Der står vi så. To mænd i en tysk skov. To mænd i underbukser, der fægter med armene, mens berlinerne går forbi på stien nogle meter væk.
Den ene er Jeppe Hein, den anden er mig. Vores samtale begyndte egentlig nogle måneder tidligere, da den danske kunstner ringede til mig, fordi jeg havde spurgt, om han ville stille op til et interview.
»Jo, men jeg har kun lyst, hvis du vil gøre det ordentligt. Så er det noget med at være her et par dage, se det store studio og tage med ud i mit skov-studio, bade og dyrke yoga«.
Så her er vi. Et par minutter før underbukserne også ryger, og Jeppe Hein fortæller om lotusblomsten, der er tatoveret på hans arm. Og om hvordan han – måske – kan redde verden med et par springvand, hundredvis af spejle og tusind akvareller. Og nogle lysende skilte med svarene på alt står bøjet i neon og balancerer et sted mellem banal Gajol-æske-visdom og uafviselig, universel sandhed. Som: ALL WE HAVE IS RIGHT NOW.
