Vi kender det nok allesammen. Hvordan de første timer i en fremmed, eksotisk by opleves anderledes intenst, fordi alt er nyt, og verden synes at læne sig ind over en med sit vilde blik og sin fugtige, påtrængende ånde. Allerede på vej i taxaen fra lufthavnen, hvor billedet endnu ikke har samlet sig, står alle sanser åbne, mens man mærker varmen og luftfugtigheden og fornemmer stemmernes mylder, trafikkens særlige rytme og stedets egen farvepalet.
Måske derfor føles det første døgn som en hel uge, mens resten af turen – når først man har afkodet det ukendte og ved, hvad man kan forvente, når man træder ud på gaden – synes overstået på ingen tid.
»Det er hjernens indbyggede paradoks«, siger Morten Kringelbach, der er professor i neurovidenskab ved University of Oxford, Storbritannien, og Aarhus Universitet.
For vil man forstå, hvordan psykedeliske stoffer virker, må man først forstå hjernen. Og nok har den en stor del af æren for, at vores art har klaret sig. Fordi den hjælper os til at fokusere på det centrale for overlevelse – fare, føde og forplantning – og med sin store regnekraft sætter os i stand til med en vis præcision at forudse fremtiden. Men den er ikke rigtig gearet til at lade os dvæle i det, vi selv oplever som fyldt med nydelse, lykke og mening.
