Historien er levende, når man står på 15. etage i et højhus, der snart skal rives ned. Fra den tomme lejlighed er der frit udsyn over Køge Bugt. Derovre ligger Ishøj med kunstmuseet Arken, og kigger man mod nordøst, troner København i det fjerne.
Langt under mig triller et rødt S-tog ind til stationen i Brøndby Strand. Det er A-linjen og en del af forklaringen på, hvorfor dette og 11 andre højhuse skød i vejret i årene omkring 1970 som den mest synlige del af en 2,5 kilometer lang bebyggelse med plads til 17.000 beboere.
Hovedstaden var slidt og beskidt i årene efter Anden Verdenskrig, boligforholdene for arbejderklassen var miserable, og Brøndby Strand var et af en lang række forstadsbyggerier, som skulle flytte familier væk fra usunde baggårde og give dem adgang til store lyse lejligheder med alle moderne bekvemmeligheder.
Det var fremtiden, man byggede.
