»Vil du gå ind i skabet, Melani 2? Vi slukker lyset og lukker døren om lidt«.
Det er mig, der for enkelt nat er ’Melani 2’. Kort efter lukkes skabslågen, og jeg sidder alene i et trangt mørkt skab et sted på det, der engang var Amtssygehuset i Aarhus. Lige udenfor begynder nogen at hamre på skabet og skrige. Og i skabet ved siden af mit råber en pige:
»Hjælp os, Melani, han kommer! Hjælp os!«
En mandestemme stønner liderligt derude, og hende, der er Melani 1, hulker sønderrivende i et inferno af desperation:
