Elisa Kragerup og jeg har lige forladt Betty Nansen Teatret længere nede ad Frederiksberg Allé, hvor hun sammen med Eva Præstiin har været direktør i halvandet år. Jeg har overværet en prøve på danseforestillingen ’Bonnie & Clyde’, den sidste inden jul, og i pausen inden teatrets julefrokost, på en af decembers få virkelig kolde dage, er vi gået op ad vejen for at kigge på skøjteløberne.
Det ville være perverst at sammenligne menige skøjteløbere med de professionelle dansere i rollerne som det hippe gangsterpar i Kragerups forestilling. Det er det første, der giver sig selv. At der er langt fra den ene verden til den anden.
Men hvad med det autentiske ...? Det autentiske er et løsen for hende og hendes generation af teaterfolk. Alt skal på en måde være sandt. Men er det ikke selvmodsigende at tilknytte to så knivskarpe klassiske uddannede dansere som Astrid Elbo og Ulrik Birkkjær til at spille virkelighedens narcissistiske knoldesparkere i støvstormenes USA i 30’erne?
Hvis der er en sko, der trykker for Elisa Kragerup, må det være den, modsætningen til det flotte og polerede. Hendes teatersprog er overordentlig fysisk, men aldrig smukt på den narcissistisk selvspejlende måde.
