Af de fem sorttjærede skibe, som hans Armada de Molucca bestod af, var der tre tilbage. Skibene var forbløffende små, rene æggeskaller på det oprørte hav, og hvor vanvittig en præstation det var at overleve det hundrede sømil lange nautiske mareridt dengang, bliver klart for mig, da jeg selv sejler i Magellanstrædet, kort før verden i år pludselig bliver lille igen.
Det sker efter en tur over Atlanten i elleve kilometers højde, hvor jeg ser en film med Brad Pitt, og derefter endnu en flytur fra Buenos Aires til Ushuaia i Ildlandet, hvor jeg går om bord på cruiseren ’Stella Australis’. Den sejler i det samme voldsomme farvand, som den portugisiske opdagelsesrejsende og hans hårdt prøvede mænd stred sig igennem.
Da sejladsen er slut, og vi skal lægge til kaj i havnen i Punta Arenas, magter det stærke skib ikke at besejre strømmen i strædet. Først efter tolv timer lykkes det bugserbåde at få lempet os ind, så vi hektisk kan strømme mod hoteller og fly.
At Magellans æggeskaller, hvoraf jeg ser en replika i Punta Arenas, i sin tid klarede det, er nærmest mirakuløst. Men de var også kloge: Magellan sendte mindre langbåde af sted for at udforske vigene og fjordene. Når de kom tilbage med klar besked om, hvad der syntes at være den rigtige kurs mod havet, sejlede armadaen videre.
