I sig selv er det til den skarpe side at benytte udtrykket ’bestige’ om en skaldet dansk bakke på 147 meter. Men når forfatteren så ovenikøbet er en norsk bjergbestiger – og jeg gentager: norsk – begynder man at overveje, hvor ironien begynder, og ærefrygten slipper op.
I dag på grundlovsdag udgiver Roger Pihl, som forfatteren hedder, en bog med titlen ’Kunsten at bestige Himmelbjerget – Danmarks hellige top’. Og nordmanden indrømmer gerne, at det begyndte som en spøg, da jeg får fat i ham over telefon. Grundet coronaregler kan jeg ikke interviewe ham personligt, men jeg ringer fra Himmelbjerget, så det smager lidt af bestigning, og da jeg fortæller, at jeg står på toppen, kommer det på syngende norsk:
»Har du husket at få ilt med?«.
Roger Pihl har skrevet bøger om andre danske toppe som midtjyske Ejer Bavnehøj, og med fællesnævneren ’Ejer Bjerge’ har han fungeret som fredsmægler i ’den danske højdekrig’ – en strid, der har krævet landmålerudstyr og centimetermål i opmålingen af, hvilket punkt der er landets højeste. Men på vejen hjem engang fra et besøg i Danmark vidste han pludselig, at han burde skrive om toppen: Himmelbjerget. Langtfra landets højeste. Men uden sammenligning landets mest legendariske.
