Lagde du mærke til, hvordan vi i begyndelsen af Den Store Afstand ikke kunne se hinanden i øjnene?
Vi gled forbi hinanden i store buer og så ned i jorden imens, som om blikket kunne smitte, som om trinnene alligevel var for mærkelige til, at vi kunne være fælles om dem. Det var trin, vi ikke ville stå ved, og vi skyndte os videre, mere hver for sig end nogensinde før.
Tiden er til aktiv afstandtagen! Tiden er til mennesker, der frastøder hinanden! Tiden er til puder af bevidst luft mellem kølediskene!
Men hvad er afstand andet end strækningen imellem to punkter i landskabet?
