Få havde formodentlig fortænkt hende i at give op oven på den ulykke tidligt i ministertiden, som hverken stridsparate ordførere – eller journalister – kan undgå at nævne eller rigtig finde plads til, når talen gælder Joy Mogensens første år som kulturminister. 2. oktober 2019 fik hun beskeden, at hendes ufødte datter, som fik navnet Sarah, var død. Lige her går alle politiske evalueringer endnu i stå. Men Joy Mogensen kom tilbage og glædede sig ligefrem, skrev hun i Kristeligt dagblad om den ubegribelige sorg:
»Kun sammen og i det, som forener os på tværs af alt andet; naturen, bevægelsen og kunsten, kun der kan vi for alvor fornemme storheden i det mirakel, det er bare at få lov at leve. Derfor glæder jeg mig til at vende tilbage som netop kultur- og kirkeminister. Det gør nemlig ikke noget, at vi ikke altid ved, hvad vi skal sige«.
Lynsnart satte coronakrisen dog både ministeren og det mangfoldige kulturliv på alvorlige prøvelser. Mangfoldigt var også det virvar af organisationsformer med særlige vilkår og udfordringer, som nu gjorde det meget svært for et lille kulturministerium – med historisk fokus på støtte af aktiviteter snarere end organisation – at leve op til de aktives og ordførernes forventninger, siger Mogensen.
Men faktum blev, at hun og Kulturministeriet undervejs mistede Folketingets respekt, for slet ikke at tale om de af kulturens aktive, der måtte lade varme forhåbninger til en ny kulturvenlig regering erstatte af stadig mere desperate råb om økonomisk krisehjælp.
