Peter Frödin har taget en trøje for meget på. Men måske har han en begyndende pandehulebetændelse, så det ville også være dumt at fryse, siger han på en måde, så det er svært ikke at grine. Selv om det jo egentlig er irriterende for ham. Han skal til lægen i morgen. Men lige nu skal han ud at gå. Det gør han ofte. Gerne 10 kilometer. Ud og få frisk luft. Og se noget af den natur, der også er i indre København. Fra Botanisk Have over i Østre Anlæg og videre i Kongens Have. Denne dag kan solen dog ikke helt finde ud af, om den vil være med.
»Det er fantastisk, er det ikke?«, siger han.
I dag har vi aftalt at gå sammen. Han går tit sammen med andre. Det er en måde at komme helt væk fra det sommershow på, han i øjeblikket skriver på sammen med Line Knutzon, Anders W. Berthelsen og nogle flere til Tivolis 175-års fødselsdag. Og det er især, når han er helt væk fra skrivebordet, de bedste ideer opstår, synes han.
Også fordi det gerne er de folk, han passerer på sine gåture, der giver inspiration til de mange detaljer, der kendetegner Frödins personskildringer. Det skal være genkendeligheden, der får folk til at grine med karaktererne og måske i virkeligheden lidt ad sig selv, siger han. Det er f.eks. måden, karakteren Grethe fra tv-satiren Lex & Klatten ryger sine smøger på. Det er den blide monotone stemmeføring hos politimanden Petter i filmen ’Hannibal og Jerry’ og måden, hundedomptøren Inge-Lises chasserer usikkert rundt i Zirkus Nemo på.
