»Jeg var lidt mere påvirket af den rigdom, end jeg lige umiddelbart vil gøre rede for«

Finn Nørbygaard lå i sin sofa i Søllerød, da telefonen ringede i efteråret 2008. Det var en mand fra Nykøbing Sjælland, der ville høre, om entertaineren ville komme og underholde til firmaets julefrokost.

Honoraret var de sædvanlige 50.000 kroner for 20 minutters optræden.

Finn Nørbygaard spurgte, hvilken dag det drejede sig om. Manden nævnte en dato i december.

»Jeg sagde, at det kunne jeg ikke. Uden at kigge i min kalender«, siger Finn Nørbygaard.

For det ville kræve, at Finn Nørbygaard satte sig ud i sin Mercedes CLS500 AMG og kørte hele vejen fra Søllerød til Nykøbing Sjælland.

»Og det gad jeg ikke«, siger han.

I løbet af 00’erne var Finn Nørbygaard blevet mangemillionær på sin investering i Stein Baggers IT Factory. De 2 millioner, han havde skudt ind i it-virksomheden, var på papiret blevet til 400, fortæller han.

Dertil kunne han lægge de mere end 30 millioner, han selv havde tjent på sine soloturneer, på tv-programmer og på shows med Jacob Haugaard og Jette Torp.

Det havde sådan set ikke frataget ham lysten til at arbejde. Overhovedet. Han var bare fortsat med at rejse rundt i landet og underholde.

»Det meste af tiden gik jeg bare og grinede af det. For det, der dybest set interesserer mig, er mit arbejde. Jeg købte ikke et hus på Barbados eller en helikopter til de korte ture, det er jeg for meget Esbjerg-dreng til. Men jeg købte selvfølgelig et ordentligt hus. Og en ordentlig bil«.

Men et par måneder før opkaldet fra Nykøbing Sjælland var der sket noget, der havde taget arbejdsglæden fra Finn Nørbygaard.

Han havde fået en opringning fra bestyrelsesformanden i IT Factory, Asger Jensby. Som fortalte ham om selskabets planer om at slå sig sammen med en stor amerikansk kapitalfond og gå på den amerikanske fondsbørs Nasdaq.

»Og så tilføjede han med en lidt påtaget alvorsfuld stemme:»Og så vil De, hr. Nørbygaard, minimum være 1 milliard værd««.

»Og dét kunne jeg ikke klare«, siger han.

»Jeg kunne slet, slet ikke rumme det tal. Jeg måtte op at ligge. Og så gik der nogle måneder, hvor jeg, der elsker at arbejde, bare lå i sofaen. Og sagde nej, når en mand fra Nykøbing Sjælland ringede og tilbød mig et velbetalt job«.

Det er faktisk »pissepinligt«, synes han.

»Arbejdsomheden er en stærk grundpille inde i mig. Men da tallet blev eksorbitant stort, blev jeg alligevel påvirket. Og det har jeg det virkelig dårligt med. At under de rigtige – eller forkerte – omstændigheder så mørner den grundpille«.

Penge er et af samfundets sidste tabuer. Det er både flovt at have dem. Og ikke at have nogen. Særligt blandt kunstnere og kulturpersoner er forholdet til penge kompliceret.

Nogle kan ikke leve af det, de laver. Andre tjener godt, men har et ambivalent forhold til materiel rigdom. I en interviewserie taler vi med kunstnere og kulturpersoner om penge.

Faktisk er Finn Nørbygaard bedre til »at være på røven«, siger han.

»Og det sørgede Stein Bagger meget, meget effektivt for, at jeg kom«.

Det var et kæmpehit

Det var ikke længe, den forestående milliard fik lov at være et eksistentielt problem for Finn Nørbygaard.

1. december 2008 gik IT Factory konkurs, og direktør Stein Baggers bedrageri blev landskendt.

»Men det var ingenting, i forhold til hvad der skete ugen efter«, siger Finn Nørbygaard.

Der fik han nemlig en henvendelse fra Danske Banks kreditafdeling. I en lidt anden tone end den, han plejede at møde i formueafdelingen.

»På grund af udviklingen i IT Factory havde min formuemand i banken tidligere spurgt, om jeg ønskede at geare mine investeringer. Så det havde jeg gjort«.

I formueafdelingen var der »gode middage og vin«. I kreditafdelingen var stemningen anderledes kontant.

»De sagde: Vi skal have din bil, dine sommerhuse på Samsø og i Sydspanien, dine obligationer, dine aktier, din kontantbeholdning, din mors lejlighed, dit hus. Og så skal du betale et millionbeløb i årene fremover«.

»Det var en knockout. I 3-4 måneder sad jeg derhjemme i en slåbrok og hylede. Mens min daværende kone kæmpede som en sindssyg for at redde stumperne«.

Der var en del mennesker, der skrev til Finn Nørbygaard i den periode. Blandt andet en, der syntes, at det havde han godt af, fordi hans jokes var så dårlige. Og en dame fra Thisted, der skrev et opmuntrende brev og vedlagde en 50’er.

En nat sad Finn Nørbygaard i sin slåbrok og så et program på History Channel om Det Tredje Riges sidste dage. Om, hvordan folk »fra oberstniveau og opad« flygtede til Sydamerika, hvor englænderne og amerikanerne ikke kunne få fat i dem. Så strøg han op til computeren og søgte på flybilletter til Buenos Aires.

»Det er et tegn på, hvor fragmenteret min hjerne var. Altså, hvad fanden havde jeg forestillet mig? At sælge gamle jyske vittigheder i Buenos Aires?«.

I stedet gjorde Finn Nørbygaard, som han altid havde gjort. Han begyndte at arbejde.

Få måneder efter at han ikke orkede at starte sin Mercedes og køre til Nykøbing Sjælland og hente 50.000, kørte han fra Søllerød til Sæby i Nordjylland for at holde foredrag i en lejet Fiat Punto, hvor rattet bevægede sig som en rystepudser, så snart han speedede op på motorvejen.

»Jeg havde ikke råd til en bil efter den omgang. Og jeg havde heller ikke råd til at overnatte. Så da jeg kom hjem til Søllerød om natten, rystede mine hænder stadig, da jeg slap rattet«.

Efter nogle måneder i slåbrok oplevede han det, han selv kalder posttraumatisk vækst. Og fik endnu større energi, end inden han næsten blev milliardær.

»Min overbevisning er, at vi alle sammen har det, der skal til for at komme videre. Jeg lavede ret hurtigt et foredrag, der hed ’Rejs dig, og kom igen, stærkere’. Det var et kæmpehit«, siger han.

Og griner.

»Så jeg rejste rundt i flere år og levede ret godt af at være en stakkel«.

Mere end de fleste

Finn Nørbygaard er ved muffen igen. I dag bor han til leje på Østerbro. Det bedste af de 14 steder, han har boet i sit liv, siger han. Fra sin altan kan han synge med på nationalsangen, når der er landskamp i Parken overfor.

Og når han er kommet til at slå børnelåsen til på sine kogeplader, kommer der nogen fra ejendommen og ordner det.

Det sker ikke så tit, for som regel bestiller Nørbygaard mad fra Wolt, når han skal have gæster. Og ellers henter han gerne en »kvalitetsfærdigret« i Meny eller en pizza.

Fra sin faste plads ved det lille spisebord kan han se lige over på det store fjernsyn, der hænger på væggen, og som han nøjes med at skrue lidt ned for, så han stadig kan se golf i tv, mens vi snakker.

I 00’erne uddannede Finn Nørbygaard sig til psykoterapeut. En lille håndfuld klienter kommer hver måned og taler med ham. Og resten af tiden holder han foredrag eller optræder som entertainer i det, han kalder forglemmelsesindustrien.

Finn Nørbygaard er en heldig mand, siger han. Han siger også, at han aldrig har haft det bedre. Det er adskillige år siden, han – med noget velvilje fra banken – blev gældfri. Og i dag tjener han igen »mere end de fleste«.

»Jeg har altid været bedre til at tjene penge end til at bruge dem«, siger han.

Lige siden han som stor dreng fik sin første avisrute i Esbjerg, gravede sandorm og arbejdede på Premier Is, har han ikke bestilt andet end at arbejde. I første omgang blev han uddannet skolelærer og har siden midten af 1980’erne ernæret sig som entertainer.

»Der var en sund arbejdertilgang til livet i mit barndomshjem, som handlede om pligtopfyldenhed og ordentlighed. Min far var driftsleder på Cocio, og min mor, der gik hjemme, lærte mig at sætte tæring efter næring og at spare op«.

Mens han gik på lærerseminariet, kendte han andre studerende i Aarhus, der tog studielån, så de kunne »leje en scooter og køre til Rom i sommerferien«. Og som siden brugte »20 år på at komme af med deres studiegæld«« Men Finn Nørbygaard arbejdede i sine sommerferier, tog aldrig lån og havde – frem til 2008 – ingen gæld.

Nu er han 72 år. Det seneste par dage har han lavet reklamefilm for Tuborg og fået »en rigtig, rigtig fin check« for det. Mens hans medstuderende fra lærerseminariet for længst er gået på pension.

»De blev alle sammen pensioneret, da de fyldte 65. Når man arbejder i et offentligt system, får man bare at vide, hvornår det er slut. Jeg er jo stadig i gang og har slet ikke lyst til ikke at arbejde«.

Er det vigtigt for dig at polstre dig økonomisk nu?

»Jeg tænker ikke på det. Det har jeg aldrig gjort. Bortset fra katastrofen, som jeg ret hurtigt fik rettet op på igen, har jeg altid haft penge nok og brugt det, jeg havde lyst til«.

Er penge vigtige for dig?

»Det er sgu underligt ikke at have dem. Jeg synes, penge er en skøn følge af at arbejde. Fordi det betyder, at jeg kan gøre, som jeg vil«.

Han rækker ud efter fjernbetjeningen.

»Nu slukker jeg sgu lige for det her golf, for jeg sidder hele tiden og holder øje med, hvordan det går Rasmus Højgaard«.

Jeg kan se til Afrika

De dummeste penge, Finn Nørbygaard har givet ud, var, da han – mens han på papiret var mangemillionær – impulskøbte et sommerhus i Sydspanien.

»Det fortæller også, at jeg var lidt mere påvirket af den rigdom, end jeg lige umiddelbart vil gøre rede for. Det blev sådan lidt skødesløst og uigennemtænkt nogle gange«, siger han. Og griner igen. Højt denne gang.

Han var rejst til Sydspanien med nogle »vanvittig høje tal« i ryggen fra sin revisor. Og gik rundt og tænkte: Hold kæft, her er fedt at være.

Så han fik fat i en ejendomsmægler, der viste ham et hus i bjergbyen Mijas. Han gik lige igennem huset uden at tjekke, hvordan der så ud, og ud på altanen.

»Og så kunne jeg se til Afrika. Og så købte jeg det«, siger han.

Det viste sig, at der skulle laves en hel del ved huset. Men det var hans daværende kone »heldigvis god til«.

»Det, hun ikke kunne rette op på, var, at det er umuligt at parkere i en lille hvid by med gader, som er så brede her«, siger han og måler 10 cm ud mellem to fingre.

»Så jeg måtte parkere nede i byen og gå op og ned ad den bjergside, hver eneste gang jeg skulle noget. Men det problem slap jeg også af med i 2008, da Danske Bank syntes, de gerne ville have huset«.

Vi kan ikke tale om det

Jeg spørger Finn Nørbygaard, om han er generøs. Han vrider sig en anelse i stolen og smiler.

»Det er der sgu nok nogen, der vil sige, at jeg ikke er«, siger han så.

Finn Nørbygaard kommer stadig på Samsø i det sommerhus, hans børn nu har overtaget. For nogle år siden arbejdede hans yngste søn som tjener og kom hjem og fortalte, at Finn Nørbygaard var kendt på øen for ikke at give drikkepenge.

»Min søn syntes, det var sølle, at en af Samsøs rigeste mænd ikke gav drikkepenge. Men jeg tænkte bare aldrig over lige at give den 20’er. Eller 50’er. Det var jeg pissepinlig over. Så nu giver jeg faktisk drikkepenge«.

Mens amerikanerne ifølge Finn Nørbygaard »elsker at tale om penge«, betragter vi det i den nordiske kultur som pral.

»Hvis man siger: ’Jeg tjente 200.000 på et job’, kunne det jo bare være en neutral information. Ligesom når man siger: ’Jeg kørte til Esbjerg, der er 360 km’. Men sådan opfattes det ikke herhjemme«.

»Det er et tabu ligesom døden. Vi kan ikke tale om det. Død og penge er aldrig rigtig slået an i Danmark«.

De penge, du kan tjene på 20 minutter, tager det måske andre mennesker en måned eller to at tjene. Tror du, der er nogen, der tænker, at du kommer lidt nemt til dine penge?

»Ja. Så mange af dem, der indimellem tjener gode penge i kulturlivet, har meget klogt fundet ud af at gå lidt stille med det. Og så er der også lange perioder, hvor man ikke tjener noget«.

»Men jeg har ikke noget problem med at sige, at jeg har tjent sindssygt mange penge gennem tiden. Og i dag kan jeg sige: Hvor er det dejligt at tjene penge igen. Fordi jeg har været igennem en nedtur«.

»Hvis jeg havde fået den milliard og var flyttet til Seychellerne og havde købt en helikopter, havde jeg nok holdt min kæft«.