0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Interview

»Vi bruger faktisk vores weekender på at forsøge at holde hinanden i live«

23. oktober 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Grønland er de kommet på fornavn med hende. Og med to priser i hånden bliver Seqininnguaq Qitura L. Poulsen nu også kaldt en rollemodel for hele Norden. Den 19-årige aktivist, instagrammer og kunstner taler sin generations sag og sætter fokus på psykisk sygdom og oprindelige folks rettigheder.

Da Seqininnguaq Qitura L. Poulsen var 17 år, reddede hun sin bedste ven fra selvmord.

De var i byen på en bar i Nuuk, og det hele var spændende og lidt forbudt, for de var mindreårige, og egentlig måtte de jo slet ikke være der.

På et tidspunkt kom hendes ven op at skændes med en fyr, som begyndte at råbe ad ham. Vennen var i forvejen meget fuld, og efter skænderiet var han også vred og ked af det, og pludselig skred han.

Seqininnguaq Qitura L. Poulsen blev bekymret og fandt hans kæreste på baren.

»Du er nødt til at gå efter ham«, sagde hun, »vi ved ikke, hvad der kan ske«.

Kort efter ringede kæresten. Hun tudbrølede.

»Han har taget piller, han har taget dem lige foran mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre«, græd hun.

Det blev Seqininnguaq Qitura L. Poulsen, der ringede til skadestuen og fortalte, at vennen havde brug for en ambulance. Nu. Hun fortalte, hvad der var sket, hvor de kunne finde ham, og forklarede, at hun ikke selv var der, men at hun ville komme.

»Da jeg kom ned til skadestuen, stod min vens kæreste uden for hans stue og tudede. Jeg havde slet ikke haft tid til at være ked af det selv, for jeg havde været nødt til at være den, der forholdt mig i ro, og nu var jeg også nødt til at få hende til at slappe lidt af«, siger hun.

»Ingen søvn den nat og dagen efter i skole«.

Alle i Grønland har haft selvmord inde på livet. Alle

19-årige Seqininnguaq Qitura L. Poulsen sidder på hjørnekontoret på Politiken med sit lyserøde hår og sine kunstige sorte øjenvipper og fortæller. Den unge grønlandske aktivist, instagrammer og kunstner er i København for at modtage en nordisk pris for sit arbejde, hvor hun sætter fokus på psykisk sygdom og oprindelige folks rettigheder.

»Alle i Grønland har haft selvmord inde på livet. Alle«, siger hun.

»Det er et hverdagsproblem i Grønland, også for unge«.

Hendes mor, Aviâja E. Lynge, nikker. Hjemme i Nuuk arbejder hun som børnetalsmand, men når hun er i København nu, er det kun som mor. Hun ser på sin datter og taler til hende:

»Jeg glemmer aldrig den dag, du sagde til mig: »Der er mange voksne, der tror, at vi bare holder vilde fester. Vi bruger faktisk vores weekender på at forsøge at holde hinanden i live«.

Hun synker en gang.

»Det glemmer jeg aldrig. At ungdommen har … undskyld, jeg bliver helt rørt nu«, siger hun og blinker noget væk.

»At Grønlands ungdom har den virkelighed, som de har. Og kun har hinanden. Det er virkelig svært at æde«.

Anden pris i år

Krage. Det ord. Den lille rystelse, der opstår oppe i ganen, når bogstavet k møder bogstavet r.

Den rystelse skal bruges, når man skal udtale navnet Seqininnguaq.

Se-krrri-ninn-gu-aq.

Sådan lød instruktionen, da jeg for nogle måneder siden for første gang mødte Seqininnguaq Quitura L. Poulsen, mens jeg var på reportage i Nuuk.

'Marloqiusaq', 2020, af Seqininnguaq Qitura L. Poulsen.

»Kom nu. Du kan godt … Se-krrri …«, opmuntrede hendes veninde mig, mens jeg gjorde mit bedste og samtidig kunne mærke sprogbarrieren mellem Grønland og Danmark i min mund.

Det er anden gang i år, hun modtager en pris.

Mens jeg var i Nuuk, modtog hun på Grønlands nationaldag, 21. juni, Selvstyrets Opmuntringspris for at sætte fokus på mentalt helbred og for sin kamp for grønlandske LGBT+-rettigheder.

Prisen, som hun er i København for at modtage nu, er den nystiftede Pioneer Prize fra Nordic Safe Cities, en organisation, som er finansieret af Nordisk Ministerråd.

Min opfattelse er, at nomineringerne af grønlændere til nordiske priser for det meste er fuldstændig symbolske

»Jeg var sikker på, at jeg ikke ville få den pris«, siger hun.

»Alle derhjemme ved, at når grønlændere er indstillet til nordiske priser, så vinder vi dem bare aldrig. Grønlændere og nordiske priser? Bare glem det!«.

Hun smiler.

Hvorfor tror du, at grønlændere sjældent får nordiske priser, selv om de er nomineret til dem? Hvad er dit bud?

»Altså, min opfattelse er, at nomineringerne af grønlændere til nordiske priser for det meste er fuldstændig symbolske«, siger Seqininnguaq Qitura L. Poulsen.

»En måde at få grønlændere til at føle sig ’inkluderet’. Forstået på den måde, at der nok er et form for pres til at tage Grønland med for at symbolisere, at vi er en del af Norden, selv om vi sjældent bliver set som ligeværdige i forhold til resten af Norden ... og det kan godt være, at jeg ikke har ret, men når du spørger, er det sådan, det ser ud for mig«.

I Grønland, derimod, er folk på fornavn med hende.

»Seqininnguaq vinder nordisk pris«, jublede en grønlandsk avis.

»Nordisk pris til Seqininnguaq«, jublede grønlandsk tv.

»Ha, ja! Min veninde Laura tekstede det til mig med det samme, da hun så artiklerne«, siger Seqininnguaq Quitura L. Poulsen.

»Hun var sådan: »Okay?! Uden efternavn nu?! Sejt nok«.

»Det er sgu da også pænt!«

I de senere år har Seqininnguaq Quitura L. Poulsen rejst sig som en af sin generations progressive stemmer.

Gennem sin kunst, sit foreningsarbejde som formand og stifter af LGBT+ Grønland og på sociale medier forholder hun sig til moderne grønlandsk identitet, til helingen efter koloniseringen, til sit folks kulturelle arv og til fællesskabet med inuitter i Canada og Alaska.

Hun laver makeupvideoer, hvor hun læser højt af FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder, mens hun sminker sig.

Skriver decolonize hen over sit ansigt i regnbuefarver.

Hun forholder sig til skønhedsidealer og kropspositivisme.

»På nettet møder man typisk meget eurocentriske skønhedsidealer. Det er også typisk europæiske modeller, man ser«, siger hun.

Vi skal være stolte af os selv! Vi havde jo heller aldrig overlevet vintrene, hvis vi ikke havde fedt på kroppen

»Så når jeg arbejder med at udvide skønhedsidealerne, er det meget i forhold til oprindelige folk. For selv om du har en anderledes øjenform eller større kindben, som mange oprindelige folk har, så betyder det altså ikke, at du er grim, vel? Mange grønlændere er jo sådan lidt korte og lidt mere kraftige i det …«.

»Ja, vi er lidt bredere«, siger hendes mor og smiler.

»Nemlig«, siger Seqininnguaq, »og det er jo ikke sådan typisk modeludseende. Men det er bare sådan, inuitter altid har set ud: lidt små og lidt brede. Og det er sgu da også pænt! Vi skal være stolte af os selv! Vi havde jo heller aldrig overlevet vintrene, hvis vi ikke havde fedt på kroppen«.

Hun griner og fortæller, hvor glad hun blev, da hun for nylig så modellen Quannah Chasinghorse, der tilhører et oprindeligt folk i Nordamerika, som gæst ved en af årets mest fotograferede begivenheder, The Met Galla i New York.

»Hun har sit folks traditionelle tatoveringer i ansigtet, ligesom jeg har. Og jeg blev bare så stolt. Sådan: Wow! Her er der en international model med ansigtstatoveringer! Som er med til The Met Galla! Det gjorde mig bare virkelig glad«.

Da Seqininnguaq Qitura L. Poulsen modtog The Pioneer Prize ved en ceremoni på den svenske ambassade i København, tilegnede hun den til alle oprindelige folks unge, som »stadig kæmper for retten til at være dem, de er«.

5 måneder i New York

Da hun var 13 år, fik hendes mor mulighed for at følge et Human Rights Advocates-program på Columbia University i New York. Børn var ikke velkomne. Men moren satte foden ned og insisterede på at tage sin datter med.

Derfor hang den grønlandske teenager ud med en flok voksne menneskerettighedsforkæmpere fra lande som Kina, Sydafrika og Filippinerne i fem måneder i New York.

»De havde mig med alle vegne, de var virkelig søde, men jeg fattede helt ærligt ikke en skid. Jeg sad vist mest bare i hjørnet og tegnede«, siger Seqininnguaq Qitura L. Poulsen.

Men da hun kom tilbage til Grønland, var der alligevel sket noget.

I de store klasser begyndte hun at interessere sig for de samfundsmæssige problemer i Grønland, og en dag spurgte en af hendes veninder, om hun havde lyst til at skrive et kapitel til en bog, som FN skulle udgive.

I bogen ’Global Indigenous Youth’ fortæller unge repræsentanter fra verdens oprindelige folk om unges problemer i deres region.

»Jeg var meget uerfaren – jeg var kun 16 – så jeg skrev egentlig bare om det, jeg selv havde oplevet. Det, jeg selv havde set med egne øjne. Jeg skrev om selvmord og seksualitet. Og om koloniseringen af Grønland. Jeg tænkte ikke så meget, men skrev bare om det, jeg kendte til«.

I kapitlet, der kom til at hedde ’Nødvendigheden af at bryde tabuer’, skriver hun om sine venner.

Hun skriver om drengen, der ikke tør gå hjem, men vandrer rundt alene om natten, fordi hans far drikker sig fra sans og samling.

Hun skriver om den populære pige, der har problemer hjemme og også kæmper med skolen, fordi hun ikke kan tale dansk, og som en dag sluger et helt glas piller.

Hun skriver om pigen, der bliver hendes bedste veninde, som er vokset op med en alkoholisk far, der har rørt ved hende, da hun var lille, og som tit ringer for at høre, om hun må overnatte.

Hun skriver om pigen, der mister begge sine søstre til selvmord og sin mor til kræft, og som alligevel, på grund af indre styrke, klarer sig igennem skolen med flotte resultater.

Og hun skriver om sig selv.

Da bogen udkom, var forsideillustrationen tegnet af Seqininnguaq Qitura L. Poulsen.

Hun blev inviteret til New York, hvor hun – som 17-årig – holdt åbningstalen i FN, da bogen blev lanceret.

Og hun holdt også tale ved FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender.

»Jeg kan helt ærligt ikke huske så meget om de ting, jeg talte om, men jeg kan huske, at det var verdens hyggeligste dag. Vi havde traditionelt tøj på alle sammen. Vi spiste frokost og gik rundt i FN og kiggede på souvenirs. T-shirts og nøgleringe«.

12 12-taller i huen

Seqininnguaq Qitura L. Poulsen har selv et selvmordsforsøg bag sig. Hun har diagnosen bipolar og får i dag medicin, der holder hendes symptomer nede. Da hun blev student i sommer, foregik eksamen på særlige vilkår, fordi hun havde været syg, og alligevel fik hun 12 12-taller i huen.

'Strength', fra 2021, af Seqininnguaq Qitura L. Poulsen.

Når hun skriver på sociale medier, er det ofte om psykisk sygdom og sårbarhed, små omsorgsfulde tekster.

»Det, jeg gerne vil have ud af mit arbejde, er, at der i Grønland kommer en større forståelse for, hvordan det er at have en mental lidelse«, siger hun.

»Der er så meget stigmatisering omkring mentale problemer og selvmord i Grønland. Der er rigtig mange, der udskammer dem, der begår selvmord eller har selvmordstanker eller selvmordsforsøg bag sig«.

Stigmatiseringen og udskamningen bliver en del af problemet, siger hun.

»For det er jo meget sværere at bede om hjælp, når man har det psykisk dårligt, hvis man er bange for, at folk ser skævt til én. Så er der jo ingen, der tør sige noget om, hvordan de har det«.

Seqininnguaq Qitura L. Poulsen ser åbenhed og forståelse som vejen frem.

»Vi er begyndt at tale om de her ting i Grønland, og det skal vi blive ved med«, siger hun.

Folk får først hjælp, når de har forsøgt at begå selvmord. Men de skal jo hjælpes, før de når til et punkt med selvmordstanker

»Hvis vi ser på selvmord, så er det jo ikke selve selvmordet eller personen med selvmordstankerne, der er problemet. Problemet er de psykiske problemer, der fører til, at et menneske ikke har lyst til at leve længere. Problemet er den situation, der gør, at et menneske ikke længere kan se ud over sin egen smerte«.

Hendes unge ven fra baren i Nuuk skulle igennem tre selvmordsforsøg, før han fik hjælp til sine problemer, fortæller hun.

»Sådan er det ofte i Grønland. Folk får først hjælp, når de har forsøgt at begå selvmord. Men de skal jo hjælpes, før de når til et punkt med selvmordstanker. De skal hjælpes, før de er der, hvor de kun ønsker at forsvinde fra verden«.

Rollemodel for hele Norden

Seqininnguaq Qitura L. Poulsen er den tredje i sin familie, der har holdt tale i FN. Både hendes tipoldefar og hendes mor har talt Grønlands sag i FN før hende.

Hendes tipoldefar, Augo Lynge, var i en årrække den mest berømte politiske figur og er stadig en vigtig politiker i Grønlands historie.

Augo Lynge dannede blandt andet en forening for unge grønlændere, der havde til formål at styrke deres identitetsfølelse og få dem til at engagere sig i samfundet og tage ansvar for deres eget land.

»Augo Lynge blev jo faktisk tvangsflyttet af den danske koloni – fra Nuuk til Aasiaat – fordi han arbejdede med noget af det samme, som jeg gør nu – identitet og stolthed«, siger Seqininnguaq Qitura L. Poulsen.

»Hendes bedstefar tudede en hel dag, da hun fik prisen«, siger Aviâja E. Lynge.

»Det er meget historisk for familien, at Seqininnguaq har fået anerkendelse for det, hun gør, og for at være sig selv. For bare nogle generationer siden var det noget, der blev slået hårdt ned på i Grønland«.

I Grønland har selvstyret for længst givet hende en officiel lykønskning med Pioneer-prisen, og ved prisceremonien på den svenske ambassade talte juryen om, at hun fik prisen for at være en rollemodel for ungdommen. Ikke bare i Grønland, men i hele Norden.

»Hvis ungdommen er fremtiden, og ungdommens forbillede er Seqininnguaq, så er der ingen tvivl om, at Grønland går en lys fremtid i møde«, lød det.

Lyt omhyggeligt til den her generation af aktivister. For de har noget på hjerte, som er værd at lytte til. Og vi har en pligt til at lytte til dem

Ved ceremonien var Nuuks unge borgmester, Charlotte Ludvigsen, igennem på en storskærm, hvor man i baggrunden kunne se hovedstadens store skibe.

»Mine damer og herrer i publikum«, lød det fra borgmesteren.

»Jeg har en opfordring: Tag indimellem et minut. Stop med, hvad I laver. Og lyt omhyggeligt til den her generation af aktivister. For de har noget på hjerte, som er værd at lytte til. Og vi har en pligt til at lytte til dem«.

redaktion

Tekst: Gudrun Marie Schmidt

Foto: Martin Lehmann

Layout: Aya Walid

Tekstredigering: Nadine Beth Nielsen

Redaktør: Anders Godthjælp Nielsen og Charlotte Sejer



Læs mere:

Annonce