1981. Det er det år, min første erindring stammer fra: en have med højt græs. Jeg er tre, måske fire år og mærker solen og græsset på de runde kinder og på ben og arme. En kvinde sidder i en dækstol. Hun har solgt sit hus til mine forældre. Nu er haven vores.
Samme år kan man læse den første artikel i The New York Times om det, som senere får betegnelserne hiv og aids. Overskriften lyder: ’Sjælden kræftform fundet hos 41 homoseksuelle’. Samme år rapporteres om tilfælde af en grim lungebetændelse hos fem mænd i Los Angeles. De betegnes alle som homoseksuelle i rapporten.
Samtidigt toner et nyt ansigt for alvor frem på tv-apparaternes glasskærme: Ronald Reagans præsidentperiode begynder.
Året efter er der en ny mand på skærmen: Poul Schlüter, landets nye statsminister. Både den britiske thatcherisme og den amerikanske ny-konservatisme får sig et lille vandkæmmet spejlbillede med Fætter Højben-krøller herhjemme som en trefløjet front i Vesten mod Østen – mod Sovjet. Det eneste mareridt, jeg nogensinde har haft igen og igen, handler om den kolde krig: om at befinde sig et sted mellem missiler, der peger mod hinanden. Om ord som ’oprustning’ og ’nedrustning’. ’Atomvåbenkapløb’. Mareridtet er en underlig underjordisk og jordslået følelse, der planter sig knoklet som ingefærrødder og jordskok i kroppen.
