Djævelen ligger i detaljen.
Det er derfor, det overhovedet kan lade sig gøre at give en skuespillerpris til en hund, som de gør i Cannes. Den allermindste detalje i en film demonstrerer, om instruktøren er ambitiøs nok, sensitiv nok – eller rå nok.
En instruktør, der ikke kan instruere sine skuespillere til troværdigt først at tænde, dernæst ryge og siden skodde en cigaret, er ikke sit salt værd, som briterne siger. Hvorfor er det vigtigere at kunne spærre øjnene op i rædsel på kommando, tude en mindre indsø af en pyt på gulvet, fordi nogen siger, at man skal, eller forme læberne rundt om sætninger som »At være eller ikke være«, end det er at kunne ryge, så folk, der enten ryger selv eller har røget, tror på det?
Meget svært tilsyneladende – igen i år på verdens mest ambitiøse festival for film med en vis selvfølelse viser det sig, at det mest simple formår de ikke.
