Sådan har det efterhånden været i et par år. Ronan Farrow er drillende af sin kæreste blevet kaldet ’kongen af samtykke’ og ’#MeToo’s hævnende engel’. Og af seriøse medier beskrevet som #MeToo-bevægelsens go-to journalist.
Kimen til de højttravende titler blev lagt i oktober 2017, da The New York Times og The New Yorker med fem dages mellemrum publicerede hver sin store undersøgende og dagsordensættende artikel om filmmogulen Harvey Weinsteins systematiske magtmisbrug, overgreb og chikane mod kvinder – Harvey Weinstein har konsekvent afvist alle beskyldninger. Sagen ledte direkte til opblomstringen af #MeToo-bevægelsen, hvor kvinder verden over på sociale medier fortalte deres historie om voldtægt, chikane og sexisme.
Ronan Farrow stod bag artiklen i The New Yorker, og han modtog sammen med kollegaerne fra The New York Times, Megan Twohey og Jodi Kantor, Pulitzerprisen for årets fineste eksempel på public service-journalistik.
Selv om de altså var tre journalister om at afdække den sag, der 11. marts kulminerede med en dom til Harvey Weinstein på 23 års fængsel for voldtægt og sexovergreb ved domstolen i New York, kan der kun være én konge. Og her er det svært at slå Ronan Farrow af tronen.
