»Jeg vil have noget af det, I har«

Hvad betyder det?

»At man ikke rejser fra Langbortistan til Danmark for sjov. At vi skal bruge vores ressourcer, når vi nu har dem. Så af respekt for mine forældre og deres opofrelse skulle jeg bruge de fucking SU-penge og de hjerneceller, jeg har«.

Helin Erdem har det bedst, hvis der står mindst 100.000 kroner på hendes opsparing, siger hun. Så føler hun sig i kontrol. At spare op til noget er også et forsøg på at holde fast i et håb om, at der kommer en fremtid, siger hun.

»Jeg tilhører generation Z og er født ind på en brændende planet. Det er meget postmoderne ikke at tro på fremtiden«, siger hun.

»Men det gør jeg altså ikke«.

Hvad sparer du så op til?

»Friheden til ikke at blive manipuleret med eller købt. Og til at få et barn på et tidspunkt. Ikke mange børn – jeg vil gerne respektere klodens økosystem. Men jeg vil gerne have et eller to børn. Og jeg vil gerne gøre dem privilegerede«.

Vi var de heldige

Helin Erdem er født på Glostrup Hospital. Hendes far er forfatter og andetsprogslærer i dansk, hendes mor er pædagog, og i hendes barndomshjem i Albertslund blev der talt mere om kulturel og social kapital end om penge.

»Der blev snakket om kunst og kreativitet. At værdi også er noget andet end penge. Den samtale er grunden til, at jeg kan tjene penge i dag. Fordi jeg lærte, at min kreativitet er en valuta. At mine sociale kompetencer er en valuta«.

Til gengæld foregik der aldrig »en åben samtale om økonomi, eller hvad det betyder«.

»Min mor talte om det blå øje i midten af Fatimas hånd. At man ikke skal tale om penge, hvis man har dem, for så får man onde øjne på sig. Det er bare jantelov i virkeligheden. At nogen af misundelse ønsker noget dårligt for dig«.

»Men alligevel kunne jeg godt fornemme mine privilegier«.

Eksempelvis når familien hver sommer tog på ferie i landsbyen Bumsuz i Tyrkiet og ankom som »de rige europæere«.

»Det er jo meget dominerende at komme til en lille kurdisk landsby og gå rundt i sit danske cowboytøj«.

En form for »ubalanceret magtdynamik« kalder Helin Erdem det. Til gengæld lærte hun hurtigt at dele.

»En sommer gav min mor mine klipklapper til min kusine, fordi hun syntes, de var pæne. Jeg forstod, at vi havde noget, de ikke havde. Og som vi havde pligt til at give dem, fordi vi var de heldige«.

Hvad tænkte du, da hun gav dine klipklapper væk?

»Min barnesjæl tænkte: Wow, uretfærdighed. Jeg græd også lidt. Min brors bluse gav hun til min fætter. Det styrkede den ubalancerede magt, fordi vi havde mulighed for at give. Men det styrkede også min empati«.

Helin Erdem »elsker velfærdsstaten«. Men nogle gange fratager den os også »den smukke afhængighed af hinanden«, siger hun.

»Kurdere er jo afhængige af hinanden økonomisk. Hvis man er i pengenød, bruger man hinanden i familien. Det skaber en intimitet«.

Jeg vil have det, I har

Helin Erdem voksede op med en fornemmelse af, at familien »absolut havde penge nok«.

»Mine forældre sørgede for, at min yndlingsleg var at tegne. Hvilket var en uendelig og vidunderlig verden at være i. Det er det stadig. Men det var også en billig leg i forhold til dukker og Build A Bear-bamser«.

Hun kunne også mærke sine privilegier i skolen, hvor hun gik i klasse med børn fra forskellige socialklasser.

»Også nogle fra de laveste klasser. Jeg bemærkede, hvor forskellige vores madpakker var, hvordan de klarede sig i skolen, hvor rent deres hår var, og hvor tit de havde det samme tøj på«.

Til en fællesspisning på skolen havde Helin Erdems mor lavet »en trestjernet kurdisk middag«. Og i bilen på vej hjem bemærkede moren, at det var lidt uretfærdigt, de andre forældre ikke kom med »lige så lækker og dyr mad«.

»Så sagde min far: »Det skal du ikke forvente. Du har mulighed for at berige dem med noget, de ikke får til daglig eller kan give sig selv. Det er også det, de fællesmiddage skal bidrage til«. Og jeg sad bare på bagsædet og lyttede«.

Som barn var Helin Erdem »slave af Disney Channel«. Et år til jul var alle hendes gaver merchandise fra filmen ’High School Musical’. Dynebetræk, plakater, kopper, som hendes mor havde købt.

»Da jeg havde pakket mine gaver op, rejste min far sig og holdt en antikapitalistisk tale om, at jeg var offer for manipulation. Jeg tror, jeg var 12 år. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente. Men jeg forstod følelsen af skam«.

Ifølge Helin Erdem er der altid en skam forbundet med penge. Fordi man har dem på andres bekostning.

»Vi bor i et rigt land, men det er jo også tyvekoster, der har gjort os rige. Imperialisme og kolonialisme. Selv om vi ikke har været lige så aggressive som briterne«.

Kan du selv føle grådighed?

»Sagtens. Allerede i 1. g sagde jeg til mig selv, at jeg aldrig skulle sammenligne mig med hvide mennesker. Det var en umulig præmis og noget, jeg ikke kunne opnå«.

»Men nogle gange tager jeg cowboystøvler og jeans på. Og en skjorte eller en sort T-shirt. Approprierer en hvid mands kultur og tager til lønforhandling. Så føler jeg mig mere magtfuld i det vilde Vesten. Jeg kan stige i værdi, hvis jeg kan tale de hvide menneskers sprog. Så der er helt klart noget grådighed der. Jeg vil have noget af det, I har«.

Det økonomiske dna

Forældrekøb er et andet fænomen, der minder Helin Erdem om, at der er noget, hun ikke kan opnå.

»Folk er født med et økonomisk dna. Danmarks Radio er en ghetto af unge mennesker med lejligheder og forældrekøb. Og der kan jeg bare ikke være med«.

Men så har Helin Erdem noget andet, hun kan kapitalisere på. Nemlig at hun kommer fra et område med lav socioøkonomisk status.

»Det styrker din autenticitet som kunstner at sige, du kommer fra Albertslund. For så er du kunstner på trods af din baggrund. Det er et kvalitetsstempel, der gør, at nogen vil betale for din kunst, så du får råd til at at bruge mere tid på at skabe kunst. Og mit mål med at tjene penge er at få frihed til kreativitet«.

Derfor snakker Helin Erdem om Albertslund »hele tiden«. For når man kommer fra Vestegnen, er man »sandsynligvis ikke nepobaby«.

»I DR er der så mange unge, som både har haft pengene, forældrene og rammerne. Men det gør din egen historie stærkere, at du ikke har fået så meget hjælp, når du kommer fra Københavns Vestegn. Dermed reproducerer jeg også en idé om, at man ikke forventer ret meget af folk fra Albertslund. Det er lidt forkert. For fuck, der kommer mange kunstnere ud af det hul«.

Helin Erdem har »helt klart« haft en anden opvækst end »Kerim, der står og sælger hash nede ved kanalen i Albertslund-centret«.

»Men det er ham, jeg kapitaliserer på, når jeg hele tiden siger, jeg er fra Albertslund, fordi jeg gerne vil udnytte dem, der har penge. Og jeg ved, de tænder på sådan nogle historier. Jeg er jo bare hyperopmærksom på, hvordan jeg kan tjene penge på mit liv og min lidelseshistorie«, siger hun.

Og griner.

»Det er jo også grunden til, at jeg kom ind på DR Talentholdet og har det arbejde, jeg har i dag. Fordi jeg har forstået sproget, og hvad de vil have fra mig«.

Hvad vil de have fra dig?

»Alt det eksotiske, som lever i harmoni med det danske. Jeg taler godt nok dansk. Jeg har et lixtal, hvor de vil lytte til mig. Jeg er kompetent og dygtig. Men jeg er også en kvoteperker. Og jeg forstår godt, at jeg kan være god at have i en diversitetsmåling i DR«.

Hun sammenligner det med stilen poverty chic eller poor core. En fattigdomsæstetik, der er moderne blandt »børn af kultureliten«, der sørger for at have »fedtet hår og slidte tatoveringer, når de laver deres punkmusik«.

»De bruger det på samme måde, som når jeg siger, jeg kommer fra Albertslund, til at styrke deres autenticitet og excentrisme. Det er en identitetsmarkør«.

Som brun kvinde kan hun ikke rigtig selv bruge poverty chic til noget.

Da hun forleden gik i Magasin og handlede i beskidte joggingbukser og camouflagejakke, insisterede ekspedienten på, at hun skulle tage sin kvittering med.

»Jeg skulle ikke bruge den kvittering til noget, så jeg sagde nej tak. Men hun sagde, at jeg skulle have den kvittering. Og tilføjede: »Det er bare, så du ikke bliver rullet af vagterne, når du kommer nedenunder««.

For Grundtvig og cv’et

Egentlig føler Helin Erdem sig som »en analfabet«, når det gælder penge. Og det er der en skam i.

»For jeg forstår godt, at kvinder skal vide noget om økonomi for at kunne hamle op med mænd i magtpositioner. Og samtidig synes jeg, det er ekstremt uinteressant«.

Økonomi er en religion, mener hun. Den første verdensreligion, alle bekender sig til uden at blinke.

»Og en religion lever rigtig godt af analfabeter. Når folk ikke ved, hvad det betyder, kan du fortælle dem, hvad fuck du har lyst til. Og så siger de ’okay’. Det synes jeg er lidt uhyggeligt«.

Hvilken handel er den bedste, du har gjort?

»Mit højskoleophold i Sønderjylland. Det var meget strategisk. Jeg gjorde det for Grundtvig og cv’et. Det brugte jeg min opsparing på efter gymnasiet. Det var en god investering, fordi jeg kunne skrive det på mit cv som en danskhedskompetence«.

Inden da havde Helin Erdem uden held søgt flere jobs som lærervikar. Men efter sit højskoleophold fik hun job på en friskole.

»For pludselig kunne jeg skrive fællessang og lyst til læring i min ansøgning. Og ’Noget om helte’ er stadig min yndlingssang. Jeg kan ikke færdiggøre den uden at græde«.

Hun smiler.

»Engang svingede jeg med den nøglering, der stod ’Musik og Teaterhøjskolen’ på. Nu svinger jeg med DR-nøgleringen. Det er der, jeg viser, at jeg har opsamlet en danskhed og dermed en kapital«.

Jeg græder hver gang

De fleste af sine penge bruger Helin Erdem på at betale husleje og besøge sin kæreste, der er filosofistuderende i Holland.

»Hans økonomi er lille. Så hans gaver til mig er gennemtænkte og kreative. Der findes ikke en større værdi end det. Det er derfor, jeg gerne vil dø på den bakke: at kreativitet kan være en vigtigere valuta end penge«.

De dårligste penge, hun har givet ud, var til to rodbehandlinger, der kostede 6.400 kroner stykket.

»Og mine tænder gør alligevel stadig ondt nogle gange. Vores samfund er bygget op på tillid, men hvorfor fuck skulle du lave min tand ordentligt, tænker jeg. Du vil jo have, at jeg kommer tilbage. Den paranoia kan jeg godt få. Det var nogle rigtig irriterende penge«.

Indimellem får hun også en bøde i toget. Det »sidder i kroppen« fra hendes dage i Albertslund, siger hun. At man godt nogle gange kan tage et enkelt stop uden billet.

»Det koster indimellem 750 kroner. Det er så dumt. Jeg græder hver gang«.

»Så nogle gange lader de mig slippe«.