Der er så meget himmelrum i dette yderste og mest forblæste hjørne af Danmark, at bilens sidespejle flintrer rundt, før de finder en position, hvor de kan fange lidt jordoverflade med grågrønne siv og græsser.
Vadehavet er grøbler og grøblerender, kog og marsk, ebbe og flod. Vadehavet er oversvømmelser og vestenvinde, der ikke har noget sted at bukke af. Og det er vadefugle med lange ben og næb, der kan rode i sandrevlerne. Og en flok bramgæs, der letter, så vingeslaget næsten kan mærkes.
Man det er også manden, der sejler »engangsbåd« og vil give en tur på sin crosser, og det er ham, der tog sin elcykel og kørte ned i tyske Nordfriesland for at gøre en opdagelse om sig selv. Og det er ham, der har vandet stående 26 meter fra hoveddøren, og ham, der hejser det frisiske flag, for nogen må fandeme gøre noget for det folk, der har hørt til her ved Vadehavet i århundreder: friserne.
Friserne har bygget sluser og pumpestationer for at overleve, og de har opført deres spredte gårde højt oppe på kunstige bakker eller såkaldte Warften i håb om at klare endnu en oversvømmelse derudefra. Som få andre mennesker i hele verden har de lært sig at leve med havet, og somme tider har de vundet, andre gange har de tabt, og mand og mus og hus er taget med.
