»Det er et forbløffende og forsvindende mindretal af verdens befolkning, der er blevet nidstirret – glubsk! – af Werner Herzog«

Djævelen ligger i detaljen.

Det er derfor, det overhovedet kan lade sig gøre at give en skuespillerpris til en hund, som de gør i Cannes. Den allermindste detalje i en film demonstrerer, om instruktøren er ambitiøs nok, sensitiv nok – eller rå nok.

En instruktør, der ikke kan instruere sine skuespillere til troværdigt først at tænde, dernæst ryge og siden skodde en cigaret, er ikke sit salt værd, som briterne siger. Hvorfor er det vigtigere at kunne spærre øjnene op i rædsel på kommando, tude en mindre indsø af en pyt på gulvet, fordi nogen siger, at man skal, eller forme læberne rundt om sætninger som »At være eller ikke være«, end det er at kunne ryge, så folk, der enten ryger selv eller har røget, tror på det?

Meget svært tilsyneladende – igen i år på verdens mest ambitiøse festival for film med en vis selvfølelse viser det sig, at det mest simple formår de ikke.

Men okay, de kan så meget andet.

Da jeg var på vej til Cannes for snart 14 dage siden, så jeg billeder derfra, hvor Kim Ace Nielsen, den syngende torso fra Fredericia Teaters musical over ’Tarzan’, lå og danderede den på en balkon med udsigt over Middelhavet, og tænkte: Hey, er det dér, Cannes er i dag? Er det med den på? Er sådan en Nielsen i Cannes for at networke, for at underskrive kontrakter, for at hænge ud med modeller?

Han var der for at holde ferie med sin kæreste, og vi må nærmest have krydset hinanden i lufthavnen i Nice, de på vej hjem, jeg på vej herned.

Men det understreger, at alt i Cannes, som synes sådan helt enkelt og tilforladeligt, skal man kigge på en ekstra gang.

Formstøbt

I aftes traskede jeg ud af den centrale rue des Serbes, hvor mit hotel ligger, og jeg gik bag ved en sydøstasiatisk mand. Da vi var ud for isbaren Häagen-Dazs på vej til stationen, kiggede han pludselig ind og bukkede. Jeg fulgte selv bukkets retning, og inde i butikken stod en yngre koreansk mand i et formstøbt sandfarvet jakkesæt og bukkede næsten helt ned til skosålerne som svar.

Den formstøbte koreaner ...? Var det ham den unge far i den brillante koreanske sociale satire ’Parasite’, jeg havde set aftenen før? Altså skuespilleren? Var han børsmægler fra Seoul? Var han iseksportør ...?

Det er ikke klogt at tage til Cannes for at kigge efter stjerner. Medmindre alle, der er her i disse uger, pr. definition er det. Stjerner. Og det er vi ikke. I dag så jeg nogle unge texanske kvinder posere for hinanden foran den røde løber, der lå der, fristende og lokkende fra Croisetten og op til Théâtre Debussy, men utilgængelig på grund af de nidkære vagter.

»Det er ikke den egentlige røde løber«, sagde jeg til dem. For hey, jeg ved det. Jeg har også set folk fotografere hinanden foran en lang trappe med en rød løber på oppe ved siden af banegården, og den er endnu mere forkert. Rødhed kan i den grad gradbøjes.

»Den rigtige er den derovre«, og jeg pegede over på den røde løber 30 meter længere nede, der fører op til Grand Théâtre Lumière, som er den røde løber, stjernerne går op ad. Pigerne fra Texas kiggede vredt på mig. Lyselukker! Selv det, man vitterlig ved, skal man klandres for at sige.

Hvis jeg var taget hertil fra Texas, ville jeg gerne vide, hvad der var sandt eller falsk.

Røv-skulder-aksen

Jeg havde kun været her et par dage, da en kollega fortalte mig, at Alain Delon havde trådt på ham, over ham, jeg husker ikke detaljerne, men sygt misundelig er jeg. Der sad han, min kollega, på et trappetrin, og så kom Delon bagfra, støttet af noget hjælpepersonale, og trådte ligesom hen over ham. Med alle sine 83 år og sine 5-10 mesterværker på cv’et. Dén Delon.

Første nat i Cannes i år sad jeg hen under midnat uden for Café Cristal, og da jeg så instruktøren Jim Jarmusch komme gående og tydeligt signalere, at han skulle forcere det hjørne, jeg sad på, rykkede jeg diskret min stol ud, så Jims røv strejfede min venstre skulder. Så kom ikke her. Jeg husker det næsten.

En anden kollega gik durk hen til kultskuespilleren Udo Kier forleden. Han havde sat sig på den charmerende slammede café Le Crillon, og vi sad en håndfuld journalister et par borde fra ham og måbede: Det er da li’godt Udo Kier! Okay, måske ikke Brad Pitt eller nogen, men Udo bloody Kier, ingen er det jo heller ikke, og Lars von Trier holder af ham, og på en måde er tyskere næsten danskere.

Han er den kendteste, jeg nogensinde har set på Le Crillon, hvis man ikke medtager min veninde Nina, hvis far, instruktøren Bo Widerberg, lod hende spille den lille blonde pige på gårdspladsen i ’Elvira Madigan’ for godt 50 år siden. I min bog bliver det ikke større. Det ved Nina også godt.

Kier satte sig med sine ekstremt vandige, nærmest selvlysende blå øjne. Med ryggen til spejlet og brystet ud mod den fyldte bar. »Her er jeg«, signalerede Kier med det der bryst og de der øjne. »Så: Bring it!«. Og han blev ærlig talt revet væk, og han fik sig en gratis drink eller tre på den konto, hvilket er ham vel undt.

Da vi alle, inklusive herskabet, bliver smidt ud og står og flanerer lidt på gaden i skuttende nattekulde, går min kollega hen og spørger Kier, om han aldrig igen skal spille Lillebror i ’Riget’ af Lars von Trier. En tredje ven og jeg stod bare igen og måbede.

Kier svarede høfligt nok, og jeg havde mere eller mindre øjenkontakt med ham over venindens skulder, men jeg husker oprigtigt ikke, om det var ja eller nej.

Jeg var tilpas overrasket til, at det nok var et ja, ræsonnerer jeg i dag. Så tilsyneladende kommer der en ’Riget III’.

What happens in Cannes, stays in Cannes. Eller ...

Nå, men apropos de kendte: Jeg gik på gaden og prøvede pr. sms at afparere min redaktør hjemme i København. Han kunne ikke ha’, at jeg ikke havde set Werner Herzogs nye film (»Hey, der er mange film!«). Pludselig befandt jeg mig inde i vestibulen på Hotel Majestic, hvor jeg gik rundt og hamstrede gratis filmblade, som altid ligger der for det samme.

Jeg fik den der lurende fornemmelse af at blive betragtet, som man kan få, og jeg kiggede mig gedulgt rundt i foyeren, som var fyldt på det tidspunkt.

Og der var han, selvsamme Werner. Herzog, om jeg må be’. Han sad på sådan en høj stol med front direkte imod mig, 4 sølle meter længere henne, og nid-, andre ord er der ikke for det: nidstirrede mig. Begærligt. Ikke som en mand, der søger frækt selskab, men som et rovdyr, som den sultne bjørn fra hans geniale dokumentarfilm ’Grizzly Man’.

Min redaktør er ikke interesseret, og han har ellers både skrevet bøger om Herzog og det hele.

»Nå, men så du filmen?«, sms’er han tilbage.

»Nej ... Hey, her er mange film ...«.

Man faktum er, at det er et forbløffende og forsvindende mindretal af verdens befolkning, der er blevet nidstirret – glubsk!– af Werner Herzog.

Men ih, nej.

Stjernespor

Ellers er der ikke meget stjernekig i Cannes. Hvis man skulle tegne et map of the stars, ville det vise en pænt eksklusiv bue uden om Cannes. Ingen, der er nogen (dvs. amerikaner eller franskmand), ville fanges død her inden for bymurene, hvor man risikerer at blive taget selfies med og den slags ækel populisme. Stjernerne bor på de vildt dyre hoteller i bjergene nord for Cannes.

Jim Jarmusch med sin karakteristiske prægtige manke af hvidt strithår er undtagelsen. I hvert fald går han i byen her.

Engang mødte Helle Hellmann, min forgænger udi Politikens filmstof, italiensk films store dario, Marcello Mastroianni, siddende på en klapstol i strandkanten. Ingen sikkerhedsfolk i miles omkreds. Helle stillede sig derhen: »Må jeg en dag lave et interview med dig?«. Han havde – sådan husker jeg historien – klappet på det varme sand ved sin side og bedt hende sætte sig og fange an med det første spørgsmål. Var verden så ung engang?

Og for nogle år siden så jeg Max von Sydow, da han var en yngre herre i begyndelsen af 80’erne, blive støttet under hver arm på vej ned gennem diskoteksgaden. Et år sad jeg lige bag ved Faye Dunaway og ønskede sådan, at mine ben var lidt længere, så mine knæ ligesom tilfældig kunne presse hendes stol fremover, så hun uvægerligt ville vende sig mod mig, lidt irriteret, og så straks blive mild og god, om end stadig lidt divanesisk, da hun så, at jeg var umulig at blive vred på.

Nå, men så lange var de ikke. Benene.

Messenger

Nu sidder jeg på det gamle grøntsagstorv i Cannes, på den ydmyge restaurant Pizza du Marché, byens billigste, har jeg erfaret. Jeg har siddet et par minutter, da et ungt par sætter sig ved nabobordet, men så tæt på, at jeg kan – og hele tiden er lige ved at – røre.

Det er ham, der sidder skævt over for mig. Guldring, guldur, hvidprikket sort skjorte med ærmerne slået ned i det direkte sollys. Han ligner en, der kunne være en del af det nye kuld af sorte filminstruktører og -stjerner, og han sms’er i ét væk der bag solbrillen og inde bag fingerringene. Det er, som om han er for sexet til det her sted – altså resten af Cannes, der hvor de rige og middelklassen kommer.

Derfor er han her, hvor sådan nogle som mig kommer. Han slummer den, som de siger. For ikke – gab! – at være tvunget til at networke. Jeg er sikker på, at han og kæresten ville tale sammen, hvis ikke nogen, der åbenbart er vigtigere i deres liv, sad i den anden ende af en sms- eller Messenger-kontakt.

Han kan kun lide kød, fortæller han kæresten – og igen servitricen, da hun kommer.

Men skal han have pasta med kødsovs, lasagne eller pizza med skinke ...? Han er meget specifik om, hvad han vil have oven på enten pizzaen eller spaghettien, med den forkælede rige drengs kræsne forrang, tænker jeg og ved bare, at han har en ny stor film på vej, hvor han er barbrystet og uimodståelig, og ham sad jeg ved siden af i Cannes uden overhovedet at ane det! Way back when. Min karriere gik på hæld, og hans tordnede op mod zenit. Vil jeg sige for lige at gøre anekdoten bedre.

Servitricen spørger, hvor han og kæresten er fra.

»London«, svarer han og falder lidt i min rangering af ham, for man er vel meget fra den britiske provins, hvis man på det spørgsmål svarer »London« og ikke »England« ...? Så har man noget at bevise, så er man kommet ind med 4-toget, så spiller man ikke hovedroller endnu.

Æv.

Nå, men jeg skal også videre.

Da jeg går, sidder han og kæresten og diskuterer nogen, der måske, måske ikke har blokeret dem på Facebook. Så er man ikke særlig kendt. Men han har den silkeblideste stemme, jeg overhovedet fik hørt i Cannes i år. Klart filmpotentiale.

Livets bue

»Det er, som om jeg går i en stor bue uden om livet«.

Det overhørte jeg pludselig nogen sige på Croisetten. En amerikaner i frustration over for en ven. Mit gæt er, at den unge amerikaner er i gang med at skrive, instruere eller sælge en indiefilm om en ung mand med hipsterskæg, som går i en stor cirkel uden om ... vi kunne kalde det livet. Jeg ser allerede en ung skuespiller, marginalt kønnere end ham, jeg lige mødte, sidde og stirre mut og gådefuldt ud ad et regnvådt vindue på indie-måden.

Den film når jeg desværre nok ikke at se.

Midt i moradset, mit i livets morads, mit i mit middelhavsmorads, stopper jeg op. Man skal altid være på udkig efter sine egne svagheder. Over en espresso – en café double, for der er meget, der skal tænkes over – går det op for mig, at hver gang jeg ser en flot mand hernede, som ikke indlysende er i tjenerfaget, tænker jeg, at han er skuespiller, og hver gang mine øjne falder på en dårende kvinde, er min første reaktion, at hun er model.

Hvad er den af ...?

Jeg respekterer skuespilfaget mere end modelfaget, det kan jeg ikke løbe fra. Hvad det end må sige om mig af viderværdigheder. Så hvorfor er det ikke kvinderne, jeg automatisk rollebesætter som skuespillere og mændene som modeller? Måske fordi mange af de smukkeste af mændene er for lave til at være modeller? Måske.

Jeg tænker stadig over det, mens disse linjer skrives.

Og læses.

Det har også noget at gøre med den røde løber. Et par gange har jeg siddet i mit sæde før en film i en af de store sale hernede og været tvangsindlagt til at følge stjernernes tur op ad løberen til gallaen. Og jeg siger ikke, at vi alle døgnet rundt skal gøre ubetinget oprør mod al kunstighed, men jeg har aldrig fattet, og jeg fatter det mindre og mindre med årene, at kvindelige skuespillere så let lader sig lokke til at stå der med nye næser og læber og hånden i siden og en slidse helt op til drøbelen og dreje og vende med hovedet efter fotografernes forgodtbefindende ... altså, det går over min forstand.

Dygtige, dygtige kvinder – kvinder, man kun kan have den største skuespilfaglige respekt for. Det sker også på røde løbere i Danmark.

Skuespillere, som pr. definition ikke er modeller, står pludselig der, som var de starletter hentet op nede fra stranden ved siden af og stadset op i noget Ferrucciogama, eller hvad det hedder. Disse mennesker, der lever af at være grimme og hadske og ætsende og agere spejl for alle vore værste impulser, men på den røde løber skal de ligne deres egne niecer og tillige ligne nogen, alle vil give deres højre arm for at komme i seng med.

Scream

Min ven Scream nåede jeg ikke at møde. Han hedder faktisk ikke Scream, det er noget, han kalder sig på de sociale medier: Screaming og så et borgerligt fornavn efterfulgt af Sangre. Jeg kalder ham Scream, han er min flamboyante glamourøse ven, som jeg mødte hernede for hen ved 10 år siden. Der er noget totalt syndigt over den måde, Scream er street på. Adam Ant, den gamle glamrocker fra for 40 år siden, møder Johnny Rotten møder en stumfilmshelt fra 20’erne med blyantstynd moustache og det hele.

Scream var lige kort hernede for at networke og nåede at gøre mig stærkt optaget af sit projekt, men grundlæggende var han her mellem to fly – »de flyver mig ind!«, som han sagde, og sådan vil jeg også engang udtrykke det, for det lyder sateme flot.

Vi nåede ikke at mødes. Jeg havde store planer. Han er tilbage i London nu.

For det er Cannes. Det er umuligt at lave aftaler her om andet end filmvisninger og interviews med instruktører og skuespillere. Alt derudover kommer i anden række. Ligesom de film, jeg ikke laver interview i forbindelse med, kommer allerallerbagest i køen, hvor gode de end må synes ud fra beskrivelsen.

Jeg løber tør for linjer. Jeg mødte også Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. Brad + Leo. Årets bromance, årets knuselskeligste buddypar, en B-filmstjerne og hans stuntman i Tarantinos nye film. Jeg var der, jeg stillede spørgsmål, de kiggede mig i øjnene med de der øjne og svarede. Mere om det en anden god gang.

På vej hjem hernedefra tænker man – tænker jeg: Det var et godt år, et fint år. Fine film, gode mennesker. Aldrig siden Noa har det været så røvdårligt et vejr noget sted på kloden så længe, men altså … Og man tænker – jeg tænker: Hvis dette var mit sidste år i Cannes, ville jeg også overleve det.

Men jeg ville især overleve det, hvis det bare var mit næstsidste år …