Noget af det, jeg forbinder mest med Sønderjylland, hvor jeg er vokset op, er Tyskland. Det var længe før Merkel, men også længe efter Murens fald – i dag kun et mikroskopisk og optimistisk hul i tiden. I min barndom var Tyskland ikke et land med et antal indbyggere og en hovedstad, men en række supermarkeder på en landevej 5 kilometer syd for Tønder.
Tyskland var det tætteste, man kom på et Las Vegas her – ikke fordi der var noget at vinde (selv om der var en del at spare, skal guderne vide), men fordi der var en kunstig puls, alt var større og mere, og fordi der var åbent. Det i sig selv var en attraktion.
Når man skulle finde på noget at lave, der overskred den normale hverdagstrummerum, var det normalt, at man tog til Tyskland, enten til Aventoft eller til Süderlügum, men aldrig længere. Enten i bil med familien eller på cykel med en ven, en tur på 20 minutter, hvor man også kunne stoppe og ryge smøger i smug under en bro. Man kom nikotinskæv hjem og med uanede mængder af slik, alkohol og deodorant, klar til weekenden. Tyskland var stedet, der blev ved med at give – et supermarked med alt på hylderne – før alle kriserne kom: finanskrise, flygtningekrise, klimakrise.
Men det Tyskland, man ankom til, var også et trøstesløst ikke-sted, nogle parkeringspladser og betonbygninger adskilt fra Tønder af et stykke fladt marskland, hvor man nogle gange om året kunne være heldig at opleve naturfænomenet sort sol med utrolige mønstre af enorme stæreflokke på himlen. Lige nedenunder lå de uendelige rækker af varer, der næsten mindede om dem, man kendte, bare i flere farver, Nintendo-spil, man kunne prøve på stedet, og udenfor stod de voksne danskere i kø for at tanke billig benzin. Man skulle lede længe efter en tysker her.
