mig til ’Paradise Hotel’, hvis ikke jeg havde fået lavet min næse
Sarah Tiedt, influencer
Modermærket fik hun tidligt fjernet, og resten af transformationen begyndte med brysterne, da Sarah Tiedt fyldte 18 år. Da hun i 2019 blev kendt i realityprogrammet ’Paradise Hotel’, havde hun brugt over 80.000 kroner på skønhedsbehandlinger og -operationer.
En god forretning faktisk, for uden den lige næse var det aldrig blevet til noget.
»Jeg havde været for usikker til at melde mig til ’Paradise Hotel’, hvis ikke jeg havde fået lavet min næse. Jeg ville jo i forvejen ikke have, at folk skulle se mig fra siden, så kameraer fra alle vinkler havde været udelukket«, siger hun.
Hun meldte sig, blev kåret til Miss Paradise og indkasserede de første mange tusinde følgere på Instagram – nok til at kickstarte den influencerkarriere, der i dag betaler regningerne.
Og som gjorde hende attraktiv i øjnene på skønhedsklinikker, der lokkede med gratis behandling.
Derfra tog det fart.
Man bliver tykkere og tykkere og mere mærkelig at se på
Sarah Tiedt, influencer
»En ting er læberne, men jeg fik også lavet kindben, kæbelinje, hage, øjenbrynsløft og botox i hele panden. Min hud var helt udstrammet«, siger Sarah Tiedt.
»De ting forsvinder ikke bare, det flyder ud i resten af ansigtet. Og man bliver tykkere og tykkere og mere mærkelig at se på. Og så ville jeg have mere i for at få mine træk tilbage. Til sidst så mit ansigt helt smadret ud«.
At forlade det udseende igen krævede indsprøjtninger for at opløse filleren. Det indebar hævelse, blå mærker og smerter. Heldigvis kom erkendelsen oven i coronapandemien, så da alle alligevel var hjemme, gennemførte Tiedt endnu en transformation af sit ansigt.
Indtil hun i maj 2020 lancerede sit nye udseende.
Intet naturligt her
I stuen i Harlev er det kun plastikbuketterne og datterens legetøj, der får lov at bryde de brune vægflader og hvidmalede plankegulve. Resten er holdt frit og agerer ofte baggrund for Sarah Tiedts outfits og frisurer, som hun deler på Instagram.
I kælderen vidner papkasser med ubrugte skønhedsprodukter om, at Tiedt stadig tjener penge på sit udseende.
Selv om hendes makeuprutine er over 10 trin lang, da hun lægger den for fotografen og mig ved sofabordet, er den dog væsentligt kortere end tidligere. Ligesom der ikke længere er filtre på de billeder, hun lægger på sociale medier.
En spray giver Sarah Tiedt den ekstra grad af solbrændthed, uden hun behøver at bruge tid udendørs.
»Folk skal vide, hvad de får. Jeg har stadig fået lavet næse og tænder. Jeg får stadig farvet øjenbryn og hår. Der er ikke noget, der er naturligt her. Jeg er bare ikke i den overdrevne kategori. Der er en anden skønhed over det nu«, siger Sarah Tiedt.
Hun er ikke konverteret til nogen modstand mod skønhedsbehandlinger, men vil advare andre om den forskydning, der skete for hende selv.
»Jeg prøver at være en skræmmekampagne og sige, at I seriøst lige skal passe på, for det kan ende med at se sådan her ud, hvis I ikke går til den rigtige klinik eller ikke har øje for, hvornår nok er nok«, siger hun.
»Det er helt okay at få lavet filler og botox. Man skal bare gøre det på en fornuftig måde«.
Hun afholder sig fra at scrolle for meget online, siger hun. Men de mere skøre digitale skønhedstendenser omsætter hun stadig til penge. I dag sker det bare, når hun for eksempel afprøver og gør grin med en guide fra Instagram til at få større læber ved at lime sin læbekant fast til huden over og under læben for at krænge læben rundt.
»Jeg så en video med det og var sådan: Aj, det her kan bare ikke blive en trend. Det ser dumt ud, og du ødelægger din hud. Så jeg sagde til folk, at det her skal I ikke gøre«, siger hun.
Samtidig var videoen oplagt indhold, fordi den kunne fange folks opmærksomhed og give flere visninger.
»Jo flere visninger jeg får, jo bedre indblikstal, og jo flere penge tjener jeg på mine kampagner. Så jeg skal lave mit seriøse indhold, men jeg bliver også nødt til at lave noget indhold, som folk synes er sjovt. Og som de sidder og ser fra start til slut«, siger Sarah Tiedt.
Og spørger så, om jeg så videoen færdig.