Jeg græd ikke, da jeg skrev om Trumps sejrstale på redaktionen, mens Politikens newsroom stod helt chokerede og så talen. Det kom først, da jeg kom hjem, tog mit jakkesæt af og lagde mig tilbage i sengen.
Jeg græd over, at den mest forberedte kvinde kunne tabe til den mest uforberedte mand. At Trump var blevet afsløret i at prale om overgreb, men at det stadig ikke var nok til at diskvalificere ham. Over at man ikke troede på de 11 kvinder. At så mange hvide amerikanske kvinder got in line i stedet for at get in formation.
Men jeg græd også over min første chef, der sagde, at han fik lyst til at kneppe mig i røven, når jeg bukkede mig forover på cafeen, hvor jeg arbejdede som 18-årig. Over mit gymnasie-crush, der havde fotograferet mine bryster, mens jeg sov, og grinende delt fotoet med sine venner. Over min arbejdsplads, der ikke ville give mig det samme i løn, som mine mandlige kollegaer fik.
Alt det, jeg havde fået at vide – at man ikke kunne tro på os, at vores kroppe ikke var vores, at vi var mindre værd – havde aldrig føltes mere sandt, end den nat, Donald Trump blev valgt som præsident.
