»Der står bare en mega panda ovre i hjørnet. Hele tiden«

Jeg vil tale med hende om at være mor. Og om litterær aktivisme.

Men da jeg forlader huset fire timer senere, har jeg også noget andet med.

Noget, jeg ikke vidste, om Renée Toft Simonsen ville tale med mig om, men som hun gjorde. Det, som alle har spurgt til, når jeg har fortalt dem, at jeg har interviewet hende: sorgen over hendes og Thomas Helmigs søn, Hugo Helmig, der døde pludseligt for små to år siden.

»Hun havde oplevet den største og værste forandring af dem alle, for hun havde mistet sit barn«, som Renée Toft Simonsen skriver om mormoren i den nye bog om børnene fra Sølvgade.

I køkkenet taler Renée Toft Simonsen om sin sorg som en panda. Hun taler om sin sorg som et søpindsvin. Og hun taler om en ny trang til at gøre ting, i vildskab. Når jeg spørger, om hun er troende, siger hun nej, men:

»Jeg har tænkt mig at melde mig ind i folkekirken igen«.

Det gennemblå borende blik.

Jeg spørger hvorfor. Så svarer hun.

»Fordi jeg vil op og ligge ved siden af Hugo«.

Så situationen er, at jeg befinder mig i Aarhus for at tale om en søskendeflok i nogle børnebøger, der har mistet deres mor.

Med en mor, der har mistet sit barn. Dette interview handler om begge dele.

At gå på hoppebolde

Jeg har været her før. Det var en af dagene op mod jul i 2017. Dengang var det Hugo Helmig, der åbnede døren til byhuset, det var hans første store avisinterview. Han boede i den lille lejlighed øverst, oven over sine forældre.

Jeg skrev i avisen, at hans band brugte hans mors kælenavn for ham, ’Lulu’, fordi de havde hørt hende bruge det. At han gik rundt som på usynlige hoppeholde, at han nærmest fjedrede, som om han driblede sig igennem verden. Jeg skrev, at han fortalte, hans mor godt kunne lide at synge, men at det ikke lød så godt, når hun gjorde det. Til gengæld blev man glad i låget af det. Jeg skrev, at han mente, hans mor snakkede meget. Lige så meget som ham selv.

»Hvis hun har gang i en spændende ting, hun godt kan lide at fortælle om«, sagde han.

»Så må man indstille sig på, at det tager en time, mindst«.

Også dengang var Renée Toft Simonsen her, i det her køkken. Hun skulle i skoven med sin datter Ulrikke og deres to hunde, men først så hun mig og fotografen an. »Nu passer I på ham«, sagde hun dengang.

Hun kan godt huske det, da jeg nævner det.

»Ja. Den sårbare dreng«, siger hun.

En vidunderlig dreng.

»Ja. Dét var han«.

Hun smiler stort.

»Han var fandeme en vidunderlig dreng«.

Så finder hun en e-cigaret frem.

»Ny ryger jeg«, siger hun.

»De lugter altså lidt af prut, de her«.

Så er det i det mindste en lugt, man kender.

»Ja, men nu ved du, det ikke er mig, der sidder og læmmer en skid herovre«.

Sorgen er en panda

Renée Toft Simonsen har altid haft det med at sige ting. Højt. Med sin dybe stemme.

»Sådan har det altid været«, siger hun.

»Der har ikke kunnet stå en panda i rummet, og så snakker vi ikke om den. Jeg har nærmest haft det sådan …«.

Hun løfter armene, de fægter i luften.

»… sådan: Arrrgh! Kan I slet ikke se den? Kan vi lige få den panda op på bordet? Kan vi lige få kigget lidt på den?«.

Det er anderledes med Thomas Helmig, siger hun. Han kommer fra noget andet.

»Der kan stå en hel pandapark, og så kan vi sidde herovre og sige: ’Hold da op, det er dejligt vejr’. Mens pandaerne står i kø«.

Sådan har det været. Sådan har hun været. Før.

»Men nu er jeg så ved at lære, at der gerne må være en panda. Faktisk. Lige så stille«, siger hun.

Foto: Miriam Dalsgaard

»Og jeg vil sige, at med Hugos død … Der står bare en mega panda ovre i hjørnet. Hele tiden. Og lad os bare lade den stå der, ikke? Det er dét, jeg har skullet lære. Pandaen må gerne være der. Det er fint. Den behøver vi overhovedet ikke have travlt med. Den er der bare«.

Sorgen må gerne være her?

»Ja. Og ved du hvorfor? Fordi den er her. Den findes«.

Hun sidder lidt.

»Det sker jo hele tiden. At vi mennesker knækker under presset af en eller anden slags ting. Sygdom, depression, svaghed, generel uformåenhed. Hvorfor er det, vi kommer til at sige: ’Tør dine øjne! Tag en kiks! Tag to Panodil! Rejs dig! Gå ud ad døren! Det skal ikke være sådan her! Det er ikke sådan, vi er!’«.

Hvorfor må de svære ting ikke være her, spørger hun og kører en hånd igennem håret.

»Når det nu er overalt? Når det sker i alle familier. Det må gerne være her«, siger hun.

»Og det skal man så bare lige sige til sig selv. 100 milliarder gange: »Renée, det må gerne være her««.

Litterær aktivist

Thomas Helmig kommer ned i køkkenet.

I dag er det ham, der tusser lidt rundt i kulissen med sit fine humør. Thomas Helmig er et venligt menneske, det er ikke noget, jeg siger, det er noget, Renée Toft Simonsen siger om sin mand, hun siger det blødt:

»Han er et venligt, venligt menneske«.

Og nu vil det menneske så vide, om jeg kunne lide filmen, der har premiere om lidt – filmatiseringen af Renée Toft Simonsens historie om søskendeflokken i Sølvgade.

Det kunne jeg, siger jeg. Jeg fik tårer i øjnene, da børnene forærer Miss Nelly en dyr sweater.

»Du var jo selv lidt usikker i starten«, siger Thomas Helmig til sin kone, der lytter ved køkkenbordet med det ene bryn hævet, »men det er bare, fordi du har haft hovedet helt inde i den«.

»Jeg synes satme, den var fed«, siger han så.

Og så går han »lige op og laver lidt«.

I historierne om børnene fra Sølvgade er det en mor, der går: En enlig mor til fire går ud for at vinterbade og kommer aldrig hjem igen. Sådan begynder det hele. Der mangler en mor.

Bøgerne er fortalt af flokkens midterbarn, Katinka, men hovedpersonen er Miss Nelly.

Manden, der kommer ind i børnenes liv for at søge jobbet som hushjælp – i ternet nederdel, højhælede støvler, strittende orange hår, sort neglelak og en oversize herrejakke i koboltblåt plys. Miss Nelly og hans kæreste, Brian, bliver forældre for børneflokken.

Og en nyskabelse inde i hovedstrømmen af dansk børnekultur.

Jeg spørger Renée Toft Simonsen, om hun har tænkt det som en form for litterær aktivisme at skrive om en familie med to fædre?

»Lidt«, siger hun og tænker sig om.

»Jeg har i hvert fald tænkt på historien som en udvidelse af vores opfattelse af, hvad det er rigtigt og forkert. Et slag for fordomsfrihed. En åbning til at vise, at der er mange måder at være en familie på«.

Hun taler om den romantiske tv-serie ’Bridgerton’, der minder hende om de svulstige kærlighedsromaner af Barbara Cartland, hun elskede som barn.

»Men når du ser ’Bridgerton’ i dag, er der nogle ting, der er blevet flydende«, siger hun.

»Pludselig kan en dronning være sort, og hendes rådgiver asiatisk, rollerne er ikke besat, som de plejede at være. Og det er et genialt greb. For til at begynde med aktiveres dine fordomme, og du skal måske lige være med, men efter tre afsnit tænker du overhovedet ikke over det«.

»Det gør faktisk noget ved os, det forandrer vores blik«, siger hun.

»På den måde har kulturen meget power«.

Og det er også det, du gør?

»Det er også det, jeg ønskede med den her historie, ja«, siger hun.

»Men mest af alt er det en historie om kærlighed. Om mennesker, der finder sammen i kærlighed«.

Sidste år kritiserede politikere fra Dansk Folkeparti en planlagt børneaften på et bibliotek, hvor der skulle læses højt af ’Børnene fra Sølvgade’, og hvor to dragqueens skulle optræde.

Dragshows hørte ikke sammen med børn, mente partiets kulturordfører. I det digitale kølvand dukkede der had op.

Renée Toft Simonsen dukkede bare op på biblioteket. Med sin mand, deres døtre og to børnebørn under armen.

Og dunkede så ellers igennem på Instagram:

»Jeg tror, der må være 1.000 andre ting, jeg hellere synes, vi skal skærme børn mod«, skrev hun.

»Som fattigdom, storkapitalens grådighed, at penge er gud, TikTok, ulighed, dårlige normeringer i daginstitutioner, udbrændte skolelærere, overarbejdende, udkørte og stressede forældre, der ikke har overskud til at lege eller læse en bog, usund mad, uinspirerende undervisning, tests i folkeskolen (...) frem for søde, sjove og kærlige mænd, der godt kan lide at tage en kjole på«.

»Hun er vild«, siger Thomas Helmig, da vi senere på dagen sidder i køkkenet og sludrer, mens Renée Toft Simonsen er ved at blive fotograferet ude blandt blomsterne i haven.

»Man ved altid, hvor Renée står«, siger han så.

»Det er man simpelthen aldrig i tvivl om«.

Far er en mor

Mens jeg læste de tre bøger op til mit besøg her i byhuset, blev jeg mere og mere glad for Miss Nelly. Jeg kunne bare så godt lide ham. Jeg følte, jeg kendte ham rigtig godt.

Der var noget meget velkendt over denne mand i dametøj.

Over den, der stod klar med nybagte boller hver morgen, spurgte ungerne, om de havde sovet godt, lavede julestue, kendte ord som ’slyngveninder’, huskede at sige til klasselæreren, når et barn snart havde fødselsdag, lavede te før sengetid, mærkede et barn på panden, hvis det var sløjt, spillede sorteper og lod børnene vinde, smurte gode madpakker – og faktor 100 på om sommeren – og trøstede og lyttede og i øvrigt var kærligt opmærksom på alles behov i familien.

Miss Nelly … er en mor?

»Det er han«, siger Renée Toft Simonsen og smiler stort.

Så du har skrevet en historie om to fædre, som samtidig er en form for hyldest til moderskabet?

»Det er i hvert fald en hyldest til den arketype, som moderen er. Som er omsorg og kærlighed og total overgivelse ind i relationen. Og som handler om et dybt, dybt ønske om at passe på nogen«, siger hun.

Det er den arketypiske moder, Renée Toft Simonsen har haft i tankerne, siger hun, mens hun har skrevet Miss Nelly frem. Hun har altså udvidet rummet for forældreroller i børnelitteraturen, men har brugt den mest traditionelle og elskede form: en altopofrende mor.

»Ja, det er sjovt, ikke?«, siger hun og smiler triumferende.

Så stiller hun ind igen.

»Men hør her: Den omsorg har ikke noget køn. Det handler udelukkende om, hvem der tager omsorgen på sig«.

Renée Toft Simonsen har selv haft en Miss Nelly i sit liv. En mor, der ikke var hendes egen.

»Miss Nelly er min farmor, min indremissionske farmor. Hun var M-O-R for mig. Altså, hun elskede mig. Betingelsesløst«, siger hun.

»Det er det, vi alle sammen ønsker. Det er det, der nærer et barn. Der er også det, der nærer os voksne. At blive vist kærlighed og omsorg. Der er ikke noget, der er så rørende som det … altså, jeg kan tude bare af at tænke på min farmor«.

Som barn var Renée Toft Simonsen et lyvebarn og et stjælebarn. Hvis hun var hos sin farmor og farfar, og hun havde napset noget, og hendes farfar lagde an til en skideballe, stillede hendes farmor sig lige bag hende.

»Så stod hun der, med armene rundt om mig og sagde: »Nej. Det har Renée ikke gjort. Hold dog op! Det kunne hun aldrig finde på. Den slags gør hun da ikke«. Altså, hun kunne forsvare mig i det uendelige«.

Farmoren sang godnatsang hver aften, når Renée var der. Hun puttede hende, indtil hun var en stor pige. Om morgenen kom hun ind og vækkede barnet med en bakke med en stor kop te og en puddersukkermad.

»Og det er jo sådan en oplevelse, du sjældent får som barn i en kernefamilie, fordi vi har så travlt«, siger Renée Toft Simonsen.

»Men jeg fik det hos min farmor. Hele den der måde at blive omsluttet af kærlighed på, så det nærmest bare er én stor puddersukkermad. Det er mit ideale billede på moderskabet. Og den mor, jeg også selv har ønsket at være«.

Så er der nogle, der vil have det, siger hun, og nogle, der ikke vil.

»Jeg har for eksempel en voksen søn nu, som synes, jeg har været alt for meget. Han kalder det omklamrende og alt muligt … Det er den anden side af Den Store Moder, kan du sige. Det var også for meget for min far, ved jeg. Han har sagt til mig, at min farmor kvalte ham i kærlighed, da han var lille«, siger hun.

»Men for mig er puddersukkermaden bare det højeste ideal«.

Thomas Helmig kommer ned i køkkenet igen.

Nu i løbeshorts og med store sporty solbriller med regnbuespejleffekt.

»Det er hurtigbrillen«, siger han på sit bløde aarhusianske.

»Det er popstarbrillen!«, siger Renée Toft Simonsen.

»De er faktisk behagelige at løbe med«, siger han.

»Nu har jeg kontaktlinser i, så jeg også kan se noget. Men nogle gange løber jeg med dem her uden kontaktlinser, og det er også ret fedt, for så bliver hele verden bare sådan noget blur ...«.

Han løfter hånden.

»See you guys«.

Ro, renlighed og regelmæssighed

Renée Toft Simonsen rejser sig for at lave kaffe og begynder at fortælle om sin egen mor, vaskeridatteren fra Sønder Felding, der kom ud at tjene som 14-årig. Og om sin far, der voksede op med fy-fy og mange regler i Indre Mission.

Begge ville de noget andet end det, de kom fra. De blev politiske sammen med 1970’erne, meldte sig ind i DKP, langt skæg og langt hår, moren gik ind i kvindebevægelsen, faren blev anarkist og gik under den sorte fane.

»Lad mig sige det sådan: 1. maj var en travl dag for vores familie«, siger Renée Toft Simonsen.

»Vi havde mange steder, vi skulle være«.

Så griner hun, og lyden af spætten, der hakker i sit træ, breder sig i køkkenet.

Det er det, Renée Toft Simonsen er rundet af: to forældre, der var optaget af deres eget, af samfundet og af sagen.

»Og der var ikke så mange rammer derhjemme, vel? Der var ikke så meget med at holde øje med, hvor jeg var. Jeg gik jo rundt og sagde, at jeg skulle være hjemme klokken ti om aftenen, hvis nogen spurgte, men det var noget, jeg selv havde fundet på. Så det ikke lød, som om ingen kerede sig om mig«, siger hun.

Det er det med omsorgen igen, siger hun.

»Det er også omsorg at sige: »Du skal være hjemme klokken ti. Og jeg sidder her og holder øje med, om du kommer. Hov, klokken er faktisk kvart over, ven! Vi havde en aftale««.

Som 12-årige gjorde hun og veninden Dorte, hvad der passede dem. Som at piske rundt og drikke kirsebærvin og ryge smøger.

»Men det her er egentlig ikke en kritik af det, som var …«, begynder hun.

Hvorfor ikke, egentlig?

»Ja, hvorfor egentlig ikke? Måske er det en kritik. Et eller andet sted«, siger Renée Toft Simonsen.

»Jeg vil i hvert fald sige, at ro, renlighed og regelmæssighed i børneopdragelsen, ikke? Jeg går ind for det«.

Det smallede blå blik igen. Viljen i det.

Den indre vildhest

Renée Toft Simonsen taler om børnesangen ’Så går vi rundt om en enebærbusk’, hvor ugens dage cirkler rundt og rundt om de faste arbejdsgange i en storvask.

»Så gør vi sådan mandag, og så gør vi sådan tirsdag og sådan onsdag. Så ved vi, hvad vi skal«, siger hun.

»Det er der noget virkelig dejligt over. Og det kan børn rigtig godt lide. Jeg tror, de bliver trygge i det. Jeg tror, de trives i det. I forudsigeligheden«.

Mens der var små børn i Renée Toft Simonsen og Thomas Helmigs familie, var der aftensmad hver aften klokken seks. Sådan var linjen.

»Frikadeller med persillesovs, og bagefter var der bad, og så var der frugtskål og historie og sengetid«, siger hun.

Det er hendes farmor, der har været inspirationen til den stringente rutine.

»Jeg kan virkelig godt lide bundetheden i det liv, min indremissionske farmor levede, jeg kan godt lide omsorgen og forpligtelsen over for hinanden«, siger Renée Toft Simonsen.

»Men samtidig er der mange af mine værdier, der kommer fra mine forældres generation. Hele kampen for frihed, ikke? Den generation kommer jo også på banen og siger, at man må se ud, som man vil, og elske dem, man vil«.

Det er ret forskellige kræfter, der har formet dig – du er både datter af Indre Mission og af hippiebevægelsen?

»Ja, det er sådan set meget præcist«, siger Renée Toft Simonsen.

Så fortæller hun om et meditationskursus, hun var på for nylig – en praksis, hun har dyrket et par gange om året i mere end tyve år. Manden, der leder selvudviklingen, har Thomas Helmig, givet kælenavnet ’Vor kære leder’.

»Men det er altså ikke nogen kult«, beroliger hun.

I en visualiseringsøvelse på sommerkurset dukkede der noget op for Renée Toft Simonsens indre blik.

»Jeg står ved en hæk, og så ser jeg noget hvidt, der ligesom kommer bobbende op og ned«, fortæller hun.

»Pludselig kan jeg se, at det er en hest. Den er glad, manken er løs, men den er altså omme på den anden side af hegnet. Så det er en vildhest«.

Efter øvelsen fortolkede hun sit syn.

»Jeg tror, det handler om, at jeg ønsker at være uden for hegnet. Det handler om min længsel efter at være fri«, siger Renée Toft Simonsen.

»Jeg har jo igennem alle årene haft sådan nogle fantasier om at stikke af til Bahamas. Og bare efterlade alle, hele familien. Du ved: Så må de klare sig selv. Så kan jeg gøre det, jeg vil. Og når jeg vil. Bare følge mine behov og stå ved mit begær uden at tage hensyn til andre – som vi kvinder ellers har det med at gøre«.

Noget får hende til at smile.

»Men jeg ved jo godt, at jeg ville ankomme til Bahamas …«, siger hun.

»... og så ville der gå to dage, og så ville jeg møde nogen og blive knyttet til dem. Og så ville der gå to dage mere, og så ville jeg føle mig forpligtet over for dem. For sådan er jeg jo«.

Kampen mellem at føle sig forpligtet og føle sig fri er central for moderskabet, siger Renée Toft Simonsen.

»Det er en kæmpe diskussion. Også for mænd. Stopper alt andet i dit liv i det øjeblik, du bliver forælder? Hvor finder du plads til dine egne behov? Det er skidesvært«.

Hun tænker lidt. Hun vil gerne skrive en bog om at være mor en dag, siger hun.

»Jeg var faktisk lidt gået i gang med den. Men så skete der noget«.

Da alting gik i stykker

Det første halve år, efter Hugo døde, lavede Renée Toft Simonsen ingenting.

»Jeg troede egentlig aldrig, at jeg skulle arbejde igen. Jeg troede ikke, jeg kunne skrive igen. Det var min følelse. Jeg havde ikke lyst til noget. Der var ingenting«, siger hun.

Hendes mand, fortæller hun, havde det på samme måde.

»For alt er slået i stykker i dit liv«, siger hun.

»Du døde sammen med dit barn, og hele familien døde, og alting gik i stykker. Det hele var bare … altså ligesom sådan et krater. Den der meteor, der rammer Jorden, og alle dinosaurerne dør«.

Da hun alligevel begyndte at arbejde videre med børnene fra Sølvgade, var det, fordi der allerede var et univers.

»Det var en verden, der fandtes. Og dét føltes pludselig som en kæmpe gave«, siger hun.

»Det blev et sted at gå hen. Noget at holde fast i. Så jeg endte med at tænke: ’Det kan du godt. Det kan du godt, det der’«.

Det er filminstruktøren Mehdi Avaz, der har stået for filmatiseringen af ’Børnene fra Sølvgade’, og det er også ham, der skubbede på, for at Renée Toft Simonsen skulle skrive bog nummer tre.

»Mehdi sagde, at hvis filmen blev en kæmpesucces, skulle vi jo lave en serie. Og så var jeg faktisk nødt til at skrive en bog mere«.

Treeren har hun skrevet i løbet af det seneste år.

Jeg spørger, om hun havde den oplevelse, som jeg har hørt andre sørgende fortælle om: at man kan få en følelse af at kunne arbejde sig ud af sorgen.

»Ja, det har jeg. Og jeg kan faktisk mærke nu, at jeg rigtig gerne vil arbejde rigtig meget«, siger hun.

»Når vi snakker panda, har jeg det sådan: Vi behøver ikke at snakke om den panda, vi behøver ikke at forholde os til den panda. Godt så, kan vi gøre noget andet?!«.

Inde i stuen i byhuset ligger der garn overalt. Et strikketøj ligger stikkende på gulvet, et på sofaen, en kurv med garnnøgler i alle verdens farver.

»Altså, jeg er begyndt at strikke. Jeg er faktisk blevet ret godt til det. Man tror, det er løgn«, siger hun.

Hun ser lige på mig.

»Jeg strikker … i vildskab«, siger hun så.

»Og jeg laver havearbejde … i vildskab«.

De blå øjne.

»Og når jeg er ude i vores sommerhus… Jeg er i gang hele tiden, i gummistøvler og med buskrydderen, altså, du skulle se mig, jeg står ikke stille«.

Så en pause.

»Jeg har faktisk transmogryffet mig om fra en human being til en human doing«, siger hun.

Det er dér – i det at gøre i stedet for at være – at følelsen er begyndt at melde sig, følelsen af at kunne komme igennem noget.

»Men der er også noget skamfuldt forbundet med det«, siger hun.

»Der er i det hele taget meget skyld og skam og sorg og savn. Og det hele er viklet sammen inde i sådan en mega grandepanda«.

Da hun var på sit meditationskursus i sommer, var hun også nødt til at deltage på en anden måde, end hun plejer.

»Det der med at sidde og bare … være med det, som er«, siger hun.

»Det har jeg simpelthen så lidt lyst til nu. Jeg kan godt lidt ad gangen, men ikke særlig længe. Og jeg vil heller ikke«.

Søpindsvin

Vi har talt i næsten tre timer nu. Det er en time mere, end vi havde aftalt.

Renée Toft Simonsen drejer sig om mod vindueskarmen, hvor kuverten også står, og samler noget op fra en lille kurv.

»Og så samler jeg jo på dem her«, siger hun, lige da stenene rammer bordpladen.

Der ligger de. Seks forstenede søpindsvin med de hvide aftegninger efter det dyr, der var engang.

»Altså, jeg kan sige dig«, siger hun.

»Jeg kan gå … og … samle dem i dagevis«.

Hun sætter sig på hug på stranden, fortæller hun. Og så skanner hun.

»Det er så enkelt. Det eneste, jeg skal, det er at lede efter en oval og så et mønster. Det er bare de to ting i hele verden, jeg skal lede efter«, siger hun.

Forfatter, manuskriptforfatter og psykolog, født 1965.

Vandt i 1982 den internationale modelkonkurrence Face Of The Eighties og arbejdede i mange år som topmodel med base i New York.

Færdiguddannet psykolog i 2002, skrev speciale om børn med adhd. Fik tilbudt en ph.d. om forholdet mellem graviditet og alkohol og cigaretter, men sagde nej for at have mere tid til sin familie.

Bidrog i 2003 til en feministisk antologi med essayet ’Og vreden vasker trapper’.

Debuterede samme år som forfatter med den prisbelønnede børnebog ’Karlas kabale’, den første i en serie på seks bøger. Serien er filmatiseret.

Har skrevet flere romaner samt bogen ’Jeg er f*cking hot’ om kvindelivet omkring de 50.

Tog i 2012 Den Danske Filmskoles masterclass i manuskriptskrivning og har siden skrevet flere film, blandt andet ’Iqbal & den hemmelige opskrift’ og ’Iqbal & superchippen’.

Brevkasseredaktør i Femina igennem 16 år.

Udgav i 2019 ’Børnene fra Sølvgade’, toeren udkom året efter og fik fem hjerter i Politiken. Tredje bog i serien, ’Børnene fra Sølvgade slår rødder’, udkommer 1. oktober.

Filmen ’Børnene fra Sølvgade’ har premiere 10. oktober. Renée Toft Simonsen har skrevet manuskriptet til filmen, der er instrueret af Mehdi Alvaz.

Gift med musiker Thomas Helmig. Stedmor til Ida-Marie, mor til Ulrikke, Jens Kristian og Hugo.

»Og jeg finder dem. Jeg siger dig, jeg finder dem«.

Hun kan genkende følelsen, fra hun var barn, siger hun. En følelse af at gå rundt og lede efter mariehøns eller frøer eller orme i timevis.

»Der er ikke noget før, der er ikke noget fremad. Der er kun dét. Det er det, søpindsvinene kan for mig. Det er en sådan en nærmest lyksalig tilstand. Hvis man overhovedet kan tale om, at jeg kan være i sådan en tilstand. Det er i hvert fald en tilstand af lige nu, det er et fokus«.

Som tager sorgen væk?

»Ja, faktisk. Og det gør det jo kun i øjeblikket. Det ved vi godt. Men dér kan det. Og det træner jeg. At være i det blik«.

Hun tager et af søpindsvinene op i hånden, gnider sporene.

»Er de ikke smukke?«.

Jo, virkelig smukke.

Hun taler stille nu.

»64 millioner år gamle er de«, siger hun.

»64 millioner år«.

Så siger hun ikke noget.

Hvad siger det dig, at de er så gamle?

Hun sukker først. Så siger hun det.

»Jamen. Altså. Hvis noget er 64 millioner år gammelt …«, siger hun.

Stemmen bliver høj igen.

»… så er det lige meget, om man bliver 24 eller 84«.

Så flyder de blå øjne over.

Hun samler søpindsvinene sammen og lægger dem tilbage i kurven. Lyden af sten, der rammer hinanden.

»Sådan er det«.

Spætten hakker

Da Thomas Helmig kommer ind ad døren, hiver han efter vejret.

»Okay, du løb da langt«, siger Renée Toft Simonsen, »og du glæder dig til at sige hvor langt! Kom med det!«.

»Jeg siger ikke hvor langt!«, han ryster på hovedet.

Er det, fordi vi skal gætte på, hvor langt du har løbet?

»Nej, det er bare, fordi Renée bliver irriteret, hver gang jeg siger hvor langt«.

Hvorfor?

»Fordi jeg ikke kan løbe så langt selv mere. På grund af mine hofter«, svarer hun og vender øjne.

»Så jeg plejer at lade være med at sige hvor langt«, siger Thomas Helmig.

Så siger han det alligevel.

»Jeg løb en tier, bare. Stille og roligt ... Men fuck, hvor var det fedt. Alle unge mennesker i verden er ude i dag, der er solskin og bid i luften, nede ved Tangkrogen var der fyldt med ghettoblastere og hiphop. Den fedeste stemning«.

Så går Thomas Helmig ovenpå igen.

Jeg undskylder over for Renée Toft Simonsen for at have taget en time mere, end vi havde aftalt. Så skal hun ud at lukke op for fotografen.

Da hun kommer ind i køkkenet igen, forklarer jeg fotografen, at jeg har brugt det, der skulle have været en pause, på interview. Og siger undskyld til Renée Toft Simonsen igen.

»Du undskylder meget for den time«, siger hun så.

»Men du ville jo gerne have den. Det var i din klare interesse. Stå ved det!«.

Du har ret. Selvfølgelig ville jeg gerne have en time mere med dig – jeg står ved det. Men så lover jeg til gengæld at gøre mig umage med …

Hun stopper mig.

»Kan du ikke finde ud af at tage noget uden at skulle give noget igen?«, siger hun.

Spætten hakker. Renée Toft Simonsen griner.

Så går hun ud i sin blomstrende have sammen med fotografen.