Var ’Casablanca’ blevet det ikoniske kulturfænomen, den blev, hvis Ronald Reagan havde spillet den kyniske, men inderst inde så patriotiske Rick, som meningen ellers var? Eller for den sags skyld den lille indebrændte George Raft?
Nu blev det Humphrey Bogart bag de livstrætte øjne og det arrede ydre, og vi troede på ham, troede på, at han ikke var løgn. Og 76 år senere er ’Casablanca’ verificerbart en af filmhistoriens største klassikere.
Filmbranchen er fyldt med ’hvad nu hvis’, det er en branche, det går hurtigt i – hurtigt ind, endnu hurtigere ud. Og stjerner er alt, det gælder i øst som i vest, i syd som i nord. Og visse, om end meget få, instruktører er stjerner, og det er især de film, de ikke nåede at lave, der ærgrer os – mere end dem, de lavede, og som skuffede, for i det mindste prøvede de da.
Tænk, hvis man engang havde bedt en god instruktør om at filmatisere Bibelen – eller, med forlov, Koranen; man bliver helt svimmel over udsigten. Og tænk, hvis nogen bad Max von Sydow her i sin overordentligt høje alder spille Jesus på korset og var ligeglad med, at von Sydow er cirka tre gange ældre, end man skønner, den historiske Jesus var, da han hang der!
