Spar op til 70 pct.! Der er brandudsalg i den globale modeverden, og netbutikkernes rabatskilte beskriver situationen i en branche, der er hårdt ramt af coronakrisen.
Handel, produktion og design er gået i stå. Forårskollektionerne har ingen kroppe at hænge på, og sommertøjet er i venteposition, mens efterårsvarerne burde blive produceret. Men fabrikkerne og butikkerne er lukket, og kunderne skal holde sig hjemme. Der sker ingenting. Bortset fra at alle aktører forsøger at hive penge ud af et system, der er gået helt i stå.
»Lige nu prøver vi at få omdannet nogle varer til kontanter, der kan betale regningerne. Og lagersalg og udsalg er et af de værktøjer, vi kan bruge«, siger Silas Adler, medindehaver af mærket Soulland.
»Ingen har prøvet det her før, men det er åbenbart sådan, at hele branchens korthus kan falde sammen, hvis pengestrømmene stopper i nogle uger«, siger han.
