I 1996 gik den 25-årige amerikanske kunststuderende Maria Farmer og hendes 16-årige lillesøster, Annie Farmer, ind på politistationen på Manhattan i New York.
De ønskede at anmelde finansmanden Jeffrey Epstein og hans veninde Ghislaine Maxwell for tre forhold: kunsttyveri, seksuelle overgreb og trusler.
En politiassistent optog rapport om to af forholdene: kunsttyveriet og truslerne. Men da de påståede seksuelle overgreb var sket i delstaten Ohio, blev Farmer-søstrene bedt om at melde sagen til det føderale politi, FBI. Det gjorde Maria Farmer efterfølgende, har hun fortalt avisen New York Times.
Anmeldelserne fik ingen konsekvenser for Jeffrey Epstein. Der skulle gå ni år, før myndighederne iværksatte en egentlig efterforskning, som førte til en dom for seksualforbrydelser.
